Retur til styrelsens hjemmeside

 

Kystlandskabet

- Udpegning af Danmarks Nationale Interesseområder indenfor Geologi, geomorfologi og kystdynamik






Indholdsfortegnelse

Forord

Indledning

Oversigt over Nationale Kystlandskaber

Nationale områder

Arbejdets organisering






Forord

De danske kyster rummer nogle af vores fineste og mest værdifulde naturtyper. Tidens tand har gennem tusinder af år påvirket geologien, så kysterne i dag står som vidt forskellige naturtyper. Kysterne rummer samtidig et væld af rekreative muligheder. Et sikkert mål for oplevelser. Her mødes vand, jord og himmel og skaber lejlighed for masser af indtryk.

Forandringer har fundet sted i kystens oprindelig natur lige siden de første danskere satte deres fodspor i strandkanten. Men alligevel er store kyststrækninger upåvirket af menneskelige aktiviteter.

Med naturbeskyttelsesloven i hånden har Miljøministeriet i 2003 afsluttet sit arbejde med indførelse af en ny strandbeskyttelseslinie, der bevarer en 300 meter bred kyststrækning langs alle danske kyster.

Gennem et samarbejde med Trafikministeriet, Kystdirektoratet er der skabt basis for en kystsikring, som i høj grad rummer en hensyntagen til naturen, og til at de naturlige kystprocesser til stadighed kan finde sted.

Naturinteresserne tager afsæt i den forskelligartede geologi, som kysterne rummer. Gennem et samarbejde med Kystdirektorat, Amtsrådsforeningen, Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse, Københavns Universitet m.fl. har Skov og Naturstyrelsen udpeget og beskrevet Danmarks nationale interesseområder for kystlandskabets geologi, geomorfologi og dynamik. Det er blevet til 99 områder, som enkeltvis rummer nationale interesser. Tilsammen viser de den enorme spændvidde i det danske kystlandskab.

Med denne publikation findes nu et solidt grundlag for at bedømme, hvor kysterne har nationale interesser. Det gælder i særlig grad, hvor udviklingen kalder på opmærksomhed hos de myndigheder, som er involveret i kysternes forvaltning. Samtidig håber jeg, at publikationen vil blive til glæde for de naturinteresserede, som bliver inspireret til at aflægge et besøg i kysternes geologiske verden.

Hans Chr. Schmidt
Miljøminister






Indledning

Skov- og Naturstyrelsen har i samarbejde med Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse (GEUS), Kystdirektoratet, Amtsrådsforeningen, Københavns Universitet, Geografisk institut og en række geologiske eksperter på universiteterne, foretaget en udpegning og beskrivelse af Danmarks nationale interesseområder i forbindelse med kystlandskabets geologi, geomorfologi og dynamik.

Formålet med udpegningen er at opstille et udvalg af lokaliteter langs Danmarks 7300 km kystlinie, der enkeltvis og set i sammenhæng kan demonstrere spændvidden i det danske kystlandskab. Hovedparten af lokaliteterne er områder, der på særlig instruktiv vis illustrerer den udvikling og de procesforløb, som siden istiden har udspillet sig langs landets kyster, og som stadigvæk foregår. Hertil kommer en mindre gruppe af geologisk betonede lokaliteter, som mere eller mindre tilfældigt er lokaliseret i kystzonen – først og fremmest geologiske profiler i åbne kystklinter.

Resultatet af udpegningen fremstår som et forholdsvis restriktivt udvalg af meget interessante områder eller særligt veludviklede enkeltformer – i alt 99 områder. De udvalgte lokaliteter er hver for sig nøgleområder for iagttagelse af processer, former og aflejringer i kystzonen og for forståelsen af kystzonens opbygning og tilblivelse. Set under et belyser lokaliteterne endvidere det samlede danske kystlandskab og alle de forskelligartede processer, der har medvirket ved kystlandskabets udvikling. Foruden den nationale interesse vil mange af lokaliteterne have international interesse.

Metode

Udpegningen af geologiske, geomorfologiske og kystdynamiske interesseområder bygger på et rent fagligt grundlag. Det primære udgangspunkt har været et indgående kendskab til Danmarks kyster og på grundlag heraf er det derefter bl.a. vurderet

  • om en aktuelle kyststrækning skønnes at repræsentere en værdifuld dansk kysttype
  • om kysttypen er tilstrækkeligt veludviklet til at kunne udpeges som nationalt interesseområde
  • om der findes andre lokaliteter af samme type og af tilsvarende eller bedre kvalitet på landsplan

Områderne spænder vidt. Der er isolerede profiler i kystklinter af få hundrede meters længde – eksempelvis klinterne ved Korsør Lystskov og Hirtshals - men også større sammenhængende kystområder som f.eks. Holmslands Klit og kysterne omkring Ringkøbing Fjord. De fleste lokaliteter ligger mellem disse yderpunkter og mange indeholder flere enkeltområder med hver sin opbygning og betydning.

Af samme grund vil ønskerne til varetagelse af de geologiske, morfologiske og dynamiske interesser være forskellige fra område til område. Derfor kan en rent geografisk udpegning af interesseområderne ikke stå alene, men den må suppleres med en beskrivelse af de fænomener, der er i centrum på hver enkelt lokalitet.

Anvendelse

Vurderet ud fra de geologiske, morfologiske og dynamiske interesser vil det alt andet lige som oftest være ideelt, hvis naturens kræfter kan udspille sig frit og uden nogen form for indgreb. Men i praksis er det naturligvis nødvendigt at operere ud fra en mere alsidig interessevaretagelse og i den forbindelse at afveje forholdene individuelt på hver enkelt lokalitet. Resultatet vil antagelig blive, at man på mange lokaliteter uden de store problemer vil kunne finde frem til en rimelig afbalanceret løsning med etablering af f.eks. diskret kystbeskyttelse eller kystfodring uden at de her omtalte interesser drastisk forringes. Kystdirektoratet har gennem snart mange år forsøgt at udføre kystbeskyttelse så naturvenligt som muligt, og at undlade kystbeskyttelse, hvor beskyttelse ikke er nødvendig. Gennem ideforslag til forbedring af kystbeskyttelse og kystkvalitet på 25 udvalgte lokaliteter, som repræsenterer karakteristiske problemer med hensyn til kystbeskyttelse, har Kystdirektoratet præsenteret eksempler, der kan tjene som modeller i det fremtidige arbejde med Danmarks kyster.

Kystdirektoratet har i perioden 1996-1999 foretaget en samlet registrering af de indre kyster (inden for Skagen) og herved vurderet hensigtsmæssig og uhensigtsmæssig kystbeskyttelse. Dette arbejde kan indgå som beslutningsgrundlag for amter, kommuner, grundejer og rådgivende ingeniører som beskæftiger sig med kystbeskyttelse. For at opretholde et rigt og naturligt kystlandskab er det selvsagt nødvendigt at være opmærksom på kysternes nationale geologiske værdier.

For at opretholde et rigt og naturligt kystlandskab er det selvfølgelig nødvendigt af være opmærksom på kysternes geologiske kvaliteter. Skov- og Naturstyrelsen har derfor taget initiativet til etablering af et digitalt kystkortværk til registrering af kysternes væsentligste egenskaber inden for geologi, geomorfologi og kystdynamik. Første fase af dette kortværk offentliggøres i sammenhæng med denne rapport. I denne fase er udarbejdet en samlet model for kortlægningen, som gør det muligt at få et overblik over kysternes landskabelige hovedtræk, deres opbygning og udviklingstendens. Sideløbende hermed er der udført en kortlægning af udvalgte egenskaber ved kysten. Kortlægningen er tilstræbt landsdækkende og har foreløbig bestået i en opsamling og systematisering af relativt lettilgængelige data fra især rapporter, flyfotos og kort.

GEUS vil påtage sig at videreføre kortværket i samarbejde med Skov- og Naturstyrelsen og landets amter. Skov- og Naturstyrelsen overdrager materialet til GEUS, men sammen planlægger de to institutioner det videre arbejde.

I det videre arbejde med at beskytte og benytte landets kyster er der med nærværende publikation om nationale kystlandskaber givet et grundlag for at bedømme, hvor kysterne har national interesse og derfor fortjener særlig opmærksomhed.

Rapportens opbygning

Den foreliggende rapport omfatter et oversigtskort over de foreslåede områder fulgt op af en summarisk beskrivelse af de geologiske, geomorfologiske og dynamiske egenskaber, som i særlig grad tiltrækker sig opmærksomheden.

Områdegennemgangen og -nummereringen starter ved Saltholm, som har nummer 1. Herfra rundes Sjælland og omkringliggende øer mod uret, (lokalitet 1 –29). Dernæst fortsættes rundt om Fyn (ligeledes mod uret, lokalitet 30 - 46) og Jylland (fra Flensborg til Skagen (lokalitet 47 –75) og herfra videre til Vadehavet (lokalitet 76 - 83) og gennem Limfjorden (lokalitet 84 - 94) for at afslutte med Bornholm (lokalitet 95 99).

Miljøministeriet, Skov- og Naturstyrelsen 2004.






Oversigt over Nationale Kystlandskaber

Oversigt over Nationale Kystlandskaber

1. Saltholm
2. Nivå Bugt
3. Hornbæk
4. Tisvilde Hegn
5. Karlsminde Klint - Kulhus Rende
6. Roskilde Fjord syd og vest
7. Rørvig Halvøen
8. Korevle
9. Ordrup Næs – Sanddobberne
10. Vesterlyng, Stold og Ægholm,
11. Saltbæk Vig, Kragerø
12. Røsnæs sydkyst
13. Sejerø
14. Reersø – Halleby Å – Musholm
15. Lejodde – Halskov Klint
16. Korsør Lystskov
17. Agersø
18. Omø
19. Basnæs Nor
20. Knudshoved Odde
21. Rågø
22. Rødsand–Guldborgsund-Gedser
23. Grønsunds munding – Fanefjord
24. Hvideklint – Tøvelde
25. Klintholm Havn
26. Møns Klint
27. Præstø Fjord
28. Stevns Klint
29. Jersie Strand
30. Åhuse
31. Holckenhavn – Slipshavn
32. Lundsgårds Klint
33. Hindsholm.
34. Enebærodde
35. Æbelø
36. Røjle Klint
37. Hindsgavl
38. Øksenrade
39. Bredningen og Emtekær Nor
40. Torø og Torø Huse
41. Sønderby Klint
42. Sydfynske Øhav
43. Vodrup Klinter
44. Gulstav
45. Spodsbjerg
46. Ristinge Klint
47 Nybøl Nor
48 Vemmingbund – Stensigmose Klint
49. Klintinghoved – Sønderskov ved Sønderborg
50. Mommark
51. Åbenrå Fjord
52. Halk Hoved
53. Bankel
54. Årø
55. Rønshoved
56. Hagenør
57. Treldenæs
58. Rands Fjord - Hvidbjerg
59. Brejninge Hoved
60. Albæk Hoved
61. As Hoved
62. Horsens Fjord
63. Nordendelave
64. Molslandets kyster
65. Stavnsfjord – Vejrø – Hatter Barn
66. Nordsamsø
67. Fornæs-Knudshoved Klinter
68. Bønnerup Strand
69. Anholt
70. Øster Hurup-Hals Barre
71. Voerså
72. Frederikshavn
73. Hirsholmene
74. Skagens Odde
75. Læsø
76. Hirtshals Klint
77. Liver Å – Varbro Å
78. Lønstrup Klint
79. Svinkløv – Bulbjerg – Hanstholm
80. Lodbjerg – Thyborøn – Bovbjerg
81. Holmslands Klit - Ringkøbing Fjord
82. Blåvands Huk – Horns Rev
83. Vadehavet
84. Lem Vig
85. Toftum Bjerge
86. Odby Klint
87. Kås Bredning - Skibsted Fjord
88. Silstrup Klint
89. Nordmors
90. Fur
91. Livø
92. Ertebølle
93. Melbjerg Hoved
94. Lerchenfeld Ådal
95. Vang – Hammeren – Gudhjem
96. Listed – Svaneke – Årsdale
97. Balka – Snogebæk – Broens Odde
98. Boderne – Arnager – Rønne
99. Hasle





Nationale områder

SJÆLLAND, LOLLAND, FALSTER , MØN OG MINDRE ØER

1. SALTHOLM

Abrasionsflade i kalk med strandeng og varieret kystudvikling.

1. SALTHOLM

Saltholms undergrund består af højtliggende kalk fra Danien-tiden - den såkaldte Saltholmskalk eller Københavnskalk - der af isen under sidste istid, Weichsel Istiden, blev eroderet til en nogenlunde jævn flade. I stenalderen var Saltholm overskyllet af havet, og de glaciale sedimenter, som isen havde efterladt i området, blev udvasket. Ved den efterfølgende relative landhævning på godt 3 m er kalkoverfladen bragt op i et niveau, der kun lige akkurat er over det nuværende havniveau. Ovenpå kalken er udviklet en frodig strandeng. Bortset fra enkelte højere partier, hvoraf flere er skabt af opgravede materialer i forbindelse med brydning af kalk, ligger størstedelen af Saltholms ca. 16 km2 store overflade kun omkring 1 m.o.h. og overskylles derfor jævnligt af havet, typisk i forbindelse med vinterens storme.

Kysten er yderst særpræget for danske forhold. Nord-, vest- og sydkysterne er meget lave og præges af småholme, stenansamlinger og stentanger, overvejende af flint og kalk. Vestkysten er forrevet og har nærmest karakter af en skærgårdskyst. Østkysten er noget højere end vestkysten og delvis udlignet med strandvolde. Blokke forekommer overalt på strandplanet, men i særdeleshed langs den sydlige del af øen, hvor koncentrationen lokalt er endog meget stor. Kalken er kun dækket af et tyndt jordlag og blottes flere steder på havbunden, specielt øst og nord for Saltholm.

