![]() |
|
|
Plant for vildtet En vejledning i anlæg og vedligeholdelse af vildtplantningerPleje af vildtplantningerMed årene kan din vildtplantning blive for mørk og tæt i forhold til vildtets krav. Bundlæen vil måske også forsvinde. Det er meget vigtigt at du ved jævnlig pleje fastholder vildtplantningen i en vildtvenlig tilstand. Vildtplantningen skal have masser af bundlæ og lysninger skal bevares. Ved brug af en almindelig grensaks vil du kunne holde buskene i en lav, tæt og vildtvenlig tilstand. Klip toppene af i ca. 1,5 meters højde, så vil buskene kvittere ved at blive tættere i bunden. En række buskarter vil du kunne forynge ved nedskæring ca. 10-15 cm over jorden. Der vil så komme nye skud fra stubbene. Hold buskene unge ved jævnligt (hver 5.-10.-15 år - afhængig af væksten) at nedskære 10-15 meter af buskene hist og her. Så undgår du en pludselig og voldsom ændring/forringelse af din vildtplantning. Det samme gælder for kernen i din vildtplantning, såfremt du også har brugt buske i kernen. Ved foryngelse af kernen er det en fordel at have plantet arterne i små grupper. Så kan du foretage en foryngelse ved nedskæring uden at risikere overgroning og overskygning fra planterne på de tilstødende områder af vildtplantningen. Foryngelse ved nyplantning bør også ske i grupper. En række arter af større buske og små træer kan forynges ved "halvfældning". Stammen skæres halvt igennem 50-100 cm over jorden. I fælderetningen skal stammen stadig have ubrudt bark og kontakt til stubben. Den fældede top vil hermed stadig være i vækst og give masser af skjul ved jordoverfladen. Fra selve stubben vil der endvidere dannes nye skud, der med tiden vil danne en ny top på busken.
Halvfældning Egentlige træer skal udtyndes, så der kan komme noget lys til jorden og buskene under træerne. En kerneplantning af nåletræer forynges kun ved nyplantning. Så snart nåletræernes sidegrene er ved at gro sammen, skal du foretage en tynding. Du skal påregne at fjerne ca. halvdelen af træerne. Du kan tynde den ene halvdel et år, for så nogle år senere at tynde den anden halvdel. Hvis nåletræerne er blevet åbne i bunden, er der kun et at gøre. Fæld den ene halvdel af nåletræplantningen og plant nye planter. Når denne halvdel er kommet godt i gang, fælder du den anden halvdel af nåletræplantningen og planter nyt her. Du kan også foretage en topkapning af nåletræerne i 1,5-2 m højde. Dette skal gøres endnu mens træerne har grønne grene ved jorden. Du må påregne at skulle gentage topkapninger hvert eller hvert andet år, idet den øverste grenkrans vil forsøge at danne 3-4 nye toppe.
Tynding af hegn, nogle træer og buske halvfældes"
|