Skov- og Naturstyrelsen

Plant for vildtet – En vejledning i anlæg og vedligeholdelse af vildtplantninger

Hvorfor skal man udføre terrænpleje?

Siden 50-erne har det åbne landbrugsland ændret sig meget. Især landbrugets mere effektive dyrkningsmetoder har ændret meget på agerlandets udseende og naturindhold. Brug af større maskiner, kunstgødning og sprøjtemidler, specialisering og sammenlægninger af landbrugsejendomme har alt sammen ført til en meget mindre variation i landskabet. En variation der ellers i højeste grad er grundlaget for en mangfoldig og sund vildtbestand. Variation i landskabet skaber ynglemuligheder, fødemuligheder, sikrer behovet for skjul og læ og medvirker til vildtet spredning fra område til område.

Langt de fleste vildtarter, både de jagtbare og de ikke jagtbare, er knyttet til grænserne mellem de dyrkede marker og naturområderne. Her er der dækning, føde og ynglesteder. På grund af vildtets tætte tilknytning til overgangen mellem de dyrkede og de udyrkede arealer, udnytter vildtet i virkeligheden kun 10-15 procent af landbrugsarealet som levested. Jo større og mere ensartede markerne bliver, desto mindre bliver denne andel. Anlæg af småbiotoper som plantninger, levende hegn, vandhuller, vildtagre m.m. vil medvirke til at øge den andel vildtet kan udnytte af det åbne land.

Størrelsen på vildtbestandene er først og fremmest afhængig af arternes ynglesucces. En stor vildtbestand i foråret vil ikke umiddelbart betyde et godt tillæg af nye individer, med mindre man sikrer, at arterne både har egnede ynglelokaliteter og fødemuligheder for ynglen. Den alvorligste begrænsende faktor for størrelsen af vildtbestandene er ikke så meget fødemangel i vinterhalvåret, men derimod dårlig ynglesucces. Når man udfører terrænpleje, skal man derfor i særlig grad sikre egnede ynglelokaliteter og tilgængelighed af føde i yngleperioden.