Skov- og Naturstyrelsen
Miljøministeriet

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Oversigt over statslige interesser i kommuneplanlægningen - 2009

Kapitel 3
Statslige mål og krav

• 01 Byzoner og sommerhusområder
• 02 Forskellige byformål
• 03 Detailhandelsstruktur
• 04 Trafikanlæg
• 05 Tekniske anlæg
• 06 Virksomheder med særlige beliggenhedskrav
• 07 VVM-pligtige anlæg
• 08 Støjbelastede arealer
• 09 Fritidsformål
• 10 Jordbrug
• 11 Skovrejsning
• 12 Lavbundsarealer
• 13 Naturbeskyttelse
• 14 Kulturhistorie
• 15 Landskab
• 16 Geologi
• 17 Vandløb, søer og kystvande
• 18 Kystnærhedszonen
• 19 Landsplandirektiver

I Oversigtens kapitel 3 er de statslige mål for planlægning og de  statslige krav til kommuneplanlægningen opstillet i punktform.  Oversigten indeholder ikke nye statslige mål og krav. Det betyder, at alle de nævnte statslige mål vil kunne findes i eksisterende  planer, programmer, handlingsplaner mv., ligesom kravene vil  kunne findes i eksisterende lovgivning, landsplandirektiver mv.  Kravene sætter tilsammen rammerne for det nye øgede kommunale råderum i planlægningen.

Kapitel 3 er disponeret efter planlovens § 11 a, hvor de emner,  som kommuneplanen skal indeholde retningslinier for, er opstillet i 19 punkter. Kapitel 3 består således af 19 underafsnit – et for  hvert planemne. I det omfang, der i planloven stilles krav om, at  det pågældende emne også skal behandles i kommuneplanens  redegørelsesdel, er kravene til redegørelsen også nævnt under det  pågældende emne.

Disponeringen af kapitel 3 efter planlovens § 11 a er valgt for at  understøtte, at Oversigten kan fungere som et opslagsværk, hvor  læseren hurtigt kan orientere sig om de statslige krav på et udvalgt emne. Disponeringen rummer imidlertid også den svaghed,  at emnerne behandles »fragmenteret«, og man dermed ikke får  beskrevet, hvordan emnerne skal behandles ud fra et helhedssyn  og afvejes i forhold til hinanden – det helt essentielle i planlægningens karakter og styrke. Det betyder, at der vil være gentagelser mellem afsnittene, fx i de tilfælde, hvor det samme hensyn vil  skulle varetages under flere forskellige planemner.

Interesseafvejning og en balanceret tilgang til statens krav er alfa  og omega for at omsætte planlovens formål i praksis. Detaljerede  analyser af sammenhængene mellem forskellige politiker og forpligtelser, også på forskellige forvaltningsniveauer, ligger forud  for en vellykket, afbalanceret fysisk planlægning.

Afsnittenes opbygning

Hvert afsnit under kapitel 3 er opbygget med følgende fem elementer:

• En kort introduktion til emnet, hvori der bl.a. redegøres for kommunernes nye råderum på området.
• Faktabokse med nyttig information hvori konkrete lov- og planlovsbestemmelser kommenteres og uddybes.
• En kortfattet opsamling af eksisterende statslige mål for området. De statslige mål er ofte langsigtede, og kommunerne får en central rolle i arbejdet for at realisere disse.
• De statslige krav til kommuneplanlægningen i punktform. Her refereres også til særlige supplerende bestemmelser i landsplandirektivet for hovedstadsområdet i det omfang, de er relevante for det pågældende emne.
• Uddybende bemærkninger.

Læsevejledning til de enkelte typer af krav

De statslige krav til kommuneplanlægningen kan groft kategoriseres i tre overordnede »typer«:

Den første type – og det er hovedparten – er krav til kommuneplanlægningen, der stilles direkte i lovgivningen. Hertil hører  også krav i statslige handlingsplaner og programmer, fx krav, der  følger af anlægsplaner vedtaget af Folketinget, vandmiljøplaner
o. lign., af aftaler indgået af regeringen, aftale om anlægsinvesteringer på vej- og baneområdet o. lign., direkte af internationale  naturbeskyttelsesforpligtelser mv.

Den anden type krav i Oversigten afspejler, at visse udpegninger  og reservationer, som er foretaget af amterne i regionplanerne  med hjemmel i planloven, ønskes fastholdt, hvis de fortsat er aktuelle og realistiske. Som eksempler kan nævnes regionplanlagte  arealreservationer til infrastrukturelle anlæg som transmissionsledninger, veje, jernbaner, transportcentre mv., en arealreservation for en losseplads, fastholdelse af beskyttelsen af særligt  værdifulde naturtyper, fastholdelse af resultaterne af mange års  amtsligt arbejde med at kortlægge kulturmiljøer o. lign.

Der er en overordnet samfundsmæssig – og ofte også samfundsøkonomisk interesse – i at fastholde disse arealreservationer og  beskyttelsesniveauet. Desuden er der en overordnet interesse i,  at udviklingen på natur- og miljøbeskyttelsesområdet og andre  bevaringsværdier fastholdes og videreudvikles af kommunerne i  kommuneplanlægningen.

Den tredje type krav afspejler generelle planprincipper, som amterne har skullet lægge til grund for deres planlægning, og som  nu videreføres som grundlag for kommuneplanerne. Der er tale  om overordnede planprincipper, som er udviklet gennem mange  års praksis – bl.a. med udgangspunkt i planlovens formålsbestemmelser samt lovbemærkninger – og som staten har lagt til  grund ved behandlingen af amternes regionplanforslag. Principperne har også været meldt ud i de hidtidige udmeldinger om  statslige interesser i regionplanlægningen. Et eksempel på et generelt planprincip er, at der skal være en klar grænse mellem by  og land. Et andet eksempel er, at fornyelse af eksisterende, ældre  erhvervsområder skal overvejes inden udlæg af nye erhvervsområder.

Der er for alle kravene et råderum for, hvordan de efterleves lokalt. Der er fleksibilitet i, hvordan kravene afvejes og udmøntes i  forhold til hinanden i lokalsamfundet.

Opfordring til dialog

Det anbefales, at en kommune, der er i tvivl om, hvorvidt kommunens planlægning er i strid med de statslige krav til kommuneplanlægningen – eller er i tvivl om det kommunale »råderum«  i forhold til kravets formulering – retter henvendelse til miljøcenteret eller pågældende sektormyndighed på et så tidligt tidspunkt  i planprocessen som muligt. Det vil muliggøre en dialog om  lokale løsningsmuligheder, der tager hensyn til lokale ønsker og  overordnede interesser. Målet er at undgå statslige indsigelser.

Kapitel 3.01
Byzoner og sommerhusområder

Kommunernes nye kompetence til at afgrænse arealer til byzone  og til sommerhusområder kan bruges til at ændre på afgrænsningen og til at inddrage andre arealer til byvækst eller til sommerhusområde.

I videnssamfundet spiller byerne en hovedrolle. Det fremgår  af Landsplanredegørelse 2006, at hvis Danmark skal styrke sin  globale position, må vi styrke byer, der kan klare sig i europæisk  sammenhæng. Landsplanredegørelsen illustrerer, at globaliseringen stiller krav om, at der skabes stærkere byregioner – til gavn  for hele landet. Et pejlemærke for den kommende kommuneplanlægning er, at der skal være forskel på land og by. Ingen skal være  i tvivl om, hvor byen slutter, og det åbne land begynder. Den fysiske planlægning skal være helhedsorienteret. Afgrænsningen af  arealer til byvækst og sommerhusområder sker efter en afvejning  af de øvrige interesser, der er i det åbne land. Desuden lægges der  vægt på en hensigtsmæssig udnyttelse af investeringer i infrastruktur, fx trafik- og serviceforsyning.

Landskaberne uden for byerne har stor betydning for byernes  kvalitet, og hvis de planlægges ind mod byen, er de med til at  sætte rammerne for byvæksten. Det er vigtigt, at sommerhusområder bevarer deres særlige præg af sommerhusområde og ikke  udvikler sig i retning af parcelhusområder.

Statslige mål

• At kommuneplanerne bidrager til en udvikling, der kommer hele Danmark til gode og sikrer balance mellem lokale interesser og nationale hensyn.
• At der sker en modernisering af det eksisterende bymønster. Det fremgår af Landsplanredegørelse 2006, at udviklingen af et nyt bymønster bør basere sig på strategiske overvejelser i forhold til en afbalanceret regional udvikling.
• At der er forskel på land og by, og at der skal være en klar grænse mellem by og land.
• At undgå spredt bebyggelse i det åbne land. Mulighederne for byggeri ved landsbyer i landzone skal understøtte ønsker om at udvikle landdistriktet.
• At der fortsat satses på byomdannelse, som er med til at revitalisere den eksisterende by, og som kan reducere behovet for at tage nyt land ind.
• At udlæg af nye erhvervsarealer ved motorvejene begrænses, og at sådanne arealer reserveres til transporttunge virksomheder.
• At kommunernes planlægning og investeringer i infrastruktur spiller sammen.
• At det funktionelt sammenhængende bybånd fra Randers til Kolding ikke må udvikle sig til et fysisk sammenhængende bybånd. Det er en national interesse, at der fortsat er åbne og sammenhængende landskaber mellem byerne inden for det østjyske bybånd, og at der sker en samlet planlægning for by vækst og beskyttelse af landskabelige værdier og andre over ordnede interesser.
• At befolkningens adgang til friluftsområder fremmes – i byerne og i de bynære områder herunder i bynær skov.
• At eksisterende større sommerhusområder forbedres af hensyn til både turismen og friluftslivet.
• At fremtidens byvækst og trafikskabende funktioner placeres, så der er gode muligheder for at benytte kollektiv trafik, at cykle eller at gå.