Følgende kyststrækninger har særlig interesse:

a) På de mest eksponerede dele af nordkysten findes en sammensat kysttype, hvor strandvolde er udviklet ovenpå en strandeng i en afstand fra selve kystlinien. Strandvoldene er opbygget af afrundede kalksten, og der er en tydelig materialesortering på tværs af voldene. Strandengen er den naturlige kysttype for området under de gennemsnitlige, dynamiske forhold. Strandvoldene er derimod dannet i ekstremsituationer, hvor bølger kombineret med højvande kan bringe de letteste, mest porøse kalksten op på strandengen. Det dynamiske aspekt gør dette områdes sammensatte kystformer interessant.

b) Den sydøstlige del af Saltholm med ørækken Svaneklapperne og det mellemliggende havområde Sækken danner et smukt eksempel på en østdansk kyst, der er påvirket af hyppige ændringer i vandstanden. De meteorologisk betingede vandstandsændringer overskygger her langt betydningen af det astronomiske tidevand. Svaneklapperne er formentlig funderet på højtliggende partier af kalken eller på koncentrationer af residualsedimenter. Lange, lave og smalle barrieredannelser findes på den eksponerede del af alle øerne. Havbunden i det lavvandede Sækken-område er en blød, anaerob mudderbund; stedvis findes dog fast sandbund. Overalt ses en tæt bestrøning af enkeltliggende blokke eller ansamlinger af ral, sten og blokke. Sydøstkysten af Saltholm er uregelmæssig og ofte afbrudt af render, der afvander de bagvedliggende strandenge. Afvandingsrenderne, der til forveksling ligner marskens loer, de mange saltpander og den udbredte forekomst af salturt giver området det karakteristiske marskpræg.

c) I det sydvestlige hjørne af Saltholm er kysten præget af lange, lave barriereøer af groft til mellemkornet sand, som er migreret ind på kysten siden midten af 1970'erne. Barriererne var stadig aktive i år 2000. Sandstrandene, der er opstået som følge af barrieremigrationen, er et meget lokalt og atypisk træk for Saltholms kyster.




2.NIVÅ BUGT

Ung barrierekyst under udvikling.

2.NIVÅ BUGT

Kysten i bunden af Nivå Bugt er under udvikling mod en barrierekyst, svarende til situationen ud for Vallensbæk-dalen før anlægget af Køge Bugt Strandpark. Det er den eneste kyst af denne type på Sjælland.

Området er dermed typelokalitet for flade østvendte kyster i Danmark med begrænsede mængder af løse sedimenter og lav bølgeenergi.

I teglværksgravene udnyttede man senglacialt, marint ler. Leret blev aflejret af ishavet, der trængte ind i Øresund i takt med isens afsmeltning.




3. HORNBÆK

Typisk kystudvikling omkring udligningskyst i hævningsområde.

3. HORNBÆK

Kysten ved Hornbæk indeholder alle de elementer, som karakteriserer den nordsjællandske udligningskyst:

  • bredt lavvandet abrasionsflak dannet ved bølgeerosion.
  • bræmme af marint forland med strandvoldssystemer, opbygget siden stenalderen foran en markant stenalderskrænt. Skrænten skæres af dalen med Hornbæk Sø, der er tolket som en tunneldal.
  • udbredte flyvesandsdannelser med klittopografi. Findes bl.a. i Hornbæk Plantage, hvor skovvæsenet i 1700-tallet foretog et af de første, vellykkede forsøg på klitdæmpning ved tilplantning.
  • tydelig luvtilsanding og læsideerosion. Ses bl.a. langs den aktuelle kyst omkring Hornbæk Havn.

Lokaliteten er derved bl.a. velegnet til undervisning.




4. TISVILDE HEGN

Kystudligning langs hævningskyst med betydelig energipåvirkning. Klinterosion kombineret med bugtlukning ved strandvoldsdannelse samt klitdannelse karakteriserer udviklingen, der har ført til afsnøring af et tidligere fjordsystem med forbindelse til Arresø og Roskilde Fjord.

4. TISVILDE HEGN

Det udvalgte område udgør den centrale del af den næsten retlinede udligningskyst mellem Gilleleje og Hundested. Marint forland med klitdannelser afspærrer her indløbet til et tidlige fjordsystem - det såkaldte Brødesund - som i stenalderen forbandt Kattegat med Roskilde Fjord og Arresø. På begge sider af forlandsområdet findes aktive erosionsklinter.

Det marine forland nærmest Kattegatkysten er opbygget af strandvoldssystemer, som udgår fra kystskrænterne ved henholdsvis Liseleje og Tisvildeleje. Forlandet findes i dag i 3-4 meters højde, og landhævning har medvirket ved tørlægningen af området. Lukningen er yderligere forstærket ved klitdannelser, og langs kysten ses en sammenhængende bræmme af forklitter. I 1500-1700 tallet blev også baglandet ramt af voldsom sandflugt, som medførte betydelige ødelæggelser og satte sig dybe spor i egnens liv.

Opbygningen af strandvoldssletten med dens klitdannelser ses særlig tydeligt i de åbne områder på Melby Overdrev. De mere beskyttede dele af fjordsystemet finder vi omkring Arresø med den tidligere sidefjord Ellemose og ligeledes i landbrugsområdet vest for Frederiksværk. I Frederiksværk-området viser de øvre jordlag en karakteristisk udvikling fra gytje med talrige skaller af bl.a. hjertemusling til sterilt finsand. Overgangen mellem de to typer af aflejringer kan være meget skarp, og den afspejler antagelig skiftet fra stenalderhavets tidevandsprægede kyster til den nuværende roligere fase uden tidevand.

Ved Karsemose lige nord for Arrenakke ligger en udgravet køkkenmødding, og også andre steder omkring Arresø er der gjort fund af bosætninger fra områdets fjordstadium. Arresø blev antagelig afsnøret fra havet omkring 3700 f. kr. Først noget senere lukkes også udløbet fra Roskilde Fjord direkte til Kattegat gennem Brødesund, og i forbindelse hermed åbnes det nuværende løb gennem Kulhus Rende.




5. KARLSMINDE KLINT – KULHUS RENDE

Aktivt klintprofil omgivet af strandvoldssletter og med et foranliggende stenbestrøet abrasionsflak. Referenceprofil for det Norske Isfremstød i slutningen af Weichsel Istiden.

5. KARLSMINDE KLINT – KULHUS RENDE

Karlsminde Klint er et aktivt klintprofil i et fremspring af glaciallandskabet ved indgangen til Roskilde Fjord. Foran klinten findes et km-bredt abrasionsflak ud mod Kulhus Rende, der fremstår som en dyb og meget smal strømrende stabiliseret af blåmuslinger.

Materialetransporten er østgående, og på østsiden af klinten er der siden stenalderen opbygget et bredt marint forland i den tidligere Sølager Fjord. Ved Sølager findes Sjællands største køkkenmødding, som repræsenterer en sæsonboplads fra Ertebølle tid, hvorfra man har jaget de sæler og trækkende havfugle, som i stort tal har rastet i området. Køkkenmøddingen er i dag stort set bortgravet. Bugten vest for Karlsminde Klint har fungeret som ankerplads i vikingetid.

Det åbne klintprofil har spillet en betydelig rolle i udforskningen af gletscherfremstød i sidste istid Weichsel Istiden, og klinten er – sammen med Hundested Klint - reference-lokalitet for det Norske Isfremstød.




6. ROSKILDE FJORD SYD OG VEST

Beskyttet havområde i et hævningsområde. Fjordens hovedretning er vinkelret på den dominerende vindretning, og der er generelt stor forskel på de øst- og vestvendte kyster.

6. ROSKILDE FJORD SYD OG VEST

Specielt den sydlige del af Roskilde Fjord viser en mangfoldighed af kystformer. Langs østkysten ses her en hurtig vekslen mellem klintekyster med svag eller uden erosion og tilgroningskyster i mere beskyttede vige. Det mest karakteristiske eksempel finder man mellem Jyllinge og Risø, hvor bl.a. moræneknolden Bolund er forbundet med fastlandets strandenge gennem en tombolo. Erosionsrester af det glaciale landskab danner udbredte abrasionsflak og holme, eksempelvis Jyllinge Holme og Eskildsø.

Et særligt fænomen er de udbredte østersbanker fra stenalderhavets tid, der rangerer blandt verdens største. Et tæt system af skalbanker findes således i strømstederne langs et sund, der i stenalderhavets tid gennemskar den sydøstlige del af Hornsherred fra Selsø Sø til Skuldelev Strand. En betydelig og meget karakteristisk skalbanke findes ved Ventehuse, hvor der også ses Ertebølle køkkenmøddinger langs sundets tidligere bredder. Skalbanken er dog desværre for størstedelen bortgravet. En anden stor og uberørt, men dårligt kendt skalbanke findes på østsiden af Roskilde Fjord ved Havelse Mølle. Skuldelev Ås og den sydlige forlængelse sætter sit særlige præg på kystformerne i fjordens sydvestlige hjørne: Nørrerev og Vesterskov. Et ejendommeligt 31 meter dybt hul findes i fjordbunden i Lejre Vig.

Fjordens beskyttede vestkyst er især præget af tilgroning med tilbagetrukne klinter fra stenalderhavets tid, og i denne forbindelse må kyststrækningen ud for Nordskoven særlig fremhæves. Denne nordlige del af Hornsherred var i øvrigt i stenalderhavets tid afskåret fra det øvrige Hornsherred af et kilometerbredt, øst-vest-gående sund forbi Louiseholm, dog med en højtliggende tærskel omtrent midtvejs. En skalbanke af beskedne dimensioner findes syd for Louiseholm, og de østlige, beskyttede del af sundet er som helhed præget af skalførende gytje, der er overlejret af sterilt sand.




7. RØRVIG HALVØEN

Rigt varieret marint forland med klitdannelser opbygget omkring glacialt landskab.

7. RØRVIG HALVØEN

Den centrale del af Rørvig Halvøen er et istidslandskab, der står med stejle, fossile klinter mod det omgivende marine forland. Det marine forland er domineret af strandvoldssletter med afsnørede strandsøer langs såvel nord- som østkysten (Dybesø m. fl.). Korshage er et vinkelforland, mens Skansehage er en aktiv krumodde. Der foregår fortsat en betydelig erosion langs nordkysten, mens sandbanker vandrer mod syd langs Isefjordskysten. Klitdannelserne er fremtrædende i såvel glaciallandskabet som det marine forland.

Dårlig kystplanlægning har bl.a. medført, at to sommerhuse på nordkysten stikker langt ud i Kattegat, fordi grundene er kystsikrede.




8. KOREVLE

Barrierekyst under stadig udbygning siden stenalderhavets maksimum.

8. KOREVLE

I bunden af Sejerø Bugt er der siden stenalderen foregået udbygning af marint forland på den flade hedeslette foran Odsherredbuerne. Udbygningen sker ved barrieredannelse foran den stadig fremrykkende kyst, og de ældre barrierer fremstår nu som vidtstrakte strandvoldssystemer i Trundholm Mose. Processen løber stadig og Korevle udgør den yngste barriere under udvikling. I lagunerne bag de unge barrierer dannes afspærringsforland med en tæt rørskov.

Trundholm Mose er et centralt område for studiet af stenalderhavets niveauændringer, ligesom de kulturhistoriske spor har betydelig interesse.




9. ORDRUP NÆS – SANDDOBBERNE

Barrierekyst under udbygning.

9. ORDRUP NÆS – SANDDOBBERNE

Sanddobberne er en barrierekyst under udbygning ved indvandring af en barre, dannet som følge af et stort fald i strømhastigheden. Materialetilførslen til barrieren sker fra nord, og lave, aktive kystklinter findes mellem Ordrup Næs og Sanddobberne.

På indersiden af barrieren er opstået et tilgroningslandskab med rørsump, og på strandvoldene i barrierens ældre dele findes et småskala klitlandskab.

I klintprofiler på Ordrup Næs ses bl.a. iskontaktsedimenter fra Storebæltsgletscheren samt flager af marine sedimenter, der sandsynligvis stammer fra slutningen af tredjesidste istid – Elster Istiden.




10. VESTERLYNG, STOLD OG ÆGHOLM

Klitlandskab præget af parabelklitter. Krumoddekompleks udbygget fra småøer.

10. VESTERLYNG, STOLD OG ÆGHOLM

Vesterlyng er et klitlandskab præget af stadig aktive parabelklitter. Klitlandskabet er opstået på et abrasionsflak fra stenalderhavet, hvor parabelklitterne ligger omgivet af afblæsningsflader. Vegetationen er karakteristisk med enebærkrat på de sandede klitterræner og fugtige enge med en rig flora uden for klitområderne.

Stold og Ægholm fremstår som et kompleks af tomboloer (også kaldet drag) og krumodder omkring småøer i et eroderet morænelandskab.




11. SALTBÆK VIG, KRAGERØ

Lagune opstået over hedeslette og afsnøret af strandvoldskomplekser.

11. SALTBÆK VIG, KRAGERØ

Saltbæk Vig kan betragtes som en meget stor lagune, der dækker over de ydre dele af Brejninge Hedeslette. Aflukningen af lagunen mod Storebælt er sket gennem opbygning af barriereøer og vinkelforlandet Kragerø, der består af store strandvolde med håndstore sten. Lukningen er senere kunstigt forstærket i forbindelse med et forsøg på tørlægning af lagunen.

Kysten ved Hornbæk indeholder alle de elementer, som karakteriserer den nordsjællandske udligningskyst:

  • bredt lavvandet abrasionsflak dannet ved bølgeerosion.
  • bræmme af marint forland med strandvoldssystemer, opbygget siden stenalderen foran en markant stenalderskrænt. Skrænten skæres af dalen med Hornbæk Sø, der er tolket som en tunneldal.
  • udbredte flyvesandsdannelser med klittopografi. Findes bl.a. i Hornbæk Plantage, hvor skovvæsenet i 1700-tallet foretog et af de første, vellykkede forsøg på klitdæmpning ved tilplantning.
  • tydelig luvtilsanding og læsideerosion. Ses bl.a. langs den aktuelle kyst omkring Hornbæk Havn.

Lokaliteten er derved bl.a. velegnet til undervisning.




12. RØSNÆS SYDKYST

Storskala skredfænomener forårsaget af plastisk ler indbygget i randmoræne. Oddedannelse.

12. RØSNÆS SYDKYST

Røsnæs Halvøen er en randmoræne, der er presset op af Storebæltsgletcheren fra syd i slutningen af sidste istid, Weichsel Istiden. I flager og folder indgår bl.a. aflejringer af fede, plastiske lerarter fra Tertiærtiden. Den fede ler sætter sit tydelige præg på sydkysten af halvøen, hvor store klintpartier skrider ud. Halvøen har givet navn til Røsnæs Ler – en formation inden for det plastiske ler.

Odden Gisseløre i den centrale del af Kalundborg Fjord er en såkaldt midbay spit, hvis dannelse antagelig skyldes bølgereflektion i bunden af fjorden. Bag odden findes en naturhavn. Gisseløre Odde er intensivt kystbeskyttet.




13. SEJERØ

Ørække fra randmoræne forbundet af marint forland. Typeprofil for Sejerø Interstadial.

13. SEJERØ

Sejerø består af en dobbeltrække af randmorænebakker forbundet med marint forland. De højeste af randmorænebakkerne stod frem som øer i stenalderhavet og er siden koblet sammen ved strandvoldsdannelser og hævet havbund i forbindelse med landhævning. I klinterne på øens sydlige del ses profiler i interstadiale aflejringer fra den mellemste del af sidste istid, Weichsel Istiden.