Krav til den kommunale planlægning

• Kommuneplanen skal beskrive de overordnede mål for udviklingen i kommunen. Planlovens § 11 stk. 2, nr. 1.
• Kommuneplanen skal omfatte en periode på 12 år, hvilket bl.a. betyder, at rummeligheden i de konkrete arealudlæg ikke må overstige det forventede arealforbrug inden for denne tidshorisont. Planlovens § 11, stk. 1.
• Kommuneplanen skal indeholde retningslinjer for udlægning af arealer til byzoner og sommerhusområder. De afgrænsede områder skal vises på kort. Planlovens § 11, stk. 1 nr. 3.
• Mulighederne for byggeri ved landsbyer i landzone skal angives ved at afgrænse landsbyerne på kort og fastsætte bestemmelser for byggeri mv. i kommuneplanens rammer for lokalplanlægning. Planlovens § 11 b stk. 1.
• Der skal være klare grænser for byerne, så der sikres forskel mellem by og land, og ny, spredt bebyggelse i det åbne land undgås. Kommuneplanens rækkefølgebestemmelser skal sikre, at byvæksten sker inde fra eksisterende by og udad. Planlovens § 1 og landsplanredegørelsen.
• Afgrænsningen af områderne skal ske ud fra en helhedsvurdering, der på den ene side tager hensyn til en hensigtsmæssig byudvikling, fordelingen af byvæksten mellem kommunens byer samt ønsket om nye sommerhusområder, og på den anden side tager hensyn til de overordnede interesser i det åbne land, herunder kvalitet i landskabet, vandindvindings- og råstofinteresserne samt produktions- og strukturforhold mv. i jordbrugserhvervet. Planlovens § 1, stk. 2.
• Arealudlæg til nye byområder skal fastsættes ud fra overvejelser om det samlede arealforbrug i planperioden til byformål og byvækstens fordeling mellem kommunens byer. Planlovens § 11, stk. 1 og bemærkningerne til § 11 a, stk. 1 nr. 1.
• Vurderingen af arealudlæg til byvækst skal svare til størrelsen af den forventede byudvikling i kommunen i den kommende planperiode på 12 år. Behovet for arealer til byvækst skal ses i lyset af, at nybyggeriet mange steder foregår på arealer, der allerede er inddraget til byvækst og ved omdannelse af eksisterende byarealer fx tidligere industri og havnearealer. Planlovens § 11 og § 11 b.
• Der skal lægges vægt på en hensigtsmæssig udnyttelse af investeringer i fx trafik- og serviceforsyning. Planlovens § 1 og bemærkningerne til § 11 a, stk. 1 nr. 1.
• Kommunen skal vurdere behovet for at tilbageføre arealer til landzone. Hvis der er behov for at reducere en stor rummelighed, skal arealer, der er vanskelige at forsyne med kollektiv trafik,  revurderes med henblik på, om de bør udtages af rammerne for  byvækst. Planlovens § 1 og bemærkningerne til § 11 a, stk. 1 nr. 1.
• Al byvækst – både erhvervs- og boligbyggeri - skal placeres i byzone i eksisterende byer eller i direkte tilknytning til eksisterende byer eller bysamfund. Kommuneplanens retningslinjer for det åbne land bl.a. for landzoneadministrationen skal sikre dette. Planlovens § 1 og bemærkningerne til § 11 a, stk. 1 nr. 1.
• Udlæg af arealer til byzone og sommerhusområde skal tage hensyn til de arealer, der er udlagt til støjende aktiviteter som fx lufthavne, infrastrukturanlæg, skydebaner, motorbaner mv. og herunder planlagte udvidelser af de støjende aktiviteter eller planlagte udvidelser af områderne til støjende aktiviteter. Planlovens § 11 a, stk. 1 nr. 8.
• Udlæg af nye erhvervsarealer langs motorvejene skal begrænses og primært reserveres til transporttunge virksomheder. For at indsamle viden, der kan bidrage til at nuancere billedet af nationale og lokale transportinteresser i den konkrete prioritering af arealanvendelsen, vil Miljøministeriet sammen med Transport- og Energiministeriet og Økonomi- og Erhvervsministeriet igangsætte en dialog med repræsentanter for kommuner og private aktører med henblik på at skabe et overblik over godstransportens nuværende struktur og de væsentligste udfordringer fremover. Landsplanredegørelse 2006.
• Udviklingen af et nyt bymønster skal basere sig på strategiske overvejelser i forhold til en afbalanceret regional udvikling, fremtidige samarbejdsmuligheder og netværksdannelse mellem byer, herunder spørgsmålet om, hvordan yderområderne knyttes til den øvrige region. Det kan ske ved at definere de enkelte byers roller og beskrive udviklingsstrategier. Landsplanredegørelse 2006.
• Udviklingen af byerne skal koordineres med visionerne i den regionale udviklingsplan. Planlovens § 11, stk. 4.
• Eventuelle retningslinier for udlæg af arealer til jordbrugsparceller skal være i overensstemmelse med Cirkulære om varetagelse af de jordbrugsmæssige interesser under region-, kommune og lokalplanlægning mv. Fødevareministeriets Cirkulære nr. 35 af 03/06/200.

Byzone og sommerhusområder i kystnærhedszonen

• Planlægning for byvækst – og anlæg i øvrigt – skal følge principperne for planlægningen i kystnærhedszonen så landets kystområder søges friholdt for bebyggelse, som ikke er afhængig af kystnærhed. Planlovens § 5 a, stk. 1.
• Det skal fremgå, at kommunalbestyrelsen har vurderet de fremtidige bebyggelsesforhold, herunder bygningshøjder i kystnære dele af byzonen. Planlovens § 11 f, stk.4.
• Uudnyttede arealreservationer til byvækst – herunder til ferie- og fritidsanlæg, til erhvervsformål og til tekniske anlæg – der ligger i kystnærhedszonen, skal revurderes, og uaktuelle reservationer skal ophæves. Planlovens § 11 f stk. 2.
• Nye sommerhusområder må ikke udlægges i kystnærhedszonen og de eksisterende sommerhusområder skal fastholdes til ferieformål, planlovens § 5 b, stk. 1 nr. 3. Det skal dog bemærkes,  at der i planloven er åbnet mulighed for udlæg af op til 8.000 nye  sommerhusgrunde inden for kystnærhedszonen ved landsplandirektiver. Heraf er der i juni 2005 blevet udlagt ca. 5.000 nye sommerhusgrunde. Planloven § 5 b, stk. 2.
• Hvor det undtagelsesvis bliver muligt at udlægge areal til boligformål i kystnærhedszonen i forbindelse med overførelse af arealer fra landzone til byzone, skal det i kommuneplanens rammer for lokalplanlægning sikres, at arealet udlægges til helårsbeboelse, så der ikke sker en omgåelse af forbuddet mod nye sommerhusområder i kystnærhedszonen. Planlovens § 5 b, stk. 1 nr. 3.
• Kommunalbestyrelsen skal vurdere mulighederne for at forbedre større sammenhængende sommerhusområder af hensyn til turismen og friluftslivet. Det handler blandt andet om at give områderne et kvalitetsløft i form af fællesanlæg, grønne stier, naturgenopretning, cykelruter og rekreative tilbud. Planlovens § 11 f, stk. 3.

Specielt for hovedstadsområdet

Hovedstadsområdet omfatter region Hovedstaden, excl. Bornholm, samt Greve, Køge, Lejre, Roskilde, Solrød og Stevns  kommuner. Landsplandirektivet for hovedstadsområdets planlægning »Fingerplan 2007« indeholder særlige regler for udlæg af  arealer til byzone og sommerhusområde.

• I hovedstadsområdet kan der ikke udlægges nye sommerhusområder. Eksisterende sommerhusområder skal fastholdes som rekreative områder til ferieformål.

Midlertidige krav indtil bindende sektorplan er udarbejdet

• Regionplanernes retningsliner for anvendelsen og beskyttelsen af vandressourcerne og for kvaliteten af vandløb, søer og kystvande skal overholdes, som var de udstedt som landsplandirektiv efter planlovens § 3, indtil de falder bort ved ikrafttræden af en vandplan efter lov om miljømål mv., hvilket forventes at ske i 2009. Lov om ændring af lov om planlægning § 3, stk. 5.
• Regionplanernes retningslinier for anvendelse af sten, grus og andre naturforekomster i jorden skal respekteres, som var de udstedt som landsplandirektiv efter planlovens § 3, indtil de falder bort ved ikrafttræden af en råstofplan efter råstofloven, hvilket forventes at ske i 2008. Lov om ændring af lov om planlægning § 3, stk. 6.

Redegørelse for planens forudsætninger

• Kommuneplanens redegørelse for planens forudsætninger skal redegøre for kommuneplanens sammenhæng til den statslige trafikplan og til trafikselskabernes trafikplan for offentlig service. Muligheden for at betjene de fremtidige byområder og sommerhusområder med kollektiv trafik skal også fremgå af redegørelsen. Planlovens § 11 e, stk. 1 nr. 9.
• Endvidere skal den redegøre for beskyttede områder efter anden lovgivning og eventuelle arealreservationer efter sektorlove eller projekterings- og anlægslove. Planlovens § 11 e, stk. 1 nr. 3.

Uddybende bemærkninger

Landsplandirektiver under udarbejdelse

Miljøministeriet har nedsat fire arbejdsgrupper med henblik på at  udarbejde landsplandirektiver for ændret anvendelse af Forsvarets frigjorte ejendomme. Det drejer sig om:
• Genanvendelse af Sjælsmark Kaserne i Hørsholm Kommune
• Genanvendelse af Kommmandantskabets bygninger i Søllerød Kommune
• Genanvendelse af Auderød Kaserne i Frederiksværk Kommune
• Genanvendelse af Flyvestation Værløse i Værløse Kommune

Bymønster og rummelighed ud over 12 år

Nogle kommuner har udtrykt ønske om at kunne planlægge og  vedtage strategier for en længere tidsperiode end de 12 år, som  loven åbner mulighed for. Kommuneplanens hovedstruktur kan  indeholde overvejelser om byvækst, der rækker ud over planperioden på 12 år. Overvejelserne kan fx fremgå af en perspektivdel,  der også kan fremgå af kommuneplanens kortbilag. Kommuneplanens rammedel skal indeholde bestemmelser om rækkefølgen  for bebyggelse og ændret anvendelse, der sikrer at byvæksten  sker inde fra den eksisterende by og udad, og at arealerne i hovedstrukturens perspektivdel ikke inddrages til byformål i planperioden.

Der er flere steder behov for en revurdering af kommuneplanens  rummelighed til boliger, erhverv mv. ved de forskellige byer på  baggrund af et revideret bymønster og en ny fordeling af byernes  roller i den nye kommune. Denne vurdering kan danne baggrund  for en beslutning om at tilbageføre arealer fra byzone til landzone.

Opfølgning på landsplanredegørelse 2006

På Sjælland vil Miljøministeriet sammen med Transport- og Energiministeriet invitere til en dialog mellem de sjællandske kommuner, det sjællandske trafikselskab, regionen og staten om den  fremtidige byudvikling på Sjælland uden for hovedstadsområdet.

I Østjylland vil Miljøministeriet sammen med Transport- og Energiministeriet invitere til en dialog mellem de berørte kommuner  (kommunerne fra Randers til Kolding), regionsråd og staten om  den fremtidige udvikling af det østjyske bybånd. Dialogen skal  dreje sig om, hvordan der kan sikres en koordineret og hensigtsmæssig arealregulering af det østjyske bybånd i lyset af behovet  for at skabe nye rammer for udviklingen.

I det centrale Jylland og Fyn vil Miljøministeriet igangsætte et  udviklingsarbejde med at udvikle et nyt bymønster i samarbejde  med kommuner og regioner, så det i højere grad afspejler byernes  særkender og rollefordeling i et bynetværk end det nuværende  hierakiske bymønster. Arbejdet vil blandt andet sigte på at give  inspiration til de regionale udviklingsplaner.

I yderområderne vil Miljøministeriet igangsætte et dialogprojekt om, hvordan et yderområde kan inddrage sine naturgivne  kvaliteter og karakteristiske landskaber aktivt i en udviklingsstrategi, uden at der samtidig sker en forringelse af disse. Centrale  elementer kan være en kortlægning af kommunens eksisterende  natur-, kultur og landskabsforhold og mulighederne for at bruge  disse elementer i den lokale udvikling.

Miljøministeriet igangsætter et projekt, der skal belyse landsbyernes rolle i de nye kommuner og analysere barrierer for landsbyernes udvikling samt diskutere strategier for udvikling baseret på  de særlige kvaliteter, de enkelte landsbyer rummer.

Opfølgning på »Fingerplan 2007«

Med fingerplan 2007 inviterer Miljøministeriet kommunerne til at  indgå i en dialog om den fremtidige planlægning i hovedstadsområdet.

Sikring af natur og landskabsværdier

Kommunerne opfordres til at sikre, at befolkningen fortsat kan  have god adgang til åbent land og rekreative friluftsoplevelser  tæt på deres bopæl. Det kan ske ved at sikre, at natur- og landskabsværdier i de bynære områder ikke bebygges eller på anden  måde ændres.

Sikring af kulturhistoriske værdier

Kommunerne opfordres til at sikre, at nyudlæg af arealer til  bebyggelse sker under hensyntagen til udpegede kulturmiljøers  særlige karakter, og på en sådan måde at kirker og kirkeomgivelser, fortidsminder og fredede bygningsanlæg fortsat kan fremstå  som markante kendingsmærker i landskabet. I den forbindelse  kan der udpeges stilleområder i forbindelse med støjkortlægningen.

Arealer ved motorveje

Udlæg af byzonearealer til erhvervsområder langs motorveje eller  langs andre overordnede veje i det åbne land løsrevet fra de eksisterende byer er ikke i overensstemmelse med ønsket om en klar  grænse mellem by og land.

Vurdering af trafikale konsekvenser

Ved inddragelse af arealer til byvækst skal der redegøres for  ændringer i transportefterspørgslen og for de trafikale forhold,  herunder om der vil være behov for ændringer i den eksisterende  trafikstruktur og i fordelingen mellem de forskellige transportmidler

Forbedring af sommerhusområder

Både i de eksisterende og i de nye sommerhusområder er der behov for at sætte fokus på udviklingen af kvaliteten både planlægningsmæssigt, arkitektonisk og i forhold til den omgivende natur.  Akademisk Arkitektforening og Fonden Realdania udskrev en  åben idékonkurrence i forlængelse af landsplandirektivet for udvidelse af eksisterende sommerhusområder i kystnærhedszonen  fra juni 2005. Konkurrencen kan bidrage med forslag til, hvordan  den kommende planlægning kan gribes an under hensyntagen til  natur og landskab. Forslagene kan ses på Akademisk Arkitektforenings hjemmeside.

Jordbrugsparceller

Cirkulære nr. 35 af 03/06/2005 om varetagelse af de jordbrugsmæssige interesser under region-, kommune og lokalplanlægning  mv. indeholder følgende om jordbrugsparceller:  » § 7 For arealer, der udlægges til etablering af jordbrugsparceller, som agtes anvendt til opførelse af beboelsesbygninger kombineret med hobbyprægede, jordbrugsmæssige formål, gælder  følgende:

1) Udlæg til jordbrugsparceller skal respektere regionplanlægningen.
2) Udlæg til jordbrugsparceller skal ske på baggrund af en landzonelokalplan, hvorefter det samlede arealforbrug ikke må overstige 1 ha pr. bolig.
3) Jordbrugsparceller skal udlægges i umiddelbar tilknytning til  eksisterende mindre bebyggelser, dvs. landsbyer med mindre end  1500 indbyggere. Det skal tilstræbes, at udbygningen tilgodeser  principperne om sammenhængende bebyggelse.
4) Ved landsdelscentre må der ikke udlægges jordbrugsparceller  inden for en afstand af 10 km fra byzonegrænsen.
5) Ved egnscentre med mere end 15.000 indbyggere må der ikke  udlægges jordbrugsparceller inden for en afstand af 5 km fra byzonegrænsen.
6) Der må ikke udlægges jordbrugsparceller i størstedelen af hovedstadsområdet.

Naturbeskyttelseslovens beskyttelseslinjer

Efter naturbeskyttelsesloven er søer, åer, skove, fortidsminder og  kirker beskyttet ved bygge- og beskyttelseslinjer.

Kommunernes planlægning har altid taget hensyn til beskyttelseslinjerne, der ikke er nye. Med kommunalreformen overtager  kommunerne ansvaret for administrationen, dvs. dispensation og  håndhævelse af disse beskyttelseslinjer.

Det er lovens hovedprincip, at fravigelse sker ved konkret dispensation. Fravigelse kan også ske ved, at linjen ophæves for et  område. Det sidste er Skov- og Naturstyrelsens kompetence og  sker efter kommunens ansøgning i forbindelse med lokalplanlægning. Skov- og Naturstyrelsen ophæver linjen for et område,  hvor et planlagt byggeri har et omfang, hvor det vil medføre en  administrativ lettelse at linjen ophæves, f.eks. hvor der er tale  om lokalplaner med et større antal successive byggemuligheder.  Det er naturligvis en forudsætning, at styrelsen vurderer, at en  ophævelse er acceptabel i forhold til beskyttelseshensynene efter  naturbeskyttelsesloven.

I det åbne land vil ophævelse kun sjældent komme på tale, men  ved kontinuerlig byudvikling og i byzone og sommerhusområde,  vil behovet kunne veje tungere og de landskabelige forhold i  nogle tilfælde muliggøre det.

I forbindelse med kommuneplanlægningen, herunder ved udlæg  af nye arealer til byzone eller sommerhusområde skal der tages  højde for disse særligt beskyttede landskabselementer, og de beskyttede arealer bør kun inddrages undtagelsesvist.

Kapitel 3.02
Forskellige byformål

Kommunerne har indtil kommunalreformen som hovedregel haft  ansvaret for planlægningen inden for byzonen, mens amterne  har haft begrænset kompetence til at planlægge for arealanvedelsen i byzone. De har fx planlagt for større offentlige institutioner,  større trafikanlæg og andre større tekniske anlæg. Kommunerne  får nu den fulde planlægningskompetence i byzone.

Bypolitik er for alvor kommet i fokus i mange kommuner. Et  effektivt og spændende bymiljø har stor betydning for de erhvervsmæssige potentialer og mulighederne for at tiltrække den  kvalificerede arbejdskraft.

Planlægningen af arealanvendelsen i byerne skaber og bevarer  kvaliteten i vores byområder. En hensigtsmæssig placering af  forskellige funktioner er med til at sikre funktionelle byer.I dag  sætter bypolitikken fokus på forbedringer af ældre byområder og  byernes fysiske og arkitektoniske rum. Væksten i videnserhvervene og serviceserhvervene giver gode muligheder for byomdannelse og for at blande byfunktioner i samme bykvarterer.

Statslige mål

• At kommunerne gennem deres planlægning etablerer bæredygtige bystrukturer i relation til detailhandel, trafik, erhvervs- og boliglokalisering.
• At planlægningen skaber og bevarer levende og varierede bymidter med blandet arealanvendelse til boliger, erhverv, handel, service mv.
• At der fortsat satses på byomdannelse, herunder anvendelse af de nye muligheder for at udlægge byomdannelsesområder og omdanne tidligere erhvervs- og havneområder til blandede byområder med boliger, erhverv, institutioner, centerfunktioner og rekreative arealer. Målet er, at en væsentlig del af nybyggeriet sker på tidligere byarealer, og at behovet for at inddrage nye arealer i byzonen reduceres.
• At sikre de eksisterende erhverv i byzone gode udviklingsmuligheder.
• At byudviklingen og byomdannelsen sker i respekt for byernes strukturer, dimensioner, udpegede kulturmiljøer og bevaringsværdige bygninger og anlæg som en vigtig del af vor kulturarv og lokale identitet.
• At byomdannelsen tager udgangspunkt i områdernes strukturelle træk og skalaforhold og tilstræber genbrug og videreudvikling af områdernes kvaliteter og særpræg. Målet er at sikre byomdannelsen som en kvalitativ proces med henblik på at skabe funktionelle og visuelle helheder.
• At store kontorarbejdspladser, uddannelsesinstitutioner og andre rejsemål, som tiltrækker arbejdskraft og besøgende fra et stort opland, skal lokaliseres, så det er let at komme dertil med kollektiv transport.
• At der skabes rammer for en planlægning, hvor fremtidens erhvervs- og boligområder ikke fastlåses i en struktur, hvor bilen er eneste transportmulighed.
• At befolkningens rekreative muligheder og adgang til friluftsområder, stilleområder m.m. - både i byerne, i de bynære områder og i det åbne land fremmes.
• At anvendelsen af byarealer, der er nabo til overordnede veje anlagt i åbent land, typisk motor- og motortrafikveje, planlægges og udformes under hensyn til byens samspil med vejanlægget herunder visuelle forhold. Målet er at sikre kvalitet i byens fremtidige facade mod vejanlægget.
• At nye byområder og boligområder skal placeres, så der skabes kundegrundlag for god kollektiv trafik.