14. REERSØ – HALLEBY Å – MUSHOLM

Reersø: Øer hæftet på land ved strandvolde. Retlinet vestvendt klint.
Halleby Å: Bugtlukning med forskydning af åmunding.
Musholm: Oddedannelser omkring morænekerne.

14. REERSØ – HALLEBY Å – MUSHOLM

Udgangspunktet for dannelsen af Reersø er en randmoræne fra Storebæltsgletscheren, der overskred området fra syd i slutningen af sidste istid, Weichsel Istiden. Under stenalderhavets transgression blev randmorænen oversvømmet, så kun et par småøer stod tilbage uden for kysten. Erosion på øernes vestside og den efterfølgende aflejring af materialet som strandvolde i læ på østsiden har derefter i historisk tid gjort Reersø landfast med Sjælland. På vestsiden fortsætter erosionen, således at klinten i dag står vinkelret på terminalretningen.

Nord for Reersø fører den sydgående materialetransport til bugtlukning gennem strandvoldsdannelse. Udmundingen af Halleby Å er derved gennem tiden blevet forskudt flere kilometer sydover fra Osen i nord til Flasken i syd.

Musholm er en lille moræneø knap 5 km syd for Reersø. Ud fra den vestvendte, 9 m høje og aktive klint strækker sig en enkelt krumodde ca. 1 km mod nord og et større krumoddekompleks mod øst, hvor der er opstået en næsten aflukket lagune. Musholm repræsenterer dermed samme udvikling som Reersø, men pga. øens størrelse og isolerede placering er kystmorfologien fuldstændig upåvirket af indgreb og frembyder et mønstereksempel på oddedannelser omkring en morænekerne.

På havbunden i Musholm Bugt er påvist rødder og stubbe fra stenalderens udstrakte skove, der blev overskyllet, da grundvandsstanden steg og stenalderhavet trængte ind i Storebælt for omkring 8.000 år siden.




15. LEJODDE – HALSKOV KLINT

Vinkelforland.

15. LEJODDE – HALSKOV KLINT

Lejodde er et typisk vinkelforland, dannet ved nordgående materialetransport langs Halskov Klint. Vinkelforlandet omslutter et afspærringsforland med strandsøen Lejsø. Den aktive klint står vinkelret på terminalretningen.

I den udtørrede Halsskov Fjord er der ved anlægsarbejdet for Storebæltsforbindelsen fundet et stort antal træstammer og talrige kulturspor, der blev oversvømmet under stenalderhavets havstigning for 7.000-8.000 år siden.




16. KORSØR LYSTSKOV

Karakteristisk kystprofil med forskellige morænetyper.

16. KORSØR LYSTSKOV

Kystprofil i klint, opbygget af bænke af moræneler fra sidste istid, Weichsel Istiden, med indslag af smeltevandssand. Profilet er især interessant ved at illustrere forskellige typer af moræneaflejringer.




17. AGERSØ

Større trekantet ø formgivet af marint forland.

17. AGERSØ

Agersøs kyster er alle opbygget af marint forland, og kystliniens forløb er alene resultatet af kystprocesserne. Vestkysten er således en retlinet udligningskyst, der står vinkelret på bølgeenergiresultanten, mens syd- og nordkysten består af langsgående, fritliggende strandvoldssystemer, delvis i form af tomboloer (drag) til mindre øer. Den mere beskyttede østkyst er derimod udformet med bløde bugtninger og med en dyb indskæring med strandsøer bag det sydlige strandvoldssystem. I detaljen ses flere krumodder og andre kystformer.




18. OMØ

Tidligere moræneøer forbundet af strandvoldssystemer til en trekantet ø.

18. OMØ

Omø er opbygget omkring tre tidligere moræneøer, som siden stenalderen er blevet forbundet af strandvoldskomplekser. De to største tidligere moræneøer i øens østlige del, er forbundet af en dobbelttombolo med en central strandsø. Den tredje tidligere moræneø udgør Fyrbanken på øens vestlige spids. De tre spidser i nord, vest og syd er desuden udbygget med vinkelforland.

I moræneknolden Skovbanke ses kystprofiler i glaciale aflejringer med fine glaciale brolægninger.




19. BASNÆS NOR

Dobbeltkyst under opbygning.

19. BASNÆS NOR

Foran noret findes en udligningskyst bestående af en række fed og barriereøer med ophæng i glaciallandskaberne på Glænø samt Sælhøj. Kysten på indersiden af noret er derimod en fliget tilgroningskyst, der er under udbygning foran et randmorænestrøg. Dobbeltkystens overordnede grundlag er en abrasionsflade med spredte rester af glaciallandskabet, som opstod ved stenalderhavets transgression over området.

Kystlandskabet ved Klinteby Klint fremtræder som et kame-landskab, og klinterne viser profiler i kame-bakkerne. Der ses bl.a. moræner bestående af flydejord fra afsmeltningen af Storebæltsgletscheren, som her trængte frem fra sydvest i slutningen af sidste istid, Weichsel Istiden.




20. KNUDSHOVED ODDE

Delvis druknet randmoræne koblet sammen af marint forland.

20. KNUDSHOVED ODDE

Knudshoved Odde er det synlige spor af en randmoræne fra slutningen af sidste istid, Weichsel Istiden, hvis undersøiske forlængelse kan følges ud i Smålandsfarvandet. De enkelte bakker i randmorænen er koblet sammen af senglaciale ferskvandsaflejringer og postglaciale strandvolde, tomboloer og tanger. Retningen af Knudshoved Odde betyder, at selv små ændringer i den dominerende vindretning får erosion og pålejring til at skifte side fra oddens nord- til sydside eller omvendt.




21. RÅGØ

Karakteristisk "Kalv"-dannelse.

21. RÅGØ

Nordvesthjørnet af Rågø, Rågø Kalv og barriereøerne Rågø Sand er karakteristiske forlandsdannelser på det lave, overskyllede istidslandskab langs Lollands nordkyst.

Betegnelsen "Kalv" er en folkelig term for en sandakkumulation på et højtliggende glacialt flak omkring 0-isobasen Sådanne kalv-dannelser har ofte sammensatte krumoddeformer - skabt af det dominerende bølgeenergimiljø, som igen i høj grad er bestemt af de herskende frie vindstræk.




22. RØDSAND – GULDBORGSUND – GEDSER

Druknet bundmorænelandskab bag barriere. Profil i Gedser randmorænen.

22. RØDSAND – GULDBORGSUND – GEDSER

Fra Hyllekrog i vest til Rødsand i øst findes et afspærringsforland bestående af krumodder og barrierer, der som helhed kun er tørt ved lavvande. Dog ligger dele af Rødsand i dag over middelvandstandslinien som embryonale barriereøer. I læ bag barrieren findes et fladvandet havområde over en abrasionsflade, der er udviklet på bekostning af de lavtliggende dele af den lerede og svagt bølgede lollandske bundmoræne. Enkelte småøer og talrige store sten vidner om abrasionen, og stenalderbopladser på indtil 1,3 meters dybde giver antydninger om havspejlsændringerne.

Gedser Odde, der afgrænser Rødsand mod øst, skyldes en randmoræne fra det Ungbaltiske Isfremstød i slutningen af sidste istid, Weichsel Istiden. Under Gedser Fyr findes et værdifuldt profil i randmorænen.




23. GRØNSUNDS MUNDING – FANEFJORD

Tragtformet havområde udviklet som strømskabt delta.

23. GRØNSUNDS MUNDING – FANEFJORD

Det smalle Grønsund er en af forbindelserne mellem Storebælt og Østersøen, og bundforholdene i Grønsund skyldes primært strømme med ophav i vandstandsændringer i Østersøen på grund af vindstuvning. De stærke strømme har skabt det markante centrale dyb, mens de omgivende flader udgør en art undersøisk delta. Det meget dynamiske og varierende miljø betyder, at form og placering af dyb og barrer til stadighed ændres.

I modsætning hertil afspejler det bugtede kystforløb i Fanefjord et lavenergimiljø, hvor strandeng veksler med rørsump, der vokser langt ud i det brakke vand.




24. HVIDEKLINT – TØVELDE

Kystprofiler. Ved Hvideklint bl.a. de ældste blottede vestdanske kridtaflejringer. Ved Tøvelde-stenen en enestående Senglacial lagserie, som evt. kan blive international typelokalitet for Allerød tid.

24. HVIDEKLINT – TØVELDE

Ved Hvideklint ses en stærkt isforstyrret lagserie med flager af det ældste skrivekridt, der er blotlagt i Danmark. Den Kvartære lagserie omfatter aflejringer fra Saale Istiden, Eem Mellemistid og Weichsel Istiden. Fra slutningen af Weichsel Istiden ses bl.a. søaflejringer fra Bølling og Allerød tid. Aflejringerne, der er presset op langs en SØ-NV-gående israndslinie, viser desuden interessante deformationsstrukturer.

I Kystklinten ved Tøvelde-stenen ses et tværsnit af en Senglacial sø, der i detaljer afspejler klimaudvikling og vandstandsændringer i Østersøen i bl.a. Allerød tid. Lokaliteten fortjener antagelig at blive international typelokalitet for Allerød tid til afløsning af den oprindelige Allerød tid lokalitet, der ikke mere er tilgængelig.




25. KLINTHOLM HAVN

Kystprofil med aflejringer fra Weichsel Istidens ældste afsnit.

25. KLINTHOLM HAVN

Profil i Kvartære aflejringer, der især viser overgangen fra sidste mellemistid, Eem, til sidste istid, Weichsel. Profilet viser bl.a., at gletschere i Mellem-Weichsel to gange for henholdsvis måske 35.000 og 45.000 år siden trængte frem over Danmark gennem Østersølavningen.




26. MØNS KLINT

Enestående landskabsudvikling skabt ved oppresning af kridtaflejringer fra undergrunden.

26. MØNS KLINT

Landskabet på det østlige Møn domineres af langstrakte, øst-vestgående rygge af skrivekridt og istidsdannelser. Langs Møns Klint fremtræder bakkernes indre som stejltstående, overskudte og foldede flager af skrivekridt med flintbånd, der er overlejret af istidsdannelser fra to større isstrømme. Kridtflagerne danner de fremtrædende, op til hundrede meter høje, stejle, hvide klinter, mens istidsaflejringerne fremstår som tilgroede fald. Flagedannelsen skyldes gletscherpres fra syd, og stedvis finder man øverst i klinten et tyndt morænedække fra dette sidste isfremstød.

Strandbredden foran klinten består næsten udelukkende af rullesten af flint.




27. PRÆSTØ FJORD

Barriere- og feddannelse i bugtmunding. Profil med aflejringer fra bl.a. Eem Mellemistid. Forskningsfelt for Østersøens udvikling.

27. PRÆSTØ FJORD

Præstø Fjord er den indre del af Fakse Bugt, der afspærres af Feddet i nord og Maderne i Syd. Fjorden markerer indgangen til Sjællands største tunneldal, der i slutningen af sidste istid, Weichsel Istiden, gennemskar Sjælland fra Præstø til Saltbæk Vig.

Maderne er en barrieredannelse, der i øst består af en indtil 3 meter høj, vegetationsdækket ryg, medens den vestlige del er en bredere, lavtliggende strandeng. I læ bag Maderne findes et nor med udløb mod nord og vest. Udløbene holdes åbne af den udgående strøm fra fjorden, der presses mod syd af Feddet. Afstanden mellem Maderne og Feddet er 500 meter, og strømløbet når dybder på ca. 5 meter. Feddet er et kompleks af strandvolde, som fortsat vokser ud mod syd. Feddet er opstået på et marint abrasionsflak gennem materialevandring fra nord med erosion ved bl.a. Strandegårds Dyrehave. Profiler langs klinterne ved Strandegårds Dyrehave viser aflejringer fra Eem Mellemistid og Weichsel Istiden.

I Fakse bugt er påvist aflejringer fra Østersøens tidlige stadier, og det samlede område er dermed et udpræget forskningsfelt for Østersøens og stenalderhavets vandstandsændringer.




28. STEVNS KLINT

Kystklint i kridt og kalk og med enestående, lange og velblottede profilsnit over Kridt-Tertiær-grænsen.

28. STEVNS KLINT

Den ca. 15 km lange og op til 41 meter høje Stevns Klint består af 3 hovedenheder: Nederst blødt, hvidt skrivekridt, der let eroderes af havet. Herover hård, udhængende bryozokalk og øverst nogle meter moræneler. Skrivekridt og bryozokalk tilhører hhv. Kridt- og Tertiærtiden, og Stevns Klint er en klassisk lokalitet for studiet af Kridt-Tertiær-grænsen, markeret af tynde lag af Fiskeler og Cerithiumkalk.

Stevns-halvøens overordnede form skyldes en storskala bankestruktur i undergrundens aflejringer, som igen har styret gletschererosionen under de sidste isfremstød i Weichsel Istiden, og ved havets erosion er det nuværende udseende efterhånden skabt. Ud for kystlinien findes meterdybe erosionskløfter vinkelret på kysten, mens store strandvolde domineret af flint ses ved Skeldervig.

I nordenden af klinten ved Bøgeskov Havn dykker kalken under havniveau, og klinten består her af glaciale aflejringer med profiler. Dette område kan i øvrigt opfattes som vendepunktet mellem på den ene side Stevns-halvøens erosionsprægede klinter og på den anden side Køge Bugt-området med aktiv udbygning af det marine forland.

Kulturspor i form af savmærker fra tidligere tiders udskæring af bygningssten er stedvis iøjnefaldende i klinten. Enkelte steder åbnes adgang til større kalkbrud, hvoraf de fleste er opgivet.




29. JERSIE STRAND

Aktiv barrierekyst.

29. JERSIE STRAND

Ved Jersie Strand ses en barrierekyst med flere barriereøer under stadig udvikling på en svagt skrånende havbund. På ydersiden af barrieren findes sandstrand, og ind mod land kommer først en række lave klitter og derefter et lavtliggende område, som ind mod lagunen gradvist går over i en tilgroningsfladstrand med strandenge og rørsump. Barrierens kystlinie ud mod lagunen er bugtet og afspejler tidligere trin i dannelsesprocessen i form af krumodder og overskyl.




FYN OG ØERNE

30. ÅHUSE

Tunneldalsmunding.

30. ÅHUSE

Ved Åhuse mødes Storeblæt af udmundingen af en af Fyns Karakteristiske tunneldale – Kongshøj Tunneldal – der i dag afvandes af Kongshøj Å.

Kongshøj Tunneldal er den sydøstlige grem af Fyns største dræningssystem for smeltevand fra istidens slutning. Systemet gennemskærer Fyn i øst-vestlig retning og rummer bl.a. Sallinge Ås, Ringe Smeltevandsdal og Gislev Smeltevandsslette. Ørslev Tunneldal med Holckenhavn Fjord (lokalitet 31) indgik ligeledes i denne magtfulde smeltevandstrøm.




31. HOLCKENHAVN – SLIPSHAVN

Havdækket tunneldalsmunding. Tidligere moræneøer forbundet af marint forland med krumodder og strandsø.

31. HOLCKENHAVN – SLIPSHAVN

Den nordlige udmunding af Fyns store tunneldalsystem, her med vandløbet Ørbæk. Åmundingen er havdækket: Holckenhavn Fjord, der i stenalderhavets tid nåede ind til Bynkel. Det i dag inddæmmede og stærkt beskyttede farvand er omgivet af tilgroningskyster med bræmmer af rørsump. Klinterne syd for Holckenhavn kan fremvise en lagserie med moræner fra de betydningsfulde isfremstød i sidste istid, Weichsel Istiden, samt et isfremstød fra - muligvis – Elster Istiden.

Ladegårds Ådal gennem Nyborg By er nederoderet i højtliggende bryozokalk, og dalen er muligvis tektonisk betinget.

Knudshoved halvøen på nordsiden af Nyborg Fjord er opbygget af marint forland omkring et par holme fra istidslandskabet og med en strandsø. Naturhavnen Slipshavn ligger i læ bag en krumodde. Spidsen af halvøen med klintpartiet under Knudshoved Fyr fremtræder som et typisk østdansk kystlandskab med et profil i istidens aflejringer og det nordfor liggende marine forland. Systemet er stadig dynamisk aktivt trods den nærliggende broforbindelse.




32. LUNDSGÅRDS KLINT

Typeprofil for Kertemindemergel.

32. LUNDSGÅRDS KLINT

I Lundsgårds Klint ses stærkt tilgroede profiler i Kerteminde Mergel overlejret af glaciale aflejringer. Aflejringerne er foldet og opskudt i flager ved ispres. Klinten er typelokalitet for Kerteminde Mergel.




33. HINDSHOLM

Varieret kystlandskab, hvor drag, odder og hævet havbund veksler med glaciallandskabets erosionsklinter.

33. HINDSHOLM

Halvøen Hindsholm domineres af en småbakket moræneflade, der især i den nordlige del er stærkt opsplittet af marint forland. Indtil inddæmningen ved Torup i 1912 var Hindsholm kun forbundet med hovedlandet gennem en smal landtange ved Kerteminde.

Glaciallandskabet er stærkt præget af enkeltbakker – drumlins og kamebakker – og langs halvøens vestkyst danner bakkerne fremtrædende punkter med klintprofiler. Studier i klintprofilernes aflejringer antyder i øvrigt, at bakkerne på Hindsholm muligvis er rester af en randmoræne fra Nordøst-isen, der senere er blevet omformet ved gletscherbevægelser under det Ungbaltiske Isfremstød i slutningen af sidste istid, Weichsel Istiden.

Hindsholms nordlige del består af et større antal små holme, der er sammenkoblet af drag og udbygget med strandvoldssletter og krumodder. Korshavn er beskyttet af krumodden Tornen.




34. ENEBÆRODDE

Retlinet kyst udformet i overensstemmelse med glaciallandskabets hovedlinier og afsluttende med en stor oddedannelse.

34. ENEBÆRODDE

Enebærodde er 6 km lang, 20-750 m bred, og afspærrer næsten indsejlingen til Odense Fjord, Gabet. Odden er opbygget af sand-, grus- og rullestensstrandvolde. På den smalleste del, Drejet, er der kun én strandvold, men på Hals - den østlige og bredeste del - findes op til 12 strandvolde bag hinanden med topniveauer på 1,3 - 2,3 m.o.h. Oddens alder er ukendt, men baseret på strandvoldenes niveauer må det formodes, at den er skabt i løbet af de sidste par tusinde år, hvor havspejlet stort set har ligget i det nuværende niveau. Odden er afbildet på kort fra 1780, hvor en vej langs Kattegatkysten fører ud til Gabet. Nær fyret findes skanser fra Englandskrigene i begyndelsen af 1800-tallet. Enebærodde er fredet på grund af bevoksningen af lynghede og enebær. Enebærodde fortsætter den lange, retlinede kyst fra Agernæs over Tørresø Strand til Hasmark Strand. Kystlinieforløbet følger generelt det isformede, langstrakte, lave bakkemønster, som præger det nordfynske landskab, men er også begrundet i, at kysten er eksponeret for en relativ stor bølgepåvirkning fra NØ på grund af det store frie stræk mellem Samsø og Fyns Hoved. Kystlinien mellem Nærå Strand og roden af Enebærodde er dog ekstremt reguleret ved kystsikring. På begge sider af indløbet til Nærå Strand findes fine krumoddedannelser.

Syd for odden ligger Odense Fjords beskyttede kyst, der overskærer den dominerende bakkeretning og derfor fremtræder takket. Før de gennemgribende inddæmningsarbejder har fjordkysten været præget af store indskæringer og mange småøer og holme.




35. ÆBELØ

Danmarks mest imponerende tombolodannelse, der fortsat er aktiv. Profiler i plastisk ler og typelokalitet for Æbelø Ler.

35. ÆBELØ

Æbelø er en km-stor ø, der på nordsiden har stejle, aktive klinter med profiler i Tertiære lerarter, herunder Æbelø Ler. Fra øens sydside udgår en henved 2 km lang tombolodannelse, Brådet, der forbinder Æbelø med Æbelø Holm over en 8 meter dyb rende. Processen med nedbrydning af klinterne på Æbelø, transport af materiale langs Brådet og aflejring af krumodder langs ydersiden af Æbelø Holm er stadig aktiv, idet Brådet synes at være i ligevægt, mens Æbelø Holm vokser i bredden. Mellem Æbelø Holm og det fynske fastland findes et mindre ørige, hvis sydlige del er inddæmmet. De små tidligere moræneøer er udbygget med marint forland i form af krumodder m.v.

Æbeløs kantede omrids skyldes tilstedeværelsen af højtliggende flak/stenrev (Nordvestrevet og revet udfor Østerhoved Spids), som bremser bølgeenergien fra hhv. nordvest og nordøst. Brådets orientering vinkelret på den fremherskende vindretning og over en dyb, øst-vest gående rende kan kun forklares ved energispredning på grund af bølgerefraktion over strandplanets morfologi. Kystudviklingen omkring Æbelø er således et godt eksempel på, at strandplanets udformning er en vigtig forudsætning for kystens morfologi, og det udpegede interesseområde må nødvendigvis også omfatte de tilstødende strandplaner.




36. RØJLE KLINT

Klassisk kystprofil i deformerede tertiære og glaciale aflejringer. Nøglelokalitet for glacial stratigrafi.

36. RØJLE KLINT

Røjle Klint er opbygget af deformerede tertiære og glaciale aflejringer. Af særlig interesse er profiler med Tellina-ler fra slutningen af Elster Istiden og moræneaflejringerne fra Saale Istiden. De tertiære aflejringer består især af fedt, plastisk ler, der giver ophav til kraftige udskridninger langs de østligste klinter.




37. HINDSGAVL

Referenceprofil for Nordsøbassinets ungtertiære kystdannelser.

37. HINDSGAVL

Under den gamle Lillebæltsbro ses et klintprofil i sandede aflejringer af Oligocæn og antagelig Nedre Miocæn alder. Aflejringerne og deres sedimentære strukturer afspejler en fortidig lagunekyst fra de tidligste stadier i tilblivelsen af Jylland. Klintprofilet tjener som referenceområde for Nordsø-områdets aflejringstyper, der kun få steder er tilgængelige på land.




38. ØKSENRADE

Kystprofil. Typelokalitet for den rødlige, stærkt jernholdige Øksenrade Sandsten.

38. ØKSENRADE

Ved Øksenrade ses et kystprofil i rødfarvede sandsten af Oligocæn alder, Øksenrade Sandsten. Rødfarvningen skyldes, sammenkitning af sandskornene med jernforbindelser, der er dannet ved forvitring af mineralet glaukonit. Jernindholdet kan være op til 30%, og under 1. verdenskrig blev det overvejet at udnytte Øksenrade Sandstenen som jernmalm. Aflejringen er rig på fossiler.

Fænø Sund og den ejendommeligt langstrakte Gamborg Fjord følger et dalstrøg fra før istiden, og retningen er da også parallel med områdets tektoniske hovedretning og Ringkøbing-Fyn ryggen.




39. BREDNINGEN OG EMTEKÆR NOR

Konvergerende feddannelser og materialetransport fra to retninger på grund af forskellige frie stræk.

39. BREDNINGEN OG EMTEKÆR NOR

Sydøst for Wedellsborghalvøen findes to små vige, Bredningen og Emtekær Nor, adskilt af et lavt næs. Foran Bredningen findes et vest-øst-orienteret fed, der er skabt ved østgående materialetransport og betinget af, at det største frie stræk er fra vest, i vinkelgabet mellem Brandsø og Bågø. Feddet er knap 1 km langt og lukker næsten fuldstændig for Bredningen.

Et tilsvarende fed findes foran Emtekær Nor, men her orienteret syd-nord og skabt ved nordgående materialetransport – en retning, der er betinget af et største frit stræk fra syd mellem Bågø og Fyn. Dette fed er også ca. 1 km langt, og mundingen af Emtekær Nor er en lang smal rende, der forlægges mod nord i takt med feddets vækst.

Begge de nævnte fed er unge dannelser, der ikke optræder på Videnskabernes Selskabs Kort fra 1780. På Målebordsblade fra midten af 1900-tallet fremstår feddet ved Bredningen som en ca. 500 m lang sandtange og feddet ved Emtekær Nor som et ca. 400 m langt, vegetationsløst fed. I dag er begge fed vegetationsdækkede med en smal sandstrand mod Lillebælt. I takt med den stadige vækst af feddene er der sket en tilgroning af bredsiderne i Bredningen og Emtekær Nor. Lokaliteten er et af de ganske få steder i Danmark, hvor konvergerende feddannelse finder sted.




40. TORØ OG TORØ HUSE

Meget aktiv lokalitet med flere, større marine forlande, hvor de talrige strandvolde afspejler forskellige generationer af dominerende sedimenttransportretninger.

40. TORØ OG TORØ HUSE

Torø består af en lille morænekerne påhæftet store strandvoldssletter mod nordvest og øst.

Strandvoldene mod nordvest, Vesterkær, spreder sig vifteformet ud fra foden af den fossile kystklint. De ældste strandvolde er orienteret Ø-V, mens de yngste er orienteret NNV–SSØ. I den sydlige, ældste del af strandvoldssletten findes en afsnøret strandsø, der er adskilt fra havet af en smal tange, eksponeret mod et relativt stort frit stræk fra sydvest.

Det marine forland øst for morænen kan inddeles i tre områder: Mod nord findes Gammelodde (godt ½ km lang), hvis indre del formentlig er et dobbeltsidet opbygget vinkelforland. Midt for morænen ligger Nyodde med en længde på knap ½ km. Odden er adskilt fra morænen af en ca. 100 m bred strandeng, som strækker sig mod syd til Tornodde. En væsentlig del af Vesterkær og Tornodde samt den indre del af Gammelodde eksisterede allerede i 1780, mens Nyodde og den ydre del af Gammelodde er yngre. Odderne havde omtrent deres nuværende udseende midt i 1900-tallet.

Ved Torø Huse på Fyn-siden af Torø Sund har nordvest-gående materialetransport opbygget en lang tange, Drejet, der allerede i 1780 afsluttedes i strandvoldskomplekset Øret. Bortset fra en mindre udbygning mod nordvest forblev Drejet og Øret uændret frem til begyndelsen af 1970-erne. Herefter er der sket en væsentlig vækst mod nordvest. Et marint forland danner nu et nyt "øre" i forlængelse af det gamle, og i midten af 1990-erne var dette vokset på tværs af Torø Sund og smeltet sammen med Torø på det sted, hvorfra Nyodde udgår. I læ af Drejet og Øret findes lagunen Noret, der er forbundet med Torø Sund via et smalt løb ved Torø Huse.




41. SØNDERBY KLINT

Kystprofil. Stratigrafisk nøglelokalitet for Weichsel Istiden.

41. SØNDERBY KLINT

Klintprofil med aflejringer fra Weichsel Istiden. Aflejringerne består af moræneler vekslende med smeltevandssand og –grus, og tidligere kunne man desuden se tørveaflejringer fra Eem Mellemistid. Aflejringerne er stedvis stærkt deformerede ved ispres.




42. SYDFYNSKE ØHAV

Bred variation af kystformer tilknyttet et druknet glaciallandskab.

42. SYDFYNSKE ØHAV

Det Sydfynske Øhav er et lukket havområde begrænset af øerne Fyn, Tåsinge, Langeland og Ærø og oversået med mindre øer og holme. De overordnede landskabstræk blev endeligt udformet ved SØ-NV-gående gletscherbevægelse i slutningen af sidste istid, Weichsel Istiden, hvorefter området er blevet oversvømmet ved den Postglaciale havstigning.

Et enestående varieret kystlandskab er derved opstået i tilknytning til de utallige større og mindre øer og holme i dette druknede glaciallandskab. Det relativt stigende vandspejl, ændringerne i frit stræk fra ø til ø og de aperiodiske vindstuvningssituationer er afgørende for kysternes rigt varierede formudvikling. Det litorale sedimentbudget er desuden stærkt varierende, hvilket har resulteret i dannelsen af aktive og inaktive klinter med abrasionsflak i alle udviklingstrin og bestandigt alternerende med lavtliggende forlandsdannelser.

Hele spektret af kystmorfologiske formelementer (krumodder, tombolo/drag-dannelser, vinkelforland, små barrierer samt laguner og strandsøer) findes således i det Sydfynske Øhav inden for korte afstande.

Eksempelvis kan fremhæves:

  • Ærøs lige nordkyst (bestemt af istidslandskabet).
  • Thurø Rev (tosidigt vinkelforland dannet på sydøstspidsen af Thurø. Eksemplarisk ved sine to meget høje strandvolde, der omgiver et lavtliggende strandengsområde).
  • Næbbet ved Ærøs nordvestpynt (trods en del råstofgravning et klasseeksempel på et tosidigt opbygget vinkelforland).
  • Lyøs nordspids (vinkelforland).
  • Ommels Hoved (morænebakke forbundet med drag til Ærø).
  • Knolden ved Fåborg (oprindelig ø, der er ved at blive dobbeltdragforbundet med Fyn).
  • Drejet på Avernakø (drag) og Drejet mellem Store og lille Svelmø (drag).
  • Ærøs Hale (sammensat krumoddekompleks).
  • Maden på Halsnæs (total bugtlukning med krumodder, i et område syd for 0-isobasen).
  • Marstal - Vejsnæs Bugt (ligevægtsform, hvor det vandrende materiale føres bort og aflejres dels på flakket og dels i barriereøer).
  • Øgavl (profil i det såkaldte Hvide Sand - smeltevandssand og flyvesand fra begyndelsen af sidste istid, Weichsel Istiden).



43. VODERUP KLINTER

Kystklinter med trappeformede skredterrasser.

43. VODERUP KLINTER

Sydkysten af Ærø er stærkt præget af skredterrasser dannet ved vandnedsivning i forbindelse med fedt ler fra Eem Mellemistid. Terrasserne danner hylder i flere trin langs den 25 meter høje klint.




44. GULSTAV KLINT

Udlignet kystlandskab præget af kystklinter i enkeltbakker. Strandsø afspærret af strandvold med 20-30 cm store sten.

44. GULSTAV KLINT

Langelands sydspids er overstrøet med hatformede enkeltbakker. I kystlandskabet fremstår bakkerne som små pynter med aktive klinter – eksempelvis Gulstav Klint og Dovns Klint – alternerende med vigende kyster med marint forland.

Strandsøen Keldsnor er en større indskæring afspærret af en imponerende rullestensstrandvold med sten på 20-30 cm.




45. SPODSBJERG

Strøg af hatformede enkeltbakker rammer kystzonen.

45. SPODSBJERG

Langelands landskabelige særpræg er øens langstrakte form kombineret med de parallelle rækker af hundredevis af små, hatformede enkeltbakker. Rækkerne af hatformede bakker løber svagt skævt på Langelands hovedretning, og et fremtrædende bælte af hatformede bakker træder ud i kystlandskabet omkring Spodsbjerg, hvor det afspejler sig som en vekslen mellem små, fremspringende klinter og marint forland i lavningerne. Området ligger i øvrigt nær 0-isobasen.




46. RISTINGE KLINT

Nøglelokalitet for Syddanmarks glacialstratigrafi.

46. RISTINGE KLINT

I klinten ved Ristinge ses et klassisk profil med aflejringer fra Saale og Weichsel Istiderne adskilt af ferske og marine lag fra Eem Mellemistid. Profilet er opbygget af hen ved 40 flager, der hver for sig gentager den samme lagfølge.

Profilet er et uformel typelokalitet for Weichsel stratigrafi i Syddanmark og desuden et fremragende eksempel på flagetektonik.




SYDØSTJYLLAND

47. NYBØL NOR

Stort vandområde dannet som dødishul og med issø-ler langs kysterne.

47. NYBØL NOR

Den store, blødt formede lavning, som rummer Nybøl Nor, er dannet ved bortsmeltning af dødis i centrum for Egernsund Issø-systemet. Langs norets kyster findes udbredte flader med stenfrit ler, som har dannet basis for områdets betydelige teglværksindustri.




48. VEMMINGBUND – STENSIGMOSE KLINT

Inderlavning med profiler i de omgivende randmoræner. Eem aflejringer.

48. VEMMINGBUND – STENSIGMOSE KLINT

Vemmingbund er en inderlavning omgivet af randmorænebakker, hvor Dybbøl Banke udgør den nordlige fløj. I randmorænebakkerne på både syd- og nordsiden af Vemmingbund findes høje og stejle, aktive kystklinter. I Stensigmose Klint på sydsiden ses oppressede lag med bl.a. ferske og marine aflejringer fra Eem Mellemistid.

Anlagt kystsikring ud for Brunbjerg synes i høj grad at have spoleret klintprofilet.




49. KLINTINGHOVED – SØNDERSKOV VED SØNDERBORG

Uformel typelokalitet for Klintinghoved Formationen.

49. KLINTINGHOVED – SØNDERSKOV VED SØNDERBORG

På Klintinghoved ud for Sønderskov findes en ca. 10 meter høj klint med et profil i oppressede sedimenter fra Tertiær- og Kvartær-tiden. Specielt bør fremhæves de Tertiære aflejringer fra Klintinghoved Formationen, som er beskrevet fra netop denne lokalitet. Aflejringen består af fossilrigt glimmerler, og den er lidt usikkert henført til enten overgangen mellem Oligocæn og Miocæn eller nederste Nedre Miocæn. Klinten er således en slags uformel typeprofil for Klintinghoved Formationen. Fra Kvartær-tiden findes bl.a. aflejringer fra sidste Mellemistid – Eem Mellemistid – men disse er endnu ikke undersøgt i detaljer.




50. MOMMARK

Komplet marin Eem lagserie - muligt kommende typeprofil.

50. MOMMARK

På kysten syd for færgelejet ved Mommark ses en ca. 10 m høj kystklint. Klinten består af oppressede sedimenter fra Eem Mellemistid samt glaciale aflejringer fra Weichsel Istid. Eem aflejringerne i klinten udgør en næsten komplet marin interglacial lagserie, idet kun de første og de sidste få hundrede år af Eem-tiden er repræsenteret ved ferskvandsaflejringer. Profilet ved Mommark er dermed det mest komplette marine Eem-profil i den vestlige del af Østersø-området. Lokaliteten bliver for tiden undersøgt i detaljer med hensyn til foraminiferer, ostrakoder, pollen, dinoflagellater og mollusker.




51. ÅBENRÅ FJORD

Østjysk jord med kompleks oprindelse.

51. ÅBENRÅ FJORD

Den primære årsag til placeringen af Åbenrå Fjord synes at være en gravsænkning i undergrunden i et tektonisk aktivt område. Med dette udgangspunkt er fjordens grundform derefter udformet som en inderlavning, udmodelleret af en gletschertunge under det Østjyske Isfremstød. De centrale dele af Åbenrå Fjord har dybder på op til 35 m, og fjorden er således relativt dyb efter østjyske forhold. De store dybder fortsætter tæt ind mod kysten, hvor israndsbakkerne herefter hæver sig til højder på 40-50 m.

De store dybder tæt på kysten og et langt frit stræk mod NØ bevirker, at bølgeerosion vedligeholder en udpræget klintkyst med skræntprocesser i klinternes moræneler. Åbenrå Fjord kan derfor fremvise gode eksempler på stejlkyster. Marint forland med sandstrand findes kun i ringe udstrækning. Ved Varnæs Vig har strandvolde dog afspærret en lille lavning nu med en lagune-sø.

Åbenrå Fjord er ikke en "fjord" i snæver forstand, da der mangler en tærskel i mundingen.




52. HALK HOVED

Flageopskydning i glaciale aflejringer.

52. HALK HOVED

Halk Hoved er erosionspræget med aktive klinter, der viser et klassisk profil med flageopskydning i glaciale aflejringer.

Materialetransporten langs kysten er overvejende rettet mod syd og vest, og i Sandvig er et fed under opbygning i form af et system af strandvolde og krumodder med bagvedliggende lagunedannelse.




53. BANKEL

Lagune afsnøret af strandvolde fra både nord- og sydsiden.

53. BANKEL

Bankel er en km-stor lagune, der er afsnøret fra Lillebælt gennem bugtlukning ved strandvoldsdannelse fra begge sider. Et snoet udløb passerer gennem strandvoldskomplekset.




54. ÅRØ

Varierede feddannelser.

54. ÅRØ

På både øst- og vestsiden af Årø findes nordgående feddannelser med krumoddekomplekser. Formen af de to feddannelser er imidlertid forskellig på grund af strandplanernes forskellige gradienter. Langs østsiden af Årø er gradienten flad og feddannelsen sker langt fra kysten, evt. med udgangspunkt i en barriere. På vestsiden af Årø findes derimod kun et smalt strandplan efterfulgt af en meget dyb fure i havbunden - muligvis en oprindelig smeltevandsdal. Dette medfører en kraftig bølgerefraktion omkrig øens sydvesthjørne, som igen medfører, at det vestvendte fed drejes ind mod kysten. Eventuelle stærke strømme i Årøsund har kun mindre – hvis nogen – betydning for kystens udformning.




55. RØNSHOVED

Kystprofil med aflejringer af glimmersand af Mellem Miocæn alder.

55. RØNSHOVED

I klinterne på Rønshoved ses velblottede profiler i aflejringer, der aldersmæssigt svarer til Arnum Formationen fra Mellem Miocæn. Aflejringerne består af glimmerrigt kvartssand, og de velbevarede sedimentstrukturer viser, at materialet er aflejret på datidens strandplan.




56. HAGENØR

Kystprofil i Miocænt sand og ler med gravegange.

56. HAGENØR

I kystprofilet ved Hagenør ses lange, velblottede snit i sand og ler med gravegange af Yngre Tertiær - nærmere betegnet Miocæn – alder. Lagserien som helhed afspejler en lagunekyst, som i Nedre Miocæn løb op gennem Østjylland i sydøst-nordvestlig retning, og den markerer dermed placeringen af et godt 20 millioner år gammelt forstadie til Jyllands nuværende vestkyst. Et tyndt, svagt stenet indslag i den nedre del af profilet viser hen til en periode med transgression og højt havspejl svarende til den marine Arnum Formation, der bliver stadig mere udbredt mod vest.




57. TRELDENÆS

På sydsiden: kystskrænter præget af udskridninger i plastisk ler.
På nordsiden: nøglelokalitet med glaciale aflejringer fra tre istider.

57. TRELDENÆS

Klinterne på Treldenæs nord- og sydside er opbygget af deformerede Tertiære og Kvartære aflejringer. På sydsiden ses kraftige udskridninger i klinterne på grund af det fede, Eocæne ler. I profiler på nordsiden ses moræner fra de tre sidste istider og kiselgur fra Holstein Mellemistid.




58. RANDS FJORD – HVIDBJERG

Rands Fjord danner udmundingen af ejendommelig tunneldal-struktur. Et kystprofil ved Hvidbjerg viser aflejringer fra et oddekompleks fra Vejle Fjord Formationen.

58. RANDS FJORD – HVIDBJERG

Udmundingen af Elbodalen i Vejle Fjord sker gennem Rands Fjord, der dog i dag er afskåret fra fjorden af marint forland. Elbodalen er en del af et dalstrøg, der med mellemrum kan følges parallelt med Jyllands østkyst fra Kolding til Århus. Dalstrøget er tolket som en tunneldal, men placeringen og retningen parallelt med kysten og den tidligere isrand er usædvanlig.

Langs sydkysten af Vejle Fjord findes flere gode blotninger i Vejle Fjord Formationens aflejringer fra Nedre Miocæne. Typelokalitet for formationen er Brejninge Hoved, men aflejringerne i kystprofilet ved Hvidbjerg udmærker sig ved, at deres strukturer og sammensætning viser tilbage til en oddedannelse på den Miocæne kyst.




59. BREJNINGE HOVED

Typeprofil for Vejle Fjord Formationen.

59. BREJNINGE HOVED

I klinterne på Brejninge Hoved ses flere gode profiler med aflejringer af glimmerler og –sand fra Vejle Fjord Formationen af Øvre Oligocæn – Nedre Miocæn alder, og Bregninge Hoved er typelokalitet for denne formation. I de øvrige kystklinter langs det nordlige Lillebælt findes flere profiler i aflejringer af tilsvarende type, og tilsammen afspejler profilerne en ca. 25 millioner år gammel lagunekyst - en forløber til den nuværende jyske vestkyst. Aflejringerne ved Hagenør (lokalitet 56) er af samme type, men dannet på et lidt senere tidspunkt.




60. ALBÆK HOVED

Klintprofil i varierede Tertiære aflejringer. Nøglelokalitet for studiet af plastisk ler fra Palæocæn og Eocæn.

60. ALBÆK HOVED

I klinterne på Albæk Hoved ses Tertiære aflejringer af ler og sand fra Øvre Palæocæn, Eocæn, Oligocæn og Miocæn. Lagene er stærkt deformerede ved istryk og udskridninger, men generelt findes de ældste aflejringer i de vestlige afsnit af klinten. Af særlig geologisk betydning er lagpakken af plastisk ler fra Palæocæn og Eocæn, idet Albæk Hoved er en af de få blotninger, der viser hele denne særprægede lagserie med stor udbredelse i Nordsøen.




60. AS HOVED

Kystprofil med aflejringer fra tre istider.

60. AS HOVED

I den ca. 10 meter høje klint på spidsen af As Hoved ses et velblottet kystprofil med aflejringer fra de sidste tre istider. I strandkanten findes et ualmindeligt rigt stenselskab med blokke fra Norge og Mellemsverige samt flintkonglomerater.




ØSTJYLLAND, ENDELAVE OG SAMSØ

62. HORSENS FJORD

Karakteristisk østkystmiljø omkring tektonisk betinget fjord.

62. HORSENS FJORD

Horsens Fjord-området fra Hov til Juelsminde er som helhed værdifuldt ved at udgøre et karakteristisk udsnit af Østjyllands kystmiljø. En række særlige forhold har desuden påvirket kystudviklingen. Horsens Fjord indgår således i et gravsænkningssystem, der følger Ringkøbing-Fyn ryggen fra Storebælt til Nissum Fjord. Udviklingen af Horsens Fjord går altså langt tilbage i geologisk tid, og fjorden er ikke udelukkende en glacial dannelse.

Horsens Fjord mangler - ligesom Åbenrå Fjord - en tærskel i med rette at kunne benævnes som en "fjord", og fjorden er meget lavvandet. Kysterne har flere steder marskpræg – ikke som følge af tidevandspåvirkning, men på grund af vandstandsændringer ved lavtrykspassager. Det er således et af de få steder i Østdanmark, hvor vadegræs (Spartina) findes og virker som sedimentsamler.

Krumodden på sydsiden af Hjarnø er et godt eksempel på oddevækst betinget af ensidig materialevandring.




63. NORDENDELAVE

Typeeksempel på fed-dannelse ved udbygning af strandvoldssystemer og strandenge.

63. NORDENDELAVE

Endelave består af en uregelmæssig kerne af glaciallandskab, der på nordsiden er udbygget med et vidtstrakt fed. Materialetransporten langs østkysten er nordgående, og her opbygges et system af krumodder, der udgør feddets bærende del. Samtidig med udbygningen af krumoddesystemet mod nord, sker der fortsat erosion af den østlige del af de ældre strandvolde ved systemets basis. Mellem strandvoldene findes talrige små, langstrakte søer, og systemet afsluttes mod nord i en odde.

På den vestlige side af Nordendelave findes Østjyllands største strandengssystem, der er under stadig udbygning med ophæng i strandvoldssystemet. Dræningen af strandengene sker mod vest ud i det grunde vand, og de tragtformede afløbssystemer skyldes vindstuvning i forbindelse med vestlige vindretninger.




64. MOLSLANDETS KYSTER

Varierede kystlandskaber hvor marint forland skifter med erosionsklinter - udformet i konsekvens af randmorænernes dobbeltbue.

64. MOLSLANDETS KYSTER

Molsbuerne er - sammen med Odsherredbuerne - Danmarks bedst udviklede israndskompleks. Landskabets rygrad er da også de glaciale storformer, men langs kysterne er der senere sket betydelige modifikationer af de glaciale udgangsformer.

Kystudviklingen i Ebeltoft Vig er af særlig interesse, idet den afspejler, at materialetransporten er rettet ind i vigen og rundt med uret, hvor den fører til opbygning af marint forland på østsiden (det ensidige vinkelforland Ahl Hage) og i bunden strandvoldskomplekser med strandsøen Bogens Sø, mens sydvestsidens klinter er under erosion.

På nordsiden af Begtrup Vig findes et meget mobilt strandvoldskompleks, Strands Gunger, der kan flytte sig 10-14 meter på en uge. Et mindre aktivt kompleks findes på sydsiden ved Stavns Øre. Knebel Vig synes at have oprindelse i tektoniske strukturer, idet der under vigen findes en 100 meter dyb lavning i kridtoverfladen. I klinterne ved Molshoved, Ørby og Lushage findes profiler af national interesse. Helgenæs var i øvrigt i stenalderen adskilt fra Mols ved et smalt sund, ligesom Skødshoved og et par småbakker ved indgangen til Knebel Vig først senere er blevet landfast.

Østsiden af Ebeltoft-halvøen fremstår som en udligningskyst på tværs af randmorænebuerne, hvor bakkestrøgene eroderes mens marint forland er aflejret i de mellemliggende lavninger. Den aktuelle kyst følges af en hævet terrasse med en storslået strandvold, der fremstår intakt nord for Kobberhage. Hele den sydlige del af Ebeltoft halvøen er ligeledes et stort strandvoldskompleks, hvis formverden dog er ødelagt ved ralindvinding. Profiler i kystklinterne findes ved Jernhatten og Rugård.




65. STAVNSFJORD – VEJRØ - HATTER BARN

Særpræget lukket havområde opstået over abrasionsflade og omkranset af marint forland.

65. STAVNSFJORD – VEJRØ - HATTER BARN

Kystlandskabet omkring Stavnsfjord er et enestående og særpræget marint forland, opstået på en abrasionsflade i forbindelse med sammenkoblingen af istidslandskaberne på Nord- og Sydsamsø. På vestsiden er fjorden lukket af et drag, der udgår fra Mårup på nordøen og opfanges af de mange småholme ved sydøens nordlige ende. Nord for Stavns Fjord bredes draget ud og kobler til Lilleøre og Langøre, hvor der stadig dannes nye krumodder. På østsiden begrænses Stavns fjord af det enestående, 5 km lange krumoddesystem Besser Rev. På abrasionsfladen i selve Stavns Fjord findes talrige restholme, der er udbygget med marint forland. Fjordens randområder med vanddybder mindre end 20 cm er udviklet som marsk betinget af vindstuvning.

Øer og banker øst og sydøst for Samsø viser forskellige kombinationer af istidslandskab og marint forland. Vejrø er således overvejende glacial, mens Lindholm har en glacial rest og Bosserne udelukkende er marin. Seismiske undersøgelser viser interessante strukturer i Hatter Barn.

Det marine forland på Lindholm og Bosserne er orienteret vinkelret på største frie stræk. Kyholm har særlig interesse, idet øen tydeligt ændrede form i forbindelse med ålegræspesten i 1930'erne, hvor sydkysten rykkede 30 meter frem.




66. NORDSAMSØ

Kystskrænter og -profiler afspejlende to gletscherfremstød.

66. NORDSAMSØ

Det høje, bakkede istidslandskab på Nordvestsamsø skyldes interferens mellem bakkeretninger fra Nordøst-isen og en randmoræne fra Bælthavfremstødet i slutningen af sidste istid, Weichsel Istiden. Det urolige og furede bakkeland langs kysten afspejler dette interferensmønster med Langdal som en tunneldal.

I kystklinterne findes værdifulde profiler, der i aflejringer og strukturer viser hen til bakkelandets todelte genese.




67. FORNÆS – KNUDSHOVED KLINTER

Kystklinter med profiler i kalk og glaciale aflejringer.

67. FORNÆS – KNUDSHOVED KLINTER

I de sydligste af kystklinterne på Østdjursland (Sangstrup og Karlby Klinter) ses profiler i højtliggende bryozokalk med flint, mens de nordligere klinter (Gjerrild og Knudshoved) er opbygget af glaciale aflejringer. I de mellemliggende lavere områder findes marint forland og kysten som helhed fremstår udlignet.

Det lave abrasionsflak foran Karlby Klint afspejler kalklagenes opbygning uden for kysten. Nærmest kystlinien aftegnes de bankeformede flintlag i bryozokalken som buede strukturer på havbunden. Ca. 100 meter ude findes på havbunden en mindre skrænt, der danner overgang mellem bryozokalken og den blødere Cerithiumkalk. Kridt/Tertiær-grænsen ligger mindre end 500 meter fra skræntfoden.




68. BØNNERUP STRAND

Bredt abrasionsflak med talrige store sten.

68. BØNNERUP STRAND

Omkring Bønnerup Strand findes et bredt lavvandet abrasionsflak med løst sanddække og stedvis oversået med store sten. Den foranliggende barriere beskytter flakket mod havis, og derfor sker der ikke en flytning og sammenhobning af stenene.




NORDØSTJYLLAND, ANHOLT OG LÆSØ

69. ANHOLT

Storskala oddedannelse i læ bag ø.

69. ANHOLT

Anholt er et fornemt eksempel på dannelsen af marint forland i læ af et glaciallandskab. Øen ligger frit eksponeret for alle vind- og bølgeretninger, og dette afspejles i øens udformning som et østvendt, tilspidset strandvoldssystem, som ender i et kilometerlangt undersøisk rev. Strandvoldssystemet er opbygget i flere tempi i forbindelse med landhævningen. Der sker stadig ændringer af især Flakket i nordvest og Østrevet i nordøst.

Strandvoldssletten er overlejret af klitter som frit har vandret på tværs af øen under indvirkning af den fremherskende vindretning. De fleste klitter er nu stabiliseret af vegetationen.




70. ØSTER HURUP - HALS BARRE

Storslået marint forland skabt ved landhævning kombineret med strandvold- og barrieredannelse. Bærer Danmarks største nuværende højmose.

70. ØSTER HURUP - HALS BARRE

Et stort trekantet område begrænset af Langerak i nord, Kattegat i øst og en linie omtrent mellem Lille Vildmose og Sejlflod var overskyllet under stenalderhavets relativt høje vandstand (+ 5-6 m) Mulbjerge var da en ø flere km uden for kysten. Gennem landhævning koblet med strandvoldsdannelse og barriereopbygning ud mod Kattegat blev området siden landfast med en udstrakt udligningskyst bestående af marint forland med holdepunkter i tidligere moræneøer fra mundingen af Mariager Fjord til Hals. Et storslået krumoddesystem fra Mulbjerge mod Langerak har i denne forbindelse afsnøret en sænkning, hvor Lille Vildmose blev anlagt. Langs Kattegatkysten ses flere steder multiple revlesystemer med begyndende barriereudvikling (initialbarrierer).

Hals Barre er en typisk barredannelse, placeret hvor kystlinien skæres af Limfjorden med dens stormskabte strømme. Flere løb har gennem tiden afløst hinanden.




71. VOERSÅ

Tidligere bugter i ishavet og stenalderhavet med deres hævede aflejringsflader.

71. VOERSÅ

Voerså ådal udgjorde en bred bugt i ishavet og derefter en smallere fjord i stenalderhavet. Landhævningen har senere medført, at aflejringerne fra de to perioder nu danner terrasser i hhv. op til 40 meters højde og op til 10 meters højde. Profiler i grusgravene ved Lyngså giver illustrative indblik i lagserien.

Den endelige lukning af bugten er sket gennem barrieredannelse, og kystparallelle barrierer opbygges til stadighed uden for kysten. Stensnæs er et vinkelforland under opbygning på grund af store frie stræk mod sydøst og nordøst.




72. FREDERIKSHAVN

Terrasser fra ishavet og stenalderhavet.

72. FREDERIKSHAVN

Langs Kattegatkysten syd for Frederikshavn findes klart skårne terrasser med bagvedliggende fossile klinter fra ishavet og stenalderhavet.




73. HIRSHOLMENE

"Koralsøjler"

73. HIRSHOLMENE

Den lille øgruppe Hirtsholmene er først og fremmest karakteriseret ved de store mængder af store stenblokke, der er spulet fri fra de tidligere glaciale aflejringer.

Et bælte af såkaldte "koralsøjler" ses på havbunden fra Frederikshavn-området mod sydvest forbi Læsø. Søjlerne er dannet ved udsivning af gas fra de underliggende Eem aflejringer, og den nordvest-sydøstlige retning følger antagelig strukturer i undergrunden. To større, relativt veldokumenterede områder er udpeget i denne sammenhæng: et område nær Hirsholmene og et andet øst for Nordre Rønner ved Læsø, område 75.




74. SKAGENS ODDE

En af verdens største odder. Dannet over de seneste 8000 år og med fortsat vækst mod nordøst.

74. SKAGENS ODDE

Skagens Odde er ca. 30 km lang og mellem 5 og 20 km bred og dermed formentlig verdens største odde. Odden er dannet gennem de sidste ca. 8000 år ved en stadig tilvækst af strandvolde og kystklitter på nordspidsen på grund af en meget betydelig sedimenttransport (500.000-1million m3/år) koblet med relativ landhævning. Tilvæksten af odden er for tiden ca. 10 m/år, og da vestsiden af odden samtidig eroderes 2-5 m/år forlægges oddekomplekset samlet mod øst-nordøst. Sedimenttransporten mod oddespidsen sker bl.a. i form af ca. 2500 meter lange og 100 meter brede "sandbanker" omkring kystlinien. De enkelte banker kan rumme 80.000-100.000 m3 sand. De anlægges øst for Hirtshals og vandrer herfra mod Skagens Odde med en hastighed af ca. 140 m/år.

Langs oddens basis vest for Frederikshavn ses kystklinter fra såvel ishavet som stenalderhavet med foranliggende, hævede lagune- og barrieresystemer. Disse landskaber illustrerer tydeligt kystens historie siden sidste istid, Weichsel Istiden.

Det marine forland nord for Frederikshavn indeholder desuden vigtige informationer om betydningen af den relative landhævning for den kystmorfologiske udvikling. I perioder med ingen eller lille landhævning - f.eks. under stenalderhavets maksimale udbredelse og de nuværende forhold - dannes barrierer med veludviklede laguner. I perioder, hvor den relative landhævning foregår hurtigt, dannes derimod de karakteristiske rimme-doppe landskaber, som består af tætliggende barriererygge med klitdannelser (rimmer) adskilt af smalle lavninger eller laguner (dopper).

Den gradvise udvikling af odden kan således aflæses i rimme-doppeområdernes barriere- og strandvoldssystemer, som ikke mindst er yderst veludviklede i Strandby-området.

I de aktive klinter langs vestkysten kan oddens vækst desuden erkendes i form af hævede strandvolde, martørv og klitter.

Store dele af oddens morfologi er domineret af klitlandskaber: Forklitter, parabelklitter og miler, hvor specielt klitterne på oddens nordlige del er meget veludviklede. Klitlandskabet er generelt stabiliseret ved beplantning, men Råbjerg Mile vandrer ca. 12-14 meter om året mod øst-nordøst. En række andre miler på oddens østside, herunder specielt Sandmilen, er på vej ud i havet.

Der skønnes indtil videre fortsat at være behov for løbende udførelse af kystbeskyttelse, hovedsagelig vedligeholdelse af stranden ved kystfodring syd og nord for Skagen by og ved Gl. Skagen




75. LÆSØ

Ø opbygget alene af marine aflejringer og klitter. Udbredte strandvolde afspejler øens tilblivelse i forbindelse med jordskorpebevægelser. "Koraller".

75. LÆSØ

Læsø er en ren marin dannelse, idet øen er opstået inden for de sidste 15.000 år ved aflejring af sand og grus på en banke af ishavsler.

Den sydlige del af øen - Rønnerne - består af standenge udviklet ovenpå en flade af ishavsler fra Yoldiahavet. Tillandingen i dag fortsætter i form af marskagtige flader. På dele af Rønnerne er grundvandet meget salt, typisk 10-15%. Det salte grundvand dannes, når de lavtliggende strandenge overskylles af havet. Lerfladen, der flere steder findes i ½-1 meter dybde, hindrer havvandet i at trænge dybere ned. I takt med fordampningen bliver saltkoncentrationen i det tilførte havvand stadig større. Det salte grundvand blev udnyttet i en intensiv saltsydningsindustri i middelalderen, med kulmination i 1600-tallet. Behovet for brændsel til saltsydningen medførte en omfattende skovhugst, som igen medførte store sandflugtsproblemer.

Sandfygning med klitdannelser har i nyere tid påvirket øens nordlige del, hvor Højsande er en stor, dobbelt parabelklit. Den gradvise udbygning af øen fra en trekantet kerne kan i detaljer følges gennem strandvoldssystemernes mønstre, der også afspejler jordskorpebevægelser langs den fennoskandiske randzone.

De karakteristiske store stenblokke, som danner Nordre Rønner, og som i øvrigt findes spredt på strandbredderne og de lave flak, er dropsten fra isbjerge, der er skyllet fri for ler. På havbunden nord for Nordre Rønner findes desuden det måske mest veludviklede og bedst dokumenterede "koralområde", se omtalen under lokalitet 73.




VESTJYLLAND

76. HIRTSHALS KLINT

Kystprofil med Ældre Yoldialer.

76. HIRTSHALS KLINT

I klinten syd for Hirtshals ses et velblottet kystprofil med Ældre Yoldialer, der blev aflejret i ishavet for 30.000-50.000 år siden inden Weichsel Istidens store isfremstød.




77. LIVER Å – VARBRO Å

Forlægning af åmunding. Dybe, uberørte havklitter.

77. LIVER Å – VARBRO Å

Den betydelige nordøst-rettede materialele-vandring langs vestkysten har medført, at udmundingen af Liver Å gennem tiden er blevet forlagt mod nord. Klitdannelser har yderligere afskærmet åløbet fra havet, og på sin sidste strækning løber åen derfor kystparallelt i mæandrerende slyngninger. Tidligere havde åen udløb på højde med Tornby, og åmundingen var på dette tidspunkt forskudt ca. 2 km mod nord. I dag har åen gennembrudt klitrækken længere mod syd, og den nuværende åmunding er forskudt ca. 1 km mod nord.

Havklitterne ved Kærsgård Strand danner en høj og markant ryg foran et ca.1 km bredt marint forland. Forlandet er dækket af et lavt flyvesandsdække med isolerede søer (tidligere laguner). Bag det marine forland hæver sig en over 10 høj kystklint, dannet under stenalderhavets transgression. Klinten er præget af vandreklitter, som kryber op ad klintfacaden og fortsætter mere end én km ind over Yoldiafladen – den hævede havbund fra istidens sidste fase.




78. LØNSTRUP KLINT

Klassisk kystprofil med enestående flagedannelse og snit gennem Vendsyssels glaciale aflejringer.
Fundsted for redskaber fra Bromme-kulturen.

78. LØNSTRUP KLINT

Ca. 15 km langt klintprofil, der viser et snit gennem stort set alle de karakteristiske nordjyske aflejringer fra Weichsel Istiden og Postglacial tid: Smeltevandsler og -sand fra Mellem Weichsel, Yngre Yoldialer og ferskvandsaflejringer fra Weichsel Istidens sidste fase, Postglaciale aflejringer fra stenalderhavets tid. Det hele er overlejret af flyvesandsdannelser, der bl.a. omkring Lønstrup Fyr danner store klitter.

Enestående er endvidere opskydningen i flager, der skyldes istryk fra gletschere under den seneste isoverskridelse. Af særlig interesse er også et søbassin ved Nørre Lyngby, der er opstået ved neotektoniske bevægelser i Senglacial Tid. Aflejringerne indeholder en rig fauna af hvirveldyr og en pilespids og rentakøkse fundet i lag af Allerød alder var længe de ældste sikre fund af redskaber i Danmark fra Senglacial tid. Fundene henføres i dag til Bromme-kulturen, navngivet efter de senere påviste bopladser ved Bromme nær Sorø.

Der skønnes fortsat at være behov for udførelse af kystbeskyttelse ud for Lønstrup by, hovedsageligt i form af vedligeholdelse af stranden ved kystfodring.




79. SVINKLØV – BULBJERG – HANSTHOLM

Kalkknuder omgivet af marint forland og med parabelklit-landskab. Betydelig, men stærkt varierende sedimenttransport.

79. SVINKLØV – BULBJERG – HANSTHOLM

I stenalderen var der åben havforbindelse fra Limfjordens vestlige del til Jammerbugten mellem Svinkløv og Hanstholmknuden. Spredt over dette brede sund fandtes talrige øer med den store Bulbjerg-ø i sundets centrale del. Ved relativ landhævning (+ ca. 7 m) kombineret med storstilet strandvoldsdannelse langs Jammerbugten og omkring småøerne lukkedes sundet gradvist til, men helt frem til omkring år 0 har der eksisteret en åben forbindelse mellem Limfjorden og Jammerbugten. Sandflugt har i flere perioder ramt området, og klitdannelser med landets bedst udviklede parabelklitter har afgørende sat deres præg på landskabet.

Den aktuelle sedimenttransport langs kysten er stor, og der er rig mulighed for at studere variationer i størrelsen af sedimenttransporten som følge af ændringer i vindklimaet, fordi kystliniens bølgede forløb bevirker, at den på samme tid er eksponeret mod vinde fra forskellige, vestlige retninger. Således har kysten ved Klim Strand siden 2. Verdenskrig haft en årlig erosion på 4-5 m, medens kysten ved Slette Strand i samme periode er rykket frem med 3-4 m om året.

De vestligste og mest fremtrædende af stenalderhavets kalkøer omkring Hanstholm har haft deres helt egen landskabsudvikling, styret af en saltdiapir, der har løftet kalk og skrivekridt op i overfladen. Den hårde og modstandsdygtige kalk fremstår derfor som en markant halvcirkel af kalkknuder fra kalkklinterne ved Hanstholm over Hjardemålknuden til det lille fremspring af kysten ved Klitmøller og det foranliggende rev. I de lavere områder i det indre af denne halvcirkel består undergrunden af det langt mindre modstandsdygtige skrivekridt, og flere steder findes værdifulde profiler langs grænsen mellem de to aflejringer - ofte i de inaktive klinter fra stenalderhavets tid. I stenalderen var kontrasten mellem kalkknuderne og det centrale kridtområde endnu mere fremtrædende, idet store dele af de centralt placerede kridtaflejringer dengang var oversvømmet af havet, mens Hanstholmknuden og Hjardemålknuden stod frem som øer.

Strandvoldsdannelse ved bl.a. Hansted Knuden i forbindelse med landhævning har siden tørlagt området, men også hævning over salthorsten har spillet – og spiller fortsat – en aktiv rolle.

Tre generationer af sandflugt har senere sat sit præg på området. Ved Kærgård Strand ses bl.a., hvorledes klitterne vandrer ind over det marine forland og op på den fossile klint.




80. Lodbjerg – Thyborøn – Bovbjerg

Naturligt gennembrud (Thyborøn Kanal i 1862) af et barrieresystem med efterfølgende ændring af materialtransporten, af kystprofilet og af kystens tilbagerykning. Omkring Lodbjerg ses uforstyrret klitudvikling og et interessant kystprofil. Bovbjerg viser et enestående geologisk profil, hvor hovedopholdslinien rammer ud i kysten.

80. Lodbjerg – Thyborøn – Bovbjerg

Kystudviklingen foran Nissum Bredning er et storslået eksempel på bugtlukning foran et glaciallandskab fra sidste istid. Det ungglaciale landskab træder frem i kysten i klinterne ved henholdsvis Lodbjerg og Bovbjerg, men herimellem viger glaciallandskabet østover på begge sider af Nissum Bredning. På grund af den massive materialetransport, der fra begge sider er rettet ind mod bredningen (ca. 700.000m3/år, mest fra syd), er denne blevet lukket af tangerne ved Agger og Thyborøn og deres fortsættelse mod syd foran Ferring Sø. De to tanger udgør en aktiv struktur, der i dag fastholdes ved kystsikring og kystfodring, ligesom det er besluttet, at Thyborøn Kanal fortsat skal holdes kunstigt åben. Uden disse indgreb ville indsejlingen sandsynligvis generelt være lukket og kun åben af og til. Det er således sandsynligt, at Limfjorden har været lukket mod vest fra Vikingetid til 1825, hvor Agger Tange første gang i nyere tid blev gennembrudt. Åbning og lukning af indløbet fra Vesterhavet har naturligvis haft enorm betydning for Limfjordens naturlige biolog, kultur og næringsliv.

Strømhastigheden gennem den kunstige åbning fra Vesterhavet ind i Nissum Bredning er i dag en af de største i danske farvande: 6 knob (=3m/sek). Bølger og strøm transporterer årligt 500.000-700.000 m3 materiale fra havet gennem Thyborøn Kanal, og materialet aflejres i mundingen af Nissum Bredning i form af et storskala delta.

De store kystbeskyttelsesarbejder på strækningen blev påbegyndt af staten allerede i 1870'erne, kort efter gennembruddet ved Thyborøn Kanal (1862), og der findes derfor en unik serie af måledata for kystens udvikling helt tilbage fra 1874. Gennem høfdeanlæggene blev kystlinien i nogen grad stabiliseret, men profilet kom samtidig under kraftig forstejling, og denne forstejling foregår stadig uden for ca. 8 m dybden. Det stejleste profil ud for Agger har en gennemsnitlig hældning på 1:35 ud til 10 m dybden og 1:50 ud til 16 m dybden.

Kystprofilet ved Bovbjerg og det umiddelbart bagvedliggende landskab har international interesse som det eneste samlede tværsnit i det randmorænesystem, som markerer den maksimale udbredelse af den skandinaviske iskappe i sidste istid.

Syd for Bovbjerg er kysten atter vigende, fordi baglandet består af sandede smeltevandssletter og lavtliggende marint ler fra næstsidste mellemistid.

Klitområderne mellem Lodbjerg og Lyngby er blandt de mest veludviklede langs den jyske vestkyst, og de er samtidig i stor udstrækning uforstyrrede af sommerhuse og anden bebyggelse. Profiler i klitsandet ved Lodbjerg har bl.a. vist, at den jyske vestkyst i de seneste 4-5000 år periodisk er blevet ramt af sandflugt.

Der udføres fortsat intensiv kystbeskyttelse mod oversvømmelse af Agger og Thyborøn samt Harboøre Kog og mod gennembrud af selve tangerne. I dag består indsatsen i kystfodring og vedligeholdelse af høfderne. På den sydlige strækning ud for Bovbjergskrænten holder høfdegruppen kysten næsten stabil, men der udføres af og til kystfodring i den sydlige ende af høfdegruppen.

Det skal i denne forbindelse understreges, at lokalitetens geologiske, geomorfologiske og kystdynamiske værdi ikke nødvendigvis knytter sig til netop den nuværende tilstand, men derimod bredt til de meget aktive processer, man her kan iagttage i forbindelse med bugtlukning og tangedannelse.




81. HOLMSLANDS KLIT – RINGKØBING FJORD

Storslået vestjysk kystlandskab med kystudligning og med kystprofilet præget af revler, brede strande og klitlandskaber.

81. HOLMSLANDS KLIT – RINGKØBING FJORD

Den jyske vestkyst fra Bovbjerg til Blåvands Huk tager udgangspunkt i det monotone vestjyske landskab, hvor bakkeøer veksler med smeltevandssletter. Dynamisk er kysten præget af en høj stormfrekvens og dermed et højt gennemsnitligt bølgeenerginiveau, lille tidevandsstørrelse (ca. 70 cm) samt en kystparallel materialetransport, som formentligt er en af verdens største med rater på op mod 2 millioner m3/år. Som følge af rigelige sandmængder fra primært de glaciale smeltevandsaflejringer har dette medført storskala tangedannelser bl.a. ud for Ringkøbing Fjord og forlængelsen mod nord, hvor Stadil Fjord og Veststadil Fjord i dag udgør resterne af det tidligere fjordområde. Videre mod syd er der opbygget marint forland foran den nu udtørrede Fiil Sø, og i den nordlige del af Fiil Sø ses grusstrandvolde, der stammer fra tiden før søen blev afspærret.

Kyststrækningen nord for Nymindegab er under generel tilbagerykning, og der foretages intensiv kystbeskyttelse ved kystfodring på læsideerosionsstrækningen syd for Hvide Sande for at hindre gennembrud af tangen. Netop tangerne foran Ringkøbing Fjord er nok det sted i Danmark, hvor der er størst læsideerosion og luvsideaflejring forårsaget af menneskeskabte anlæg. Det er læmolen ved Hvide Sande, der har denne store virkning på materialtransporten. Strækningen syd for Nymindegab ned til Blåvands Huk er derimod under generel fremrykning, idet en stor del af det eroderede materiale – hvoraf i øvrigt en del i dag også består af eroderet fodringsmateriale fra den centrale del af vestkysten - transporteres ned til denne strækning og aflejres på strand og havbund.

Formmæssigt er kysten i øvrigt i særklasse på grund af revlesystemet (dimensionsmæssigt antagelig blandt de største af sin art), den brede mere end 100 km lange strandbred og ikke mindst den tilgrænsende klitzone med imponerende forklitter og bagvedliggende klithede.

Den nordligste del af kyststrækningen ved Husby Klitplantage er af Kystdirektoratet udvalgt som referencestrækning, hvor der de senere år er foretaget intensive målinger af kystudviklingen for sammenligning med udviklingen på strækninger, hvor der kystfodres. Kystdirektoratet foretager ikke nogen form for kystbeskyttelse på denne strækning, selv om der foregår en forholdsvis stor kysttilbagerykning. Der er imidlertid ikke risiko for gennembrud, og sommerhusene ligger langt bag kystskrænten, hvorfor de heller ikke er i fare for at gå tabt. Ca.10 km syd for Hvide Sande findes en ca.1 km lang strækning, hvor Skov- og Naturstyrelsen gennem mange år ikke har foretaget sandflugtsdæmpning med henblik på undersøgelse af den naturlige udvikling af klitformationerne. Her har Kystdirektoratet ligeledes undladt at gribe ind og vil heller ikke foretage indgreb i fremtiden, med mindre der opstår risiko for gennembrud af klitten.

Kysterne omkring Ringkøbing Fjord indeholder talrige elementer, der kan indgå i tolkningen af den Holocæne kystudvikling ved den jyske vestkyst. I den nordlige del af fjorden ses grusede strandvoldskomplekser i relativ kort afstand fra den nuværende marskprægede kystzone. Disse strandvoldskomplekser må være dannet under et langt højere energiniveau end det nuværende, d.v.s. hvor Holmsland Klit ikke i eksisterede. Udmundingen af Skjern Å i Ringkøbing Fjord er Danmarks største indlandsdelta, der har flyttet sig 2 km vestpå i de seneste 200 år. Tibberne er et gammelt tidevandsdelta afsat af de indgående strømme under flod, og lokaliteten er af stor morfologisk værdi.




82. BLÅVANDS HUK – HORNS REV

Forankringspunkt for såvel Vadehavskysten som den egentlige jyske vestkyst.

82. BLÅVANDS HUK – HORNS REV

Horns Rev med landingspunktet Blåvands Huk er orienteret øst-vestgående. Den ydre del af revet omfatter en række grunde med vanddybder mindre end ti meter. Grundene ligger på randen af en stor banke dannet af sand og ral, der er ført ind fra Nordsøen over de sidste 8000 år. Det indre Horns Rev er et akkumulationsflak af Holecænt marint sand, der stadig vokser vestpå. Flakket hviler fortrinsvis på Eem-havets aflejringer. Horns rev virker som en naturlig høfde, der danner læ for Vadehavet. Samtidig styrer det beliggenheden af mødestedet for Nordsøens to amfidromiske systemer, der er bestemmende for tidevandets funktion.

Blåvands Huk er det sydligste ankerpunkt for den danske Nordsøkyst. Det understøtter kysten mod nord, der forløber i en blød i udlignet bue indtil det følgende ankerpunkt ved Nørre Lyngvig fyr. Sydover udgår Skallingen fra Blåvands Huk, hvorefter barriereøerne Fanø, Mandø og Rømø danner en tilsvarende blød bue indtil det næste holdepunkt på Sild. Kystlandskabet nord for Blåvands Huk er en storstilet, klitforstærket strandvoldsslette af ung – sandsynligvis delvis historisk – alder.




83. VADEHAVET

Aktivt tidevandslandskab med barriereøer foran Vadehav og marsk.

83. VADEHAVET

Den jyske vestkyst syd for Blåvands Huk er væsentligt påvirket af tidevandet (tidevandsstørrelse 1,5-1,9 meter).

Foran kysten findes en række barriereøer: Skallingen (typisk erosiv), Fanø, Mandø og Rømø (typisk sedimentakkumulation) adskilt af lagunegab, som varetager vandudvekslingen mellem Nordsøen og Vadehavet. Barriererne er dannet i Postglacial tid i takt med den relative havspejlstigning, og landskabet er dermed unikt på grund af sin høj-dynamiske karakter, hvor formændringerne har været overordentlig hurtige set i en geologisk målestok. Årsagerne hertil er dels samspillet mellem de litorale, tidale og eoliske processer, og dels at tekniske kystindgreb er relativt få, således at naturen har fået frit spillerum.

Inden for barrieren findes Vadehavet udviklet med alle sine formelementer: vader, dyb, højsander og forlandsmarsk, der ligeledes er forholdsvis uberørte. I Tøndermarsken kan man spore, hvorledes havstigningerne påvirkede Vadehavets kyster inden inddigningen. Udløbet af Varde Å er den eneste naturlige flodmunding i det nordvesteuropæiske Vadehav.

I en lav klint ved Emmerlev Klev ses moræne fra Saale Istiden overlejret af jordbund fra Eem Mellemistid samt flydejord.

Kystklinterne på østsiden af Ho Bugt har betydelig interesse. I Klinterne ved Marrebæk ser man således dels marine aflejringer, der tilhører den øverste, sandede del af Gram Formationen fra Øvre Miocæn, og dels sand og grusaflejringer fra Elster Istiden.

På den nordlige del af Skallingen forestår Kystdirektoratet høfdevedligeholdelse, strandfodring hvert 5. - 10. år samt klitpleje. Langs Vadehavskysten udføres endvidere vedligeholdelses-arbejder og nødvendige forstærkningsarbejder på digerne, ligesom Rømø-dæmningens skråninger vedligeholdes.




LIMFJORDEN

84. LEM VIG

Fjordlandskab i tunneldal. Vinkelforland og store kystudskridninger.

84. LEM VIG

Lem Vig er det havdækkede indløb til en af Danmarks mest iøjnefaldende tunneldale, der udmunder i Klosterheden ved Rom By.

Gjeller Odde på fjordens vestside ved udløbet til Limfjorden er et typeeksempel på et vinkelforland med en strandsø: Gjeller Sø.

Ved Kabbel på østsiden af fjorden ses storslåede udskridninger i fedt ler fra slutningen af Elster Istiden.




85. TOFTUM BJERGE

Kystprofil præget af flagestrukturer og med aflejringer fra Elster, Saale og Weichsel Istiderne.
Nøglelokalitet for Sen-Elster leraflejringer.

85. TOFTUM BJERGE

I Toftum Bjerge ses et kystprofil i en Kvartær lagserie, der er brudt op i store flager med nordøstlig hældning. Profilets mest iøjnefaldende aflejring er en ca. 25 meter tyk serie af lagdelt ler og sand fra slutningen af Elster Istiden. Desuden findes moræneler fra Saale Istiden samt smeltevandssand og -grus fra Weichsel Istiden.




86. ODBY KLINT

Kystprofil i Danien-kalk og glaciale aflejringer over en salthorst.

86. ODBY KLINT

Odby Klint er lokaliseret over Uglev Salthorsten, der har løftet undergrundens aflejringer. I Klintprofilet ses derfor kalk fra Danien tid overlejret af istidsaflejringer fra de tre seneste istider, Elster, Saale og Weichsel Istiderne.




87. KÅS BREDNING – SKIBSTED FJORD

Karakteristiske Limfjords-kystlandskaber med vinkelforland og retodder. Nøglelokalitet for Sen-Elster og Holstein aflejringer.

87. KÅS BREDNING – SKIBSTED FJORD

Det udpegede område - omfattende kysterne omkring de nordvestlige dele af Kås Bredning og Skibsted Fjord med bl.a. Jegindø, Agerø og Lindholm samt en strækning på vestsiden af Thyholm - giver et godt billede af Limfjordens kystlandskaber med varierende frit stræk og eksponering. Det marine forland er rigt varieret og rummer talrige formelementer. Især vinkelforland og ret-odder er almindelige. Klovvig på det nordlige Venø er typeområde for en lagune omsluttet af et vinkelforland. Kystklinterne ved Kås Hoved og Gyldendal er uformelle typelokaliteter for Sen-Elster og Holsteinhavaflejringer.




88. SILSTRUP KLINT

Kystklint med foldet moler overlejret af Oligocæne aflejringer. Typelokalitet for Silstrup Leddet.

88. SILSTRUP KLINT

I den kilometerlange klint på Silstrup Hoved ses velblottede profiler i foldet moler med askelag og cementsten. Som noget særligt er moleret på lokaliteten overlejret af en Oligocæn diatomit, hvorefter følger glimmerler og sand.

Silstrup Klint er typelokalitet for molerets yngste del, Silstrup Leddet.




89. NORDMORS

Kystklinter i foldet moler med askelag og cementsten. Varieret marint forland.

89. NORDMORS

På Nordmors ud mod Thisted og Livø Bredning findes et stort antal kystklinter med profiler i foldede moleraflejringer med askelag, bl.a. Hanklit, Skærbæk Klint, Feggeklit og Ejerslev Klint. Moleraflejringerne er unikke på grund af bl.a. deres fossilindhold og muligheden for at afkode det komplicerede istektoniske foldemønster. Ikke mindst Hanklit afspejler samspillet mellem det glaciale deformationsmønster og istidslandskabet.

Flere steder omkring Nordmors er glaciallandskabet endvidere udbygget med karakteristisk marint forland. Således vinkelforlandet Skarrehage, der omslutter et par strandsøer, krumodden Bugsør Odde, der ligger i forlængelse af en halvø i glaciallandskabet samt dragene ud mod Feggeklit og Feggerøn.




90. FUR

Kystklinter i foldet moler med askelag og cementsten. Typelokaltiet for Fur Formationen og Knudeklint Leddet.

90. FUR

Kysten på nordsiden af Fur er udformet i et kystparallelt randmorænestrøg, og langs store strækninger ses profiler i foldet moler med askelag. Moleret indeholder en enestående fossil fauna, og de let genkendelige moler- og askelag giver gode muligheder for at udrede de istektoniske forhold. Fur er desuden typelokalitet for moleret som helhed, Fur Formationen, og for dens nederste del, Knudeklint Leddet. Marint forland udfylder Faskær-lavningen, der i stenalderen var et åbent sund mellem Knuden og resten af øen. Færkær Vig og Færkær Odde følges af store strandvoldssystemer.




91. LIVØ

Kantet ø-klump med retodde under vækst.

91. LIVØ

Hovedparten af Livø er et glaciallandskab med stejle, aktive klinter mod nord og vest. På øst- og sydsiden findes marint forland, der mod syd ender i retodden Livø Tap. Det marine forland udvides fortsat mod øst ligesom Livø Tap er vokset ca. 2 km siden 1881.




92. ERTEBØLLE

Kystklint med profil i moler. Typelokalitet for Ertebølle-kulturen med boplads og køkkenmødding på strandvoldsslette.

92. ERTEBØLLE

Ertebølle Hoved er en retlinet, nordvestvendt aktiv klint, hvor man finder det østligste kystprofil i foldet moler med askelag og cementsten.

I læ sydøst for klinten er Ertebøllekøkkenmød-dingen placeret på en strandvoldsslette. Køkkenmøddingens placering og indhold gør det bl.a. muligt at afdække klimaforhold og vandstandsændringer i jægerstenalderens slutning.




93. MELBJERG HOVED

Kystprofil med aflejringer fra tre istider.

93. MELBJERG HOVED

På Melbjerg Hoved ses et 700 meter langt og 30 meter højt, velblottet profil. Profilet fremstår todelt. Den nedre del består af stærkt deformerede aflejringer af smeltevandsler og moræneler fra henholdsvis Elster og Saale Istiderne. I den øvre del indgår derimod to udeformerede Weichsel moræner mellemlejret af smeltevandssand.




94. LERCHENFELD ÅDAL

Dalstrøg med holme, oversvømmet i stenalderen.

94. LERCHENFELD ÅDAL

Lerchenfeld Ådal er en smeltevandsdal, hvis munding i stenalderen var oversvømmet og fremstod som en bred bugt. På den flade dalbund nær mundingen findes en række erosionsrester af morænelandskabet, der dannede øer i den tidligere havbugt.




BORNHOLM

95. VANG - HAMMEREN - GUDHJEM

Kystklipper i Hammer og Vang Granit samt Bornholms Gnejs ved Gudhjem.

95. VANG - HAMMEREN - GUDHJEM

De stejle kystklipper på Nordbornholm rummer karakteristiske erosionsformer, der ofte bærer lokale navne. De involverede granittyper - Hammer Granit og Vang Granit og ved Gudhjem Bornholmsk Gnejs - er alle relativt homogene, og kysterosionen bestemmes derfor især af bjerg-arternes sprækkemønster. Kystklipperne fremstår af samme grund med skarptskårne, uregelmæssige former, der igen giver sig udslag i de talrige ovne, skår og strandpiller m.v.




96. LISTED - SVANEKE - ÅRSDALE

Svaneke Granit med dolerit- og sandstensgange. Kugleformet forvitring.

96. LISTED - SVANEKE - ÅRSDALE

I Listed ses lave kystklipper med Svaneke Granit i kontakt med gnejs og skåret af doleritgange. Sandstensgange viser, at den nuværende overflade ikke kan afvige mange meter fra jordoverfladen for 500 millioner år siden – til trods for at den i den mellemliggende tid har ligget dybt begravet under tykke serier af aflejringer.

Ved Årsdale forvitrer Svaneke Graniten med runde former, og der dannes samtidig skarpkantet grus.




97. BALKA – SNOGEBÆK – BROENS ODDE

Lave kystblotninger i sandsten fra Nedre Kambrium.

97. BALKA – SNOGEBÆK – BROENS ODDE

I lave kystblotninger ved Balka og Snogebæk ses flade kystklipper med Balkasandsten fra Nedre Kambrium. Sandstenen er svagt grønlig, glaukonitisk og gennemsat af gravegange.

Ved Broens Odde består kystklipperne af de såkaldte Grønne Skifre, der overlejrer Balka Sandstenen. De Grønne Skifre består af silt- og sandsten og er således generelt mere finkornede end Balka Sandstenen.

Den høje vandstand i den Senglaciale Østersø er markeret ved terrasser og strandvolde i godt 10 meters højde et stykke bag den nuværende kyst. Strandlinierne fremstår dog sjældent tydeligt i terrænet.

Det er i øvrigt karakteristisk, at områdets strandvolde består af flade sten.




98. BODERNE – ARNAGER - RØNNE

Kystprofiler i den samlede bornholmske Mesozoiske lagserie. Hårde, delvis foldede lag aftegner sig i havbunden.

98. BODERNE – ARNAGER - RØNNE

I klintekysterne mellem Boderne og Rønne findes relativt velblottede profiler i så godt som alle de bornholmske Mesozoiske aflejringer af sand, ler med kullag samt kalksten. Lagene er foldede langs nord-sydgående forkastningszoner, og folde-mønsteret aftegner sig i havbunden uden for kysten, vor de hårdeste lag træder frem.




99. HASLE

Lave kystprofiler med jurassiske sandsten. Ler med kullag.

99. HASLE

Umiddelbart syd for Hasle ses lave kystklinter bestående af sandsten fra Jura-tiden. Videre sydover mødes yngre Jura-aflejringer bestående af ler med kulførende horisonter. I Hasle-sandstenen har man i de seneste år fundet talrige forsteninger fra hvirveldyr.






Arbejdets organisering

Udpegningen af interesseområderne er sket i et samarbejde mellem Skov- og Naturstyrelsen og en række af landets førende specialister med et bredt kendskab til landets 7000 kilometer kystlinie og med en bred vifte af arbejdsområder i forbindelse med kystzonen. Skov- og Naturstyrelsen lagde ud med et oplæg om udpegning af interesseområder, og indkaldte på dette grundlag til en workshop den 21. juni 2001. På Workshoppen blev oplægget gennemdrøftet og revideret, idet Danmarks kystlinie systematisk blev gennemgået fra Saltholm over Skagen til Vadehavet og Bornholm. Resultatet af workshoppen blev det her præsenterede forslag til nationale kystgeologiske, -morfologiske og -dynamiske interesseområder.

I workshoppen deltog:

  • Holger Lykke Andersen Geologisk Institut, Århus Universitet
  • Jane Kragh Andersen Miljø- og Energiministeriet, Landsplanafdelingen
  • Jens Otto Andersen Kystdirektoratet
  • Steen Andersen Skov- og Naturstyrelsen, Hav- og Råstofkontoret
  • Dennis Anthony GEUS
  • Merete Binderup GEUS
  • Bo Brix Skov- og Naturstyrelsen, Landskabskontoret
  • Ida Brøker Dansk Hydraulisk Institut
  • Hans F. Burcharth Institut for vand, jord og miljøteknik, Ålborg Universitet,
  • Ditte Christensen Skov- og Naturstyrelsen, Hav- og Råstofkontoret
  • Janne Christensen Skov- og Naturstyrelsen, Landskabskontoret
  • Christian Christiansen Geografisk Institut, Københavns Universitet
  • Lars Clemmensen Geologisk Institut, Københavns Universitet
  • Jørgen Fredsøe ISVA, Danmarks Tekniske Universitet
  • Karen Louise Knudsen Geologisk Institut, Århus Universitet
  • Jørgen Nielsen Geografisk Institut, Københavns Universitet
  • Niels Nielsen Geografisk Institut, Københavns Universitet
  • Niels Schou Amtsrådsforeningen
  • Henrik Suadicani Roskilde Universitetscenter
  • Ditte Svendsen Skov- og Naturstyrelsen, Thy Statsskovdistrikt
  • Carlo Sørensen Kystcentret i Thyborøn

Gunnar Larsen, Fyns Amt, var forhindret i at deltage i mødet, men har senere indsendt skriftlige kommentarer.

Anne Navntoft, Skov- og Naturstyrelsen, og Merete Christiansen, Geografisk Institut, Københavns Universitet, tog referat ved workshoppen. I forlængelse af workshoppen er der desuden indhentet faglige oplysninger om de udpegede lokaliteter blandt workshoppens deltagere.

Som afslutning på projektet er workshoppens resultater blevet samlet i den her foreliggende rapport af Steen Andersen, Skov- og Naturstyrelsen.

Redigeringen og opsætningen er foretaget af Geograf Monica Steenberg.