Krav til den kommunale planlægning

• Kommuneplanen skal indeholde retningslinjer for beliggenheden af områder til forskellige byformål, fx boligformål, erhvervsformål, beliggenheden af offentlige institutioner, serviceformål, byomdannelsesområder mv. Planlovens § 11 a, stk. 1, nr. 2
• Kommunalbestyrelsen skal vurdere mulighederne for at inddrage tidligere erhvervs- og havnearealer mv. til boligformål, institutionsformål, centerformål, rekreative formål eller erhvervsformål, der er forenelige med anvendelsen til boligformål. Planlovens § 11 a, stk. 1, nr. 2.
• Kommunerne skal inden udlæg af nye erhvervsområder overveje en fornyelse af eksisterende, ældre erhvervsområder, så de fortsat kan udnyttes til erhverv, og ekstensivt udnyttede erhvervsarealer bør søges udnyttet bedre. Behovet for erhvervsarealer skal desuden ses i lyset af, at mange nye erhvervsvirksomheder efterhånden kan integreres med andre byfunktioner og ikke behøver at ligge i deciderede erhvervsområder.
• Ved lokalisering af virksomheder med stort behov for godstransport skal der ud over hensigtsmæssig vejbetjening tages hensyn til den eksisterende og planlagte jernbaneinfrastruktur, herunder muligheden for anlæg af direkte sporforbindelse. Kommuneplanens rammedel skal reservere disse arealer til særligt transportkrævende virksomheder.
• Arealudlæg med god vejadgang ved motorveje og andre overordnede vejanlæg, hvor kollektiv trafikbetjening ikke er mulig eller hensigtsmæssig, skal i kommuneplanens rammedel forbeholdes aktiviteter, der er afhængige af store og tunge transporter.
• Der skal planlægges for en kommunal udvikling, hvor de mest persontrafikskabende trafikmål, kommunale og tværkommunale servicefunktioner, detailhandel, arbejdskraftintensive erhverv og den tætteste bebyggelse placeres, hvor der er god betjening med kollektiv trafik, eller hvor det er muligt at etablere god betjening med kollektiv trafik. Landsplanredegørelse 2006.
• Etablering af nye byområder eller byomdannelse skal overvejes i sammenhæng med mulighederne for at sikre adgang til kollektiv trafik. Planlovens § 11 e, stk. 1 nr. 9.
• Kommuneplanerne skal i forbindelse med udlæg af nye og ved ændret anvendelse af eksisterende by- og erhvervsarealer redegøre for ændringer i transportefterspørgslen og for de trafikale konsekvenser for den kommunale og statslige infrastruktur, så det kan vurderes, om den forudsatte fremtidige infrastruktur er tilstrækkelig. Planlovens § 11 e, stk. 1 nr. 9.
• Kommuneplanens retningslinier for nye byudviklingsområder skal ledsages af retningslinier for beliggenheden af trafikanlæg, så der også er planlagt for den fremtidige vejbetjening via det fremtidige lokale vejnet og dets forbindelser til det overordnede vejnet. Planlovens § 11 a, stk. 1, nr. 2 og 4.
• Der må ikke etableres luftfartshindringer, fx bygninger, master eller bevoksning over 25 meter inden for en indflyvningsplan for en flyveplads, medmindre Statens Luftfartsvæsen har accepteret det
• Kommuneplanen skal indarbejde de overordnede hensyn, der fremgår af forsvarsforliget om strukturtilpasning af forsvaret, jf uddybende bemærkninger

Planlægning i kystnærhedszonen

• Hvor det undtagelsesvis bliver muligt at udlægge areal til boligformål i kystnærhedszonen i forbindelse med overførelse af arealer fra landzone til byzone, skal det i kommuneplanens rammer for lokalplanlægning sikres, at arealet udlægges til helårsbeboelse, så der ikke sker en omgåelse af forbuddet mod nye sommerhusområder i kystnærhedszonen. Planlovens § 5 b, stk.1 nr. 3.

Specielt for hovedstadsområdet

Hovedstadsområdet omfatter region Hovedstaden, ekskl. Bornholm, samt Greve, Køge, Lejre, Roskilde, Solrød og Stevns kommuner.

• Landsplandirektivet for hovedstadsområdets planlægning - »Fingerplan 2007« - indeholder særlige regler for beliggenheden af områder til forskellige byformål.

Redegørelse for planens forudsætninger

• Kommuneplanens redegørelse for planens forudsætninger skal beskrive kommuneplanens sammenhæng til den statslige trafikplan og trafikselskabernes trafikplan for offentlig service. Muligheden for at betjene fremtidige byområder og sommerhusområder med kollektiv trafik skal fremgå af redegørelsen. Planlovens § 11 e, stk 1, nr 9.

Uddybende bemærkninger

Opfølgning på Landsplanredegørelse 2006

I Regeringens Landsplanredegørelse 2006 er sammenhængen  mellem den fysiske planlægning og infrastrukturplanlægning påpeget. Landsplanredegørelsen fremhæver således at:

• Fysisk planlægning og investeringer i infrastrukturen skal spille  tæt sammen (side 5 i Landsplanredegørelsen).
• Den fysiske planlægnings opgave er at søge at placere rejsemålene, så det samlede transportbehov reduceres, og det bliver muligt at benytte miljøvenlige transportformer (side 43).
• Et aktivt samspil mellem fysisk planlægning og trafikinfrastrukturen er afgørende for at mindske trængslen og den øgede ’ miljøbelastning, som følge af stigende trafik (side 49).

En af fremtidens udfordringer ligger i at vurdere konsekvenserne  af stigende trængsel på vejene (Regeringens Trafikredegørelse 2004 s. 7). Konkret vil det være relevant for bl.a. kommuneplanernes arealanvendelse at kunne vurdere de trafikale og transportmæssige konsekvenser for både lokale og overordnede vejstrækninger.  Kommuneplanlægningen spiller en væsentlig rolle for at sikre  fremkommelighed og tilgængelighed. Det er derfor vigtigt, hvilke  rammer den fysiske planlægning sætter for den generelle lokaliseringspolitik (Regeringens Trafikredegørelse 2004 s. 45).  Miljøministeriet, Transport- og Energiministeriet og Københavns  Kommune vil nedsætte en arbejdsgruppe, som skal belyse mulig  langsigtet byudvikling og trafikal betjening af den indre del af  storbyområdet.

Miljøministeriet og Transport- og Energiministeriet vil i samarbejde med de berørte kommuner og regioner undersøge udviklingspotentialer i de fire stationsbyer mellem Roskilde, Holbæk  og Ringsted og vurdere mulighederne for at forlænge Roskildefingeren på længere sigt.

Desuden vil Miljøministeriet iværksætte et analysearbejde, der  skal belyse barrierer for omsætningen af regionplanens byggemuligheder til kommune- og lokalplanlagte byggemuligheder og  faktisk nybyggeri.

Erhvervslokalisering

Det kan anbefales, at kommunerne revurderer den hidtidige  strategi for erhvervslokalisering med henblik på i højere grad at  planlægge for at integrere virksomheder, der ikke medfører gener  for omgivelserne, med andre byfunktioner.

»Håndbog om Miljø og Planlægning – boliger og erhverv i byerne« fra  november 2004 indeholder gode råd om, hvordan den fysiske  planlægning og miljøadministration kan indgå i et samspil og  være med til at sikre et godt bymiljø.

Sommerhuse i byzone

Der har i mange år været en tendens til, at helårshuse i attraktive  byer ved kysterne bliver brugt som sommerhuse. Miljøministeriet  vil undersøge, om der er andre måder end de nuværende administrative rammer for at håndtere de ofte flydende grænser mellem  helårsbeboelse og sommerhusbeboelse i eksisterende byzone.

Sommerhuse og hoteller

I Danmark er hovedparten af hotellerne lokaliseret i byerne eller i  byzoneenklaver i det åbne land. En række af især ældre hoteller  og feriecentre har igennem de senere år været presset økonomisk  på grund af ændret efterspørgsel og en øget konkurrence. Der er  flere steder ønsker fra ejere eller investorer om at omdanne disse  hoteller til individuelt ejede ferieboliger og herigennem skaffe kapital til en modernisering af bygningerne og deres faciliteter.

Det er op til de lokale myndigheder at beslutte den lokale politik  på dette område. Det betyder, at der fortsat vil være mulighed  for en forskellig politik landet over. Det skal understreges, at der  efter en eventuel nedlæggelse af hotelfunktionen ikke senere kan  forventes mulighed for udlæg af et nyt kystnært hotel eller feriecenter som erstatning for det nedlagte hotel. Det kan være hensigtsmæssigt, at der i lokalplanen stilles krav til kvaliteten af de  omdannede feriecentre, så centrene med en modernisering kan  klare sig bedre i konkurrencen om fremtidens turister.

Omdannelse af hoteller og ferielejligheder til individuelle boliger  er ikke på tilsvarende vis mulig i landzone i kystnærhedszonen.  Der vil her være tale om en omgåelse af bestemmelserne om forbud mod nye sommerhusområder i kystnærhedszonen. Der er  behov for at undersøge andre muligheder for modernisering eller  omdannelse af denne type hoteller i landzone.

Støjdirektivet og stilleområder

Støjdirektivet beskriver muligheden for, at der i forbindelse med  støjkortlægningen også kortlægges »stilleområder« henholdsvis  i byer og i det åbne land. Når stilleområder er kortlagt, ligger der  i direktivet en forpligtelse til at følge indsatsen op med en handlingsplan.

Miljøstyrelsen lægger i den kommende vejledning om støjkortlægning og handlingsplaner for stilleområder op til, at det skal  være så enkelt som muligt for kommunerne at udpege stilleområder. Der er ikke regler, begrænsninger eller bestemmelser for stilleområder i det åbne land. I henhold til EU-støjdirektivet skal der  anføres en støjgrænse for stilleområder i større samlede byområder, og her har Miljøstyrelsen foreslået en høj grænseværdi på 55  dB for hermed at sikre, at alle relevante områder kan udpeges.

Kortlagte stilleområder bør fremgå af kommuneplanens redegørelse for planens forudsætninger.

Forsvarets ejendomme

Opfyldelse af forsvarets behov, er et overordnet hensyn i arealplanlægningen.

Ved nedlæggelse af kaserner og øvelsespladser kan ejendomme  blive frigjort til afhændelse, hvorfor der er behov for, at den kommunale planlægning muliggør ændret anvendelse af eksisterende  bygninger og anlæg til erhvervs/boligformål, så de samfundsmæssige investeringer nyttiggøres. Der kan ligeledes være behov  for, at byggeprojekter på forsvarets nuværende etablissementer  muliggøres som led i organisationsændringer i forsvaret, f.eks. i  forbindelse med forsvarsforlig.

I forbindelse med den aktuelle strukturtilpasning af forsvaret i  overensstemmelse med forsvarsforliget har Forsvarsministeriet  den 20. januar 2005 meddelt amterne, hvilke ændringer der vil  blive gennemført i forligsperioden. Det er meddelt amterne, hvor  der vil blive gennemført større byggeprojekter eller ændringer og  ligeledes, hvor der ikke vil ske større ændringer af forsvarets aktiviteter. Forsvarsministeriet forventer at udsende et tilsvarende  brev til kommunerne som grundlag for deres planlægning efter  2007.

Kapitel 3.03
Detailhandelsstruktur

Kommunerne fik med ændringen af planloven i 2002 et øget  råderum i forhold til planlægningen for detailhandelen i kommunen. Kommunalreformen har fastholdt dette råderum, idet amternes kompetence til at planlægge for større butikker og større  bydelscentre er overført til miljøministeren.

Kommunerne kan selv ændre afgrænsningen af bymidten og  bestemme hvor stort et butiksareal bymidten kan rumme. Kommunerne kan også selv udlægge mindre arealer til butikker i en  bydel. Det er også kommunerne der bestemmer, hvor der kan  være arealer til særligt pladskrævende varegrupper. Detailhandelen er en vigtig del af bylivet og byernes tiltrækningskraft. Samtidig udgør detailhandelen en væsentlig del af byernes erhvervsliv  og arbejdspladser.

Statslige mål

• At forbedre mulighederne for en decentral detailhandelsstruktur, der stimulerer til investeringer og fornyelser i detailhandlen også i mindre bysamfund, stationsbyer og mellemstore byer. Det forudsætter en definering af byernes rolle i det kommunale og det regionale bymønster.
• At de eksisterende bymidter styrkes som levende og varierede handelscentre. Der skal være et varieret butiksudbud i både mindre og mellemstore byer og i de enkelte bydele i de større byer.
• At detailhandelsplanlægningen fremmer byomdannelse frem for inddragelse af nye byarealer.
• At transportafstande til butikker begrænses, så afhængighed af bil ved indkøb mindskes.
• At arealer til butiksformål skal have god tilgængelighed for alle trafikarter, herunder især den gående, cyklende og kollektive trafik.

Krav til den kommunale planlægning

• Kommunernes planlægning må ikke være i strid med miljøministerens regler efter planlovens § 5 e.
• Kommuneplanen skal indeholde retningslinjer for den kommunale detailhandelsstruktur, herunder afgrænsningen af den centrale del af en by eller bydel og eventuelle aflastningsområder, samt fastsættelse af det maksimale bruttoetageareal til butiksformål og maksimale bruttoetagearealer for de enkelte butikker i de enkelte områder, jf. §§ 5 c-5 e. De afgrænsede områder skal vises på kort. Planlovens § 11 a nr. 3.
• Planlægningen skal fremme et varieret butiksudbud i de mindre og mellemstore byer samt i de enkelte bydele i de større byer. Planlovens § 5 c, stk.1 nr. 1.
• Planlægningen skal sikre, at arealer til butiksformål udlægges, hvor der er god tilgængelighed for alle trafikarter, herunder især gående, cyklende og kollektive trafik. Planlovens § 5 c, stk.1 nr. 2.
• Planlægningen skal fremme en samfundsmæssig bæredygtig detailhandelsstruktur, hvor transportafstandene i forbindelse  med indkøb er begrænsede. Planlovens § 5 c, stk.1 nr. 3.
• Arealer til butiksformål skal udlægges i den centrale del af en by eller en bydel - bymidten eller et bydelscenter. Planlovens § 5 d, stk.1.
• Kommuneplanen skal indeholde rammer for indholdet af lokalplaner, der for hvert afgrænset område angiver det maksimale bruttoetageareal for nybyggeri og omdannelse af eksisterende bebyggelse til butiksformål og det maksimale bruttoetageareal for de enkelte butikker. Planlovens §11 b, stk. 1 nr. 6.

Redegørelse for planens forudsætninger

• Redegørelsen for kommuneplanen skal indeholde oplysninger og vurderinger i overensstemmelse med planlovens § 11 e, stk. 4.

Uddybende bemærkninger

Nye store butiksområder påvirker ofte over kommunegrænserne,  og kan have stor indflydelse på detailhandelen i nabokommunerne. Kommunerne opfordres derfor til - i samarbejde med nabokommunerne - at fastsætte rammer for udviklingen i de enkelte  byer, der skaber balance mellem udviklingsmuligheder og de  fastsatte mål for udviklingen.

Regeringens Udvalg for Planlægning og Detailhandel afsluttede  sit arbejde den 7. juni 2006. Udstedelsen af eventuelle statslige  regler om detailhandel afventer en ændring af planlovens regler  herom på baggrund af udvalgets betænkning. Et udkast til lovforslag har været sendt til høring i perioden 8. november til 8. december 2006. Retningslinjerne i Regionplan 2005 gælder således  indtil videre, og kommunernes planlægning må ikke være i strid  med disse retningslinier.

Kapitel 3.04
Trafikanlæg

Med kommunalreformen overgår ca. 7.600 km af de ca. 9.700 km  amtsveje til kommunerne. Kommunerne får fremover ansvaret  for planlægning af alle lokale trafikanlæg på det lokale vejnet,  herunder en række større vejanlæg, der har stor betydning for  nabokommunernes planlægning.

Den økonomiske udvikling og øgede velstand medfører et stigende pres på infrastrukturen, og en velfungerende infrastruktur  med god fremkommelighed er en vigtig konkurrenceparameter i  den globale konkurrence. Den fysiske planlægning skal være med  til at sikre, at byerne udvikler sig, hvor den kollektive trafik eller  transportinvesteringerne i øvrigt kan understøtte udviklingen.

Statslige mål

• At den fysiske planlægning og investeringerne i infrastruktur spiller sammen og er med til at sikre, at byerne udvikler sig, hvor den kollektive trafik eller transportinvesteringer i øvrigt kan understøtte udviklingen.
• At den kollektive og individuelle trafik, herunder cykel- og gangtrafik, sikres høj fremkommelighed og god trafiksikkerhed.
• At der sikres arealer til infrastrukturanlæg herunder nødvendige støjkonsekvenszoner
• At den fysiske planlægning bliver helhedsorienteret, og at der gennem den mellemkommunale koordinering sikres en sammenhængende overordnet transportstruktur.
• At der sker en koordinering mellem den kommunale og den statslige transportplanlægning.
• At kommuneplanlægningen bidrager til en reduktion i væksten af trafikarbejdet under hensyntagen til mobilitets- og arbejdsmarkedsforhold.
• At der ikke lokaliseres nye lokale trafikanlæg i internationale naturbeskyttelsesområder og så vidt mulig heller ikke i uforstyrrede landskaber eller i nærheden af områder udpeget som stilleområder.
• At godstransporttunge erhverv placeres tæt på den overordnede infrastruktur.
• At der ved placering og udformning af lokale trafikanlæg i det åbne land tages hensyn til naturen - herunder økologiske forbindelseslinjer - og til de landskabelige værdier og udpegede kulturmiljøer.
• At der undgås barrierevirkning for dyr, planter og mennesker, når der placeres og udformes lokale trafikanlæg i det åbne land.

Krav til den kommunale planlægning

• Kommuneplanen skal indeholde retningslinjer for beliggenheden af trafikanlæg. Planlovens § 11 a, stk.1 nr. 4.
• Kommuneplanerne skal som udgangspunkt opretholde regionplanlagte arealreservationer til overordnede infrastrukturelle anlæg såsom transmissionsledninger, veje og jernbaner samt opretholde arealreservationer givet ved projekteringslove og anlægslove. Planlovens § 11 e, stk. 1 nr. 3.
• Kommuneplanerne skal lægge statslige planer for fremtidige infrastrukturanlæg herunder vejanlæg og baneanlæg, andre overordnede planer efter sektorlovgivningen og væsentlige ændringer i betjeningsomfang til grund for planlægningen. Planlovens § 11 e, stk. 1 nr. 3 og 9.
• Kommuneplanerne skal i forbindelse med udlæg af nye byzonearealer og ved ændret anvendelse af eksisterende by- og erhvervsarealer redegøre for ændringer i transportefterspørgslen og for de trafikale konsekvenser for den kommunale og statslige infrastruktur, så det kan vurderes, om den forudsatte fremtidige infrastruktur er tilstrækkelig. Planlovens § 11 e, stk. 1 nr. 9.
• Kommuneplanen skal sikre en fortsat anvendelse af forsvarets øvelsesområder. Det skal ske ved at sikre, at nye veje ikke gennemskærer områderne og ved at sikre mulighed for trafikafvikling til og fra forsvarets ejendomme.
• Udlæg af arealer til byzone og sommerhusområder skal tage hensyn til de arealer, der er udlagt til støjende aktiviteter (lufthavne, infrastrukturanlæg, skydebaner, motorbaner mv.) herunder planlagte udvidelser af de støjende aktiviteter eller planlagte udvidelser af områderne til støjende aktiviteter. Planlovens § 11 a, stk. 1 nr. 8.

Specielt for hovedstadsområdet

Hovedstadsområdet omfatter region Hovedstaden, excl. Bornholm, samt Greve, Køge, Lejre, Roskilde, Solrød og Stevns kommuner.

• Landsplandirektivet for hovedstadsområdets planlægning »Fingerplan 2007« indeholder særlige regler for beliggenheden af trafikanlæg i hovedstadsområdet.
• Kommuneplanlægningen i hovedstadsområdet skal sikre overordnede arealreservationer til fremtidig trafikal infrastruktur, tekniske anlæg, støjkonsekvensområder og lign. af betydning for udviklingen i området som helhed. Planlovens § 5 j stk 3.

Redegørelse for planens forudsætninger

• Kommuneplanen skal ledsages af en redegørelse for planens forudsætninger, herunder om beskyttede områder efter anden lovgivning og eventuelle arealreservationer efter sektorlove eller projekterings- og eller anlægslove. Arealreservationer til infrastruktur skal medtegnes på kommuneplanens kortbilag for at sikre, at arealerne ikke disponeres til andre formål og for at sikre, at de arealinteresser, der er knyttet til anlægget som fx. støjkonsekvenszoner, respekteres. Planlovens § 11 e stk. 1 nr. 3.
• Kommuneplanens redegørelse for planens forudsætninger skal redegøre for kommuneplanens sammenhæng til den statslige trafikplan og trafikselskabernes trafikplan for offentlig service. Muligheden for at betjene de fremtidige byområder og sommerhusområder med kollektiv trafik skal fremgå af redegørelsen. Planlovens § 11 e stk. 1 nr. 3.

Uddybende bemærkninger

Veje

Vejplanlægningen er som sektorplanlægning efter lov om offentlig veje, jf. lovbekendtgørelse nr. 671 af 19. august 1999 (vejloven)  med senere ændringer, henlagt til de enkelte vejbestyrelser for  hver deres vejnet. Vejplanlægningen forudsættes at foregå i snæver tilknytning til den sammenfattende planlægning i området  og dermed i overensstemmelse med reglerne i planlovgivningen.  Vejlovens offentlighedsregler supplerer planlovens offentlighedsregler. Den nødvendige koordinering mellem vejbestyrelsernes  vejplaner forudsætter efter vejloven at ske ved gensidig orientering og høring mv. af planerne. Kommunalbestyrelsen tager  stilling til egne og andres vejplaner både som planmyndighed  og vejbestyrelse iht. vejloven. Vejlovens høringsprocedurer sikrer primært en koordineret planlægning og sikrer, at den overordnede vejbestyrelse får mulighed for at varetage hensynet til  trafikken og trafiksikkerheden på de overordnede veje. Vejplanlægningen vedrører typisk vurderinger af foranstaltninger på de  enkelte strækninger, nye vejanlæg eller vejnettet som helhed.

Det er af overordnet interesse, at det gennem kommuneplanlægningen klarlægges, såfremt vejplaner og trafiktekniske tiltag vurderes at kunne få konsekvenser for eksisterende eller planlagte  overordnede vejforbindelser eller trafikanlæg, eller vurderes at  kunne få trafikale konsekvenser, der rækker ud over kommunegrænsen.

Lokale vej- og byudviklingsplaner skal koordineres med Vejdirektoratet og lokale nabovejbestyrelser, så disse kan forholde sig  til eventuelle trafikale konsekvenser af en kommunes konkrete  planer. Det kan dreje sig om nye lokale trafik- og transportanlæg, væsentlige ændringer af vej- og trafikforhold, fx trafikale  og vejmæssige tiltag i forbindelse med ny byudvikling, byomdannelse, om trafikdæmpning eller udbygning af eksisterende  vejstrækninger. Kommunale vejstrækninger kan desuden have  overordnet vejformål ved fx at blive benyttet som rute for farlige  eller omfangsrige transporter, eller indgå i det blå vejnet for tunge  transporter gennem flere kommuner eller i øvrigt indgå i det  rutenummererede vejnet eller have direkte forbindelse til hovedlandevej, så nedsat fremkommelighed eller øget trængsel på disse  veje umiddelbart kan have videre betydning.

Kommuneplanerne skal lægge statslige og andre overordnede  planer om fremtidige vejanlæg til grund, således som disse fremgår af de hidtidige regionplaners retningslinjer og oversigtlige  arealreservationer og transportkorridorer til amternes og statens  vejplanlægning. Det drejer sig om arealreservationer til statslige  vejanlæg med projekterings- eller anlægslov, om vejplaner for  landeveje, der pr. 1.1. 2007 er opklassificeret til hovedlandeveje  samt om hovedlandevejsforlægninger mv. på Transport- og Energiministerens vejplan i øvrigt. Desuden medtages i kommuneplanen indtil videre arealreservationer til amtslige vejplaner på  landeveje som er nedklassificeret til kommuneveje pr. 2007, for så  vidt de ligger på rutenummererede strækninger eller har forbindelse til nuværende eller planlagte hovedlandeveje eller kan have  betydning for nabokommuner. Dette sker med henblik på, at evt.  ændringer af sådanne vejplaner senere kan koordineres iht. vejloven. Statslige og andre overordnede planer om fremtidige vejanlæg er ikke til hinder for, at kommunerne kan åbne mulighed for  yderligere lokale veje.

På trafikområdet har regeringen i 2003 og supplerende i 2005  indgået aftale om anlægsinvesteringer på vejområdet og om at tilvejebringe en række beslutningsgrundlag med henblik på senere  igangsættelse af vejanlæg. Det er også aftalt, at en fast Femer Bælt  forbindelse undersøges nærmere. Indtil der for disse vejplaner er  igangsat udarbejdelse af detaljeret beslutningsgrundlag, typisk  VVM-undersøgelse, er det en statslig interesse, at disse vejinteresser tilgodeses gennem kommunernes arealplanlægning, og at  kommuneplanlægningen ikke disponerer i modstrid hermed. Arealreservationer til sådanne vejplaner medtages i kommuneplanerne i form af bindende retningslinjer om reservation af areal  til fremtidigt vejanlæg, således at andre arealinteresser, fx udlæg  af byudviklings- eller rammeområder for lokalplanlægningen,  ikke har arealsammenfald eller afskærer vejplanlinjerne.

Jernbaner

Kommunerne skal lægge statslige planer om fremtidige baneanlæg eller væsentlige ændringer i betjeningsomfang til grund i  kommuneplanlægningen. Ligesom på vejområdet har regeringen  i 2003 og supplerende i 2005 indgået aftale om anlægsinvesteringer på baneområdet og om at tilvejebringe en række beslutningsgrundlag med henblik på senere beslutning om eventuel  igangsættelse af baneprojekter.

Det er en statslig interesse, at disse områder tilgodeses i kommuneplanlægningen, så der ikke disponeres i modstrid hermed,  indtil der er udarbejdet et detaljeret beslutningsgrundlag.  Regionplaners retningslinier med arealreservationer til baneformål skal opretholdes og videreføres som retningslinier  i kommuneplanerne. Der er endvidere vedtaget følgende  projekterings/anlægslove på jernbaneområdet som ligeledes skal  indgå som retningslinier i kommuneplanerne:

Projekteringslov – Lov nr. 497 af 7. juni 2001 lov om ændring af lov om  projektering af jernbaneanlæg mellem København— Ringsted. Kommuneplanerne skal opretholde arealreservationen for etablering af et  ekstra jernbanespor mellem Hvidovre og Høje Taastrup samt opretholde  arealreservationen for etablering af en ny jernbanestrækning København  – Køge – Ringsted.

Projekteringslov – Lov nr. 1453 af 22. december 2004 for udbygning af  Nordvestbanen mellem Lejre og Vipperød. Kommuneplanerne skal opretholde arealreservationen for etablering af et dobbeltspor på Nordvestbanen mellem Lejre og Vipperød.

Anlægslov - Lov nr. 218 af 28. april 1993 om udbygning af banestrækningen mellem Vamdrup og Padborg. Kommuneplanerne skal opretholde arealreservationen for etablering af et dobbeltspor i Sønderjylland mellem Vamdrup — Vojens og Tinglev – Padborg.

Trafikplaner

Ifølge Lov om Trafikselskaber, Lov nr. 582 af 24. juni 2005, skal  staten mindst hvert 4. år udarbejde en trafikplan for den jernbanetrafik, der udføres som offentlig servicetrafik på kontrakt med  staten. Derudover skal de regionale trafikselskaber med udgangspunkt i den statslige trafikplan mindst hvert 4. år udarbejde en  plan for serviceniveauet for den offentlige servicetrafik, der varetages af trafikselskabet.

Den første statslige trafikplan bliver udarbejdet i 2007, og jf. planloven skal de kommende kommuneplaner indeholde en redegørelse for sammenhængen til den statslige trafikplan. Endvidere  skal kommuneplanerne indeholde en redegørelse for sammenhængen med trafikselskabernes trafikplan for offentlig servicetrafik.

Kombinationsrejser

Kommunerne opfordres til at indarbejde retningslinjer for fremme af samspillet mellem kollektiv og individuel trafik, såkaldte  «kombinationsrejser«/ parkér & rejspladser og mulighederne for  samkørsel.

Kapitel 3.05
Tekniske anlæg

Kommunerne får fremover ansvaret for planlægning af alle tekniske anlæg, herunder de større tekniske anlæg som har regional  betydning. Der er således sket en samling af kompetencen i kommunerne.

 En udbygning af samfundets infrastruktur til energiforsyning,  affaldsbehandlingsanlæg og kommunikation skal ske under  størst mulig hensyn til landskabet, de kulturhistoriske værdier,  og med færrest mulige miljøgener, visuelt, forureningsmæssigt  og støjmæssigt.

Vindmøller

Statslige mål

• At der fortsat etableres ny vindkraftkapacitet til havs og på land. Elektricitet fra vindmøller forventes i fremtiden fortsat at udgøre en væsentlig del af elforsyningen i Danmark, både af hensyn til miljøet og forsyningssikkerheden.
• At udbygningen sker på markedsvilkår, og at der stadig skabes gode rammer for yderligere vedvarende energi.
• At der findes arealer i kommunerne til opstilling af vindmøller.
• At områder med særlige naturbeskyttelses- og bevaringsinteresser samt landskabelige og kulturhistoriske værdier friholdes ved udpegning af vindmølleområder, og at der som udgangspunkt ikke planlægges for vindmøller i kystnærhedszonen.

Krav til den kommunale planlægning

• Kommuneplanen skal indeholde retningslinjer for placering af vindmøller i overensstemmelse med vindmøllecirkulæret. Planlovens § 11 a, nr. 5. Der er nedsat et planlægningsudvalg, som bl.a. skal vurdere, om der tillige er behov for indholdsmæssige ændringer af cirkulæret. Vindmøllecirkulæret vil blive konsekvensændret som følge af den ændrede planlov.
• Regionplanernes kortlægning og udpegning af områder til konkrete projekter med henblik på udskiftning af gamle vindmøller med nye (skrotningsordningen) skal optages i kommuneplanen.
• De nye områder, der udpeges i kommuneplanerne til opstilling af vindmøller i det åbne land, skal ses i sammenhæng med allerede udpegede men uudnyttede vindmølleområder eller sammenholdes med en nærmere præcisering af opstillingsmulighederne inden for et større område.
• Vindmøller højere end 80 meter og projekter med mere end 3 vindmøller på 80 meter eller derunder skal tillige VVM-vurderes. Bekendtgørelse om VVM.

Forhold til flysikkerhed

• Vindmøller med en totalhøjde på mere end 100 meter skal anmeldes til Statens Luftfartsvæsen. Luftfartsloven § 67 a.
• De højdebegrænsende servitutter omkring luftfartsradionavigationsanlæg skal respekteres, Luftfartsloven § 61, og der kan ikke anbringes indretninger i nærheden af disse anlæg, som kan udsætte luftfartens sikkerhed for fare, uden at sådanne projekter har været forelagt Statens Luftfartsvæsen til udtalelse. Luftfartsloven § 68.
• Af flysikkerhedsmæssige grunde høres Forsvarets Bygningsog Etablissementstjeneste forud for udpegning af vindmølleområder nærmere end 12 km fra forsvarets flyvestationer og nærmere end 5 km fra forsvarets skyde- og øvelsesterræner og øvelsespladser. Luftfartsloven § 67, 67 a og 68.

Forhold til støj

• Vindmøller skal opstilles i overensstemmelse med bestemmelserne i Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 304 af 14 maj om støj fra vindmøller. Bekendtgørelsen er under revision, og en revideret bekendtgørelse udstedes i 2006.

Forhold til overordnede veje

• Placeringen af vindmøller skal tage hensyn til trafikken og trafiksikkerheden på overordnede og vigtige veje, således at vindmøller ikke placeres nærmere vejen end 4 gange møllens totalhøjde, og således at vindmøller ikke placeres i vejens sigtelinje, hvis det vurderes at kunne fjerne trafikanternes opmærksomhed fra vejen og dens forløb.

Uddybende bemærkninger

Regeringen og forligspartierne bag elreformen har i foråret 2004  indgået en aftale om udskiftning af landbaserede vindmøller.  Udskiftningsordningen skal muliggøre en fortsat udbygning  med vindkraft, samtidig med at der åbnes mulighed for at varetage landskabelige hensyn gennem en sanering af områder med  mange ældre og uheldigt placerede vindmøller. Ordningen løber  til udgangen af 2009 og går ud på samlet set at skrotte op til 175  MW gamle landbaserede vindmøller på 450 kW eller derunder og  at etablere nye vindmøller med en samlet kapacitet på op til 350  MW.

Efter 2009 vil der fortsat være behov for opstilling af vindmøller  på land. Det forventes, at der fremover vil være en forøget elproduktion ved vindenergi. Der vil ligeledes løbende være behov  for udskiftning af landvindmøller, idet møllerne også i fremtiden  bliver utidssvarende pga. nedslidning, den teknologiske udvikling mv.

Ligeledes vil forventningen om en forøget elproduktion ved vindenergi give et behov fra markedet om en fleksibel planlægningsproces til gavn for vindmølleinteressenterne.

Der er nedsat et planlægningsudvalg for vindmøller på land som  skal revurdere vindmøllecirkulæret og fastlægge principper for  den fremtidige planlægning for vindmøller. Udvalgets arbejde vil  omfatte principperne for de nye kommuners vindmølleplanlægning, den statslige indsats og koordinering mellem stat og kommune. Udvalget som har deltagelse af vindmøllebranchen, de  grønne organisationer samt Energistyrelsen og Miljøministeriet  forventer at afslutte arbejdet med udgangen af 2006.

Kommunerne skal foretage en afvejning af de forskellige interesser, som har betydning for placering af vindmøller, herunder  forholdet til landskabsnatur- og kulturhistoriske interesser. Der  henvises til afsnit 3.13 om natur, 3.14 om kultur og 3.15 om landskab.

Kommunerne skal være opmærksomme på, at det ikke er muligt  at placere vindmøller i internationale naturbeskyttelsesområder,  og kommunerne skal redegøre for vindmøllernes mulige påvirkning, hvis der udpeges vindmølleområder inden for en randzone  på 500-800 meter fra internationale naturbeskyttelsesområder,  afhængig af de eventuelle berørte fuglearter.

Højspændingsanlæg

Statslige mål

• At planmyndigheden samarbejder med den systemansvarlige virksomhed i dens arbejde med at udarbejde en samlet, langsigtet planlægning af højspændingsnettet til sikring af forsyningssikkerheden, sikring af velfungerende konkurrencemarkeder, indpasning af vedvarende energi samt beredskabsmæssige hensyn.
• At den samlede, langsigtede planlægning af højspændingsnettet sker på grundlag af de principper, der er fastlagt i rapporten »Principper for etablering og sanering af højspændingsanlæg« fra 1995 og suppleret med udmeldinger i regeringens Energistrategi 2025.

Krav til den kommunale planlægning

• De eksisterende reservationer til højspændingsanlæg, der er i regionplanerne, skal optages i kommuneplanen. Planlovens § 11 a, nr. 5.
• Reservationer til de fremtidige ændringer/udbygning af luftledningsnettet over 100 kV skal fastlægges i kommuneplanerne i forbindelse med revisionen hvert 4. år.
• De mere detaljerede retningslinjer skal fastlægges i særlige VVM-tillæg forud for konkrete projekter til luftledninger på mindst 2 km med tilhørende stationer på 150/132 kV og 400 kV.

Uddybende bemærkninger

Når det overordnede transmissionsnet skal udbygges, skal der  tages hensyn til både økonomiske og landskabelige interesser.  Ud fra en ren økonomisk betragtning foretrækkes luftledninger,  især hvor der stilles store krav til overførelsesevnen. Men luftledninger skæmmer også landskabet. Der skal derfor foretages en  afvejning imellem disse hensyn.

I rapporten »Principper for etablering og sanering af højspændingsanlæg« fra 1995 er der fastlagt, hvilke retningslinjer, der  gælder for udbygning af det overordnede transmissionsnet. Disse  retningslinjer er endvidere blevet suppleret med udmeldinger i  regeringens Energistrategi 2025 fra juni 2005.

Det fremgår heraf, at nye 400 kV-forbindelser som hovedregel  skal etableres som luftledninger i åbent land, når det kan ske  uden at komme i konflikt med særlige nationale naturinteresser.

For så vidt angår nye 132/150 kV-forbindelser er regeringen indstillet på, at disse som hovedregel etableres som jordkabler. Kun i  ganske særlige tilfælde – som fx første trin i en senere 400-132/150  kV-kombiledning og eventuelt i tilfælde med meget store behov  for overføringsevne på 132/150 kV-niveau over større afstande  – bør luftledninger overvejes.

For så vidt angår kabellægning af eksisterende 132/150 kV-luftledninger vil transport- og energiministeren som hovedregel  meddele transmissionsselskaberne tilladelse til kabellægning, når  kabellægning begrundes i, at de eksisterende luftledninger forløber i eller i nærheden af boligområder samt i særlige naturområder og øvrige byområder.

Endelig er regeringen indstillet på, at der i forbindelse med  etablering af nye 400 kV-luftledninger tilstræbes kompenserende  kabellægninger på lavere spændingsniveauer, så det samlede  luftledningsnet over 100 kV reduceres.

Energinet.dk bør i samarbejde med planmyndigheden tilrettelægge en samlet langsigtet planlægning med en nærmere prioritering  af ændringerne i det eksisterende højspændingsnet og af den  kommende udbygning med henblik på at nedbringe generne fra  luftledninger mest muligt.

Affaldsbehandlingsanlæg

Statslige mål

• At mest muligt affald skal genanvendes, og det affald, der ikke kan genanvendes, så vidt muligt skal energiudnyttes ved forbrænding, mens andelen der deponeres, ønskes reduceret mest mulig under hensyntagen til miljø og økonomi. Affaldshierarkiet bør som udgangspunkt følges, hvis ikke miljø- og samfundsøkonomiske analyser siger noget andet.
  
• At energiudnyttelse optimeres.
  
• At sikre tilstrækkelig forbrændings- og deponeringskapacitet.
  
• At deponeringsanlæg placeres, så de ikke udgør en forureningsrisiko for drikkevandet.

Krav til den kommunale planlægning

• Kommuneplanerne skal indeholde retningslinjer for beliggenheden af forbrændings- og deponeringsanlæg. Planlovens § 11 a, nr. 5 og 6.
• Regionplanernes udpegninger til placering af forbrændingsog deponeringsanlæg skal fastholdes i kommuneplanerne. Arealer kan kun udgå af kommuneplanen på baggrund af en ny vurdering af behovet eller ved erstatning med et andet lige så egnet areal.
• Deponeringsanlæg skal placeres under hensyn til miljø- og naturinteresser, herunder drikkevandsinteresser. Desuden skal der fastholdes mulighed for at genåbne de deponeringsanlæg, der ikke er fyldt op, og som samtidig opfylder miljøkravene.
• Der må ikke etableres affaldsanlæg, der kan tiltrække fugle indenfor en afstand af 13 km fra en offentlig godkendt flyveplads. Statens Luftfartsvæsen – bestemmelser om civil luftfart BL 3-16, udgave 4, 31. januar 2004.

Uddybende bemærkninger

Tidligere har planlægning for affaldsbehandlingsanlæg krævet  et tæt samarbejde mellem de regionale og kommunale myndigheder, idet kommunerne havde ansvaret for affaldsplanlægningen - og dermed kendskabet til behovet for kapacitet. Amternes  opgave var at udlægge arealer til både affaldsforbrændingsanlæg  og affaldsdeponeringsanlæg. I dag ligger det samlede ansvar i  kommunerne.

Af hensyn til grundvandsinteresser er det muligt at placere anlæg til deponering kystnært, hvis der ikke findes andre områder.  Placeringen må dog ikke tilsidesætte væsentlige hensyn til natur,  landskab og miljø.

Naturgasanlæg

Statslige mål

• At de eksisterende arealreservationer til etablering af naturgastransmissionsanlæg, naturgaslagre og regionale naturgasledninger opretholdes.
• At den fremtidige kommuneplanlægning fortsat åbner mulighed for arealreservationer til andre naturgastransmissionsanlæg og naturgaslagre mv.

Krav til den kommunale planlægning

• De eksisterende arealreservationer i regionplanerne skal opretholdes. Planlovens § 11 a, nr. 5.

Uddybende bemærkninger

Det forudsættes, at eksisterende arealreservationer til etablering  af naturgastransmissionsanlæg, naturgaslagre og regionale naturgasledninger opretholdes. For så vidt angår etablering af andre  naturgastransmissionsanlæg, regionale naturgasnet og naturgaslagre mv. forudsættes det, at den fremtidige kommuneplanlægning fortsat vil åbne mulighed for arealreservationer til disse  formål.

Etablering af naturgastransmissionsanlæg sker i henhold til de  eksisterende arealreservationer i de nuværende regionplaner. Der  er ikke på nuværende tidspunkt planlagt yderligere nye naturgasanlæg.

Der skal fortsat være mulighed for at foretage udbygning af naturgastransmissionsnettet, det regionale naturgasnet og naturgaslagre, og dermed mulighed i kommuneplanerne for at optage nye  arealreservationer.

Andre tekniske anlæg

Krav til den kommunale planlægning

• Ved opstilling af telemaster nærmere end 12 km. fra forsvarets flyvestationer skal Forsvarsministeriet høres af flysikkerhedsmæssige grunde, Lufthavnslovens §§ 67 og 68.

Specielt for hovedstadsområdet

• Der gælder særlige regler for kommuneplanlægningen for så vidt angår beliggenheden af tekniske anlæg i hovedstadsområdet., jf. landsplandirektiv for hovedstadsområdets planlægning,  »Fingerplan 2007«.Hovedstadsområdet omfatter region Hovedstaden, excl. Bornholm, samt Greve, Køge, Lejre, Roskilde, Solrød  og Stevns kommuner.

Uddybende bemærkninger

Varmeplanlægning sker i dag i kommunerne blandt andet på  baggrund af de regionale varmeplaner, som blev udarbejdet af  amterne i perioden fra 1979 til 1990. Med ændringerne af varmeforsyningsloven i 1990 blev varmeplanlægningen ændret, og det  amtskommunale myndighedsniveau udgik af varmeforsyningsplanlægningen. Der kan fortsat være energiforsyningsmæssige  hensyn i den almindelige regionplan, men der er ikke særlige forhold for varetagelsen af disse hensyn. Ændringer i varmeplanerne  sker ved konkrete projektforslag, som i dag alene skal godkendes  af kommunerne. Et projektforslag udarbejdes inden for rammene  af varmeforsyningsloven og bekendtgørelse om varmeplanlægning og godkendelse af anlægsprojekter for kollektive varmeforsyningsanlæg. Bekg. nr. 1295 af 13. december 2005.

Det tilsigtes ikke, at der skal ske nogen ændringer i den nuværende praksis som følge af kommunalreformen.

Telemaster. Opstilling af telemaster og antennesystemer til radiokommunikationsformål forudsætter normalt ikke tilvejebringelse  af kommuneplanretningslinier, men kan ske på baggrund af en  konkret vurdering hos landzonemyndigheden eller bygningsmyndigheden indenfor byzonen.

IT og Telestyrelsen har udsendt en vejledning om placering  master og antennesystemer - i 2003 til brug for landzonemyndighedens og bygningsmyndighedens behandling af maste- og  antennesager.

Kapitel 3.06
Virksomheder med særlige beliggenhedskrav

Med kommunalreformen har kommunerne fået kompetence til  at udlægge områder til virksomheder med særlige beliggenhedskrav. Kommunerne kan bruge deres kompetencer til at udlægge  andre arealer. Det er vigtigt, at kommunerne i deres planlægning  sikrer, at der er arealer til virksomheder med særlige krav til beliggenheden. Det gælder fx potentielt forurenende industrivirksomhed, rensningsanlæg, affaldsbehandlingsanlæg, motorbaner,  skydebaner og forsvarets øvelsespladser samt skyde- og øvelsesterræner.

Det gælder desuden arealudlæg til risikovirksomheder, placering  af havbrug samt placering af transporttunge virksomheder. Der  vil næppe være behov for at udpege nye arealer til alle disse virksomhedstyper i alle kommuner.

Statslige mål

• At kommunerne i fællesskab udpeger tilstrækkelige arealer til virksomheder med særlige beliggenhedskrav. Planlægningen forudsætter samarbejde på tværs af kommunerne om at kortlægge behovet for nye arealer og finde de bedst egnede områder.

Krav til den kommunale planlægning

• Kommuneplanen skal indeholde retningslinjer for beliggenheden af områder til virksomheder mv., hvortil der af hensyn til forebyggelse af forurening må stilles særlige beliggenhedskrav. Planlovens § 11 a, stk. 1 nr. 6.
• Kommunen skal vurdere egnede arealer til særlige virksomheder og skal udlægge disse arealer til sådanne virksomhedstyper.
• Arealer til virksomheder med særlige beliggenhedskrav skal i komuneplanens rammer for lokalplaner forbeholdes de anlæg og virksomheder, der ikke kan placeres andre steder.
• Regionplanerne indeholder områder, hvor der kan placeres virksomheder med særlige beliggenhedskrav. Kommuneplanen skal indeholde retningslinjer, der sikrer disse arealer til særlige virksomheder. Arealerne kan kun udgå af kommuneplanen på baggrund af en revurdering af behovet – fx kapacitetsbehovet til affaldshåndtering - eller ved erstatning med et andet lige så egnet areal.
• Der bør ikke etableres anlæg, der kan tiltrække fugle indenfor en afstand af 13 km fra en offentlig godkendt lufthavn. Statens Luftfartsvæsen – bestemmelser om civil luftfart. BL 3-16.

Specielt for hovedstadsområdet

Hovedstadsområdet omfatter region Hovedstaden, excl. Bornholm,  samt Greve, Køge, Lejre, Roskilde, Solrød og Stevns kommuner.

• Landsplandirektiv for hovedstadsområdets planlægning – »Fingerplan 2007« indeholder særlige regler for udlæg af arealer til virksomheder med særlige beliggenhedskrav.

Uddybende bemærkninger

Udviklingen inden for forureningsbegrænsende foranstaltninger  og renere teknologi gør, at mange virksomheder kan reducere  eventuelle emissioner og dermed begrænse deres påvirkning af  de umiddelbare omgivelser. Sådanne virksomheder med ingen  eller få emissioner bør placeres i byområder, enten integreret med  andre byfunktioner eller i særlige erhvervsområder. Der vil dog  fortsat i begrænset omfang være virksomheder og anlæg, der ikke  kan placeres i byernes erhvervsområder, eller som har behov for  en særlig beliggenhed uden for byerne.

Risikovirksomheder

Den ny risikobekendtgørelse fra 2005 indebærer en forstærket  forpligtelse til koordination mellem risiko- og planmyndigheder.  Intentionen er at sikre, at der ikke sker uhensigtsmæssig planlægning af arealanvendelsen omkring risikovirksomheder og at  sikre, at etablering af eller væsentlige ændringer/udbygninger af  eksisterende risikovirksomheder vurderes på grundlag af en udtalelse indhentet fra planmyndigheden.

I forbindelse med planlægning omkring risikovirksomheder og  planlægning i forbindelse med placering af risikovirksomheder,  er kravene skærpet i den nye bekendtgørelse. Der er derfor skabt  et bedre grundlag for at skærpe respekten for god planlægning  og for at skærpe håndhævelsen. Det er i den forbindelse vigtigt,  at planlægningen følges op af et effektivt tilsyn, så det sikres, at  forudsætningerne for planlægningen ikke over tid ændres på en  uhensigtsmæssig måde. Det kan endvidere nævnes, at der med  den ny samlebekendtgørelse er indført en generel VVM-screeningspligt for alle kolonne 2 risikovirksomheder.

Mange risikoanlæg er ikke forsynet med udlæg af sikkerhedszoner, som angiver begrænsninger i naboarealernes anvendelse. Det  er derfor vigtigt, at kommunerne i forbindelse med ændringer  af kommuneplaner samt ved udarbejdelse af lokalplaner altid  inddrager spørgsmålet om risikoforholdene i planovervejelserne. Dette er baggrunden for udstedelsen af cirkulære nr. 37 af
20. april 2006 om Planlægning af arealanvendelsen indenfor en  afstand af 500 m fra risikovirksomhed. Cirkulæret fastlægger, at  kommunalbestyrelserne skal inddrage hensynet til risikoen for  større uheld i planlægningen forud for fastlæggelse af bestemmelser for arealanvendelsen i kommune- og lokalplaner, hvis  arealerne ligger indenfor 500 m. fra en risikovirksomhed.

Kapitel 3.07
VVM-pligtige anlæg

Kommunernes kompetence på VVM-området er ny. Fremover er  det et led i kommuneplanlægningen at udføre en vurdering af  virkninger på miljøet (VVM) af enkeltanlæg, der må antages at  påvirke miljøet væsentligt.

For visse kategorier af anlæg er kommunernes opgaver og beføjelser tillagt staten. Det drejer sig om infrastrukturprojekter, som  har national interesse, og de største og mest komplicerede industrianlæg, som staten er miljøgodkendelsesmyndighed for. For  at forebygge uønskede påvirkninger af miljøet er det vigtigt, at  visse offentlige og private projekters virkning på miljøet vurderes  så tidligt som muligt i beslutningsprocessen ved at inddrage den  relevante information fra bygherre, myndigheder og offentlighed.

Statslige mål

• At anlæg og projekter på land, der må antages at kunne påvirke miljøet væsentligt, placeres og udformes miljømæssigt rigtigt.

Krav til den kommunale planlægning

• Kommuneplanen skal indeholde retningslinjer for beliggenheden og udformningen af enkeltanlæg, der må antages at påvirke miljøet i væsentlig grad. Planlovens § 11 a, stk. 1, nr. 7.
• Anlæg og projekter, der må antages at kunne påvirke miljøet væsentligt, må først igangsættes, når der er tilvejebragt de nødvendige kommuneplanretningslinjer ledsaget af en redegørelse indeholdende en vurdering af anlæggets eller projektets virkninger på miljøet i form af en miljørapport, en VVM-redegørelse. Planlovens § 11 g, stk. 1.

Uddybende bemærkninger

Da vurderingen af et anlæg eller projekts virkninger på miljøet  forudsætter et konkret projekt, vil kommuneplanretningslinjerne  for VVM-pligtige anlæg normalt blive tilvejebragt i form af tillæg  til kommuneplanen, der alene omhandler det påtænkte anlæg  eller projekt. Hvis kommuneplanen indeholder retningslinjer for  VVM-pligtige anlæg eller projekter uden at der har været foretaget en vurdering af virkningerne på miljøet og altså udarbejdet  en VVM-redegørelse, vil kommuneplanretningslinjerne alene  udgøre en arealreservation eller generelle kriterier for en lokalisering, som senere skal følges op af et kommuneplantillæg med  VVM-redegørelse, før det konkrete projekt eller anlæg må realiseres. Dette bør fremgå af kommuneplanens redegørelse.

Miljøministeriet udsender i slutningen af 2006 en ny bekendtgørelse til erstatning for samlebekendtgørelsens VVM-bestemmelser. Bekendtgørelsen vil fastsætte de nærmere regler om  vurdering af større anlægs virkning på miljøet (VVM). I den  forbindelse vil det blive fastlagt, hvilke anlægs- og projekttyper  kommunerne bliver VVM-myndighed for. Bekendtgørelsen vil fortsat indeholde bestemmelser om, at visse anlæg og projekter  ikke må igangsættes før VVM-myndigheden har taget stilling  til om anlægget eller projektet er VVM-pligtigt. Desuden vil det  fremgå, at VVM-pligtige anlæg ikke må igangsættes, før der er  udarbejdet kommuneplanretningslinjer med tilhørende VVM- redegørelse og bygherren har opnået VVM-myndighedens tilladelse. Bekendtgørelsen vil også indeholde præciserende krav  vedrørende offentliggørelse.

Screening er en del af de VVM-regler, der træder i kraft 1. januar 2007, hvorfor kommuneplanens områdeudpegninger også  i fremtiden må forventes at indgå i vurderingen af, hvornår et  påtænkt anlæg er omfattet af VVM-pligten. Derimod vil kommuneplanens retningslinjer ikke kunne fritage kommunen for i hvert  enkelt tilfælde at tage konkret stilling til spørgsmålet om, hvorvidt anlægget eller projektet obligatorisk er VVM-pligtigt, eller er  VVM-pligtigt, fordi anlægget eller projektet må antages at kunne  påvirke miljøet væsentligt.

Det bemærkes, at kommuneplantillæg med tilhørende VVM-redegørelse ikke er undtaget fra reglerne i lov om miljøvurdering af  planer og programmer. Dette indebærer, at hvis forslaget til kommuneplantillæg for et VVM-pligtigt anlæg eller projekt vil ændre den gældende kommuneplan, vil der i hvert enkelt tilfælde  konkret skulle tages stilling til, om også reglerne for miljøvurdering af planer og programmer (SMV) skal følges. I givet fald kan  VVM-reglerne i henhold til planloven og reglerne om miljøvurdering af planer og programmer kombineres, så offentlighedsfaserne og miljørapporten samtidig kan opfylde begge lovkrav.  Dermed kan dobbeltarbejde undgås.

Kapitel 3.08
Støjbelastede arealer

Med kommunalreformen er det kommunerne, der har ansvaret  for at sikre, at støjbelastede arealer både i byzone og i landzone  ikke overgår til støjfølsom anvendelse.

Mange mennesker oplever støj som en af de største miljøbelastninger i byerne. Men også uden for byerne giver støj anledning til  gener både i forhold til boliger og i forhold til natur- og landskabelige værdifulde områder. Bestemmelserne om støjbeskyttelse i  planloven skal sikre, at den fysiske planlægning medvirker til at  forebygge, at der opstår konflikter mellem støjende og støjfølsomme aktiviteter og anvendelser.

Statslige mål

• At trafikstøj begrænses til et niveau, som sikrer, at ingen udsættes for væsentlige negative sundhedspåvirkninger.
• At sikre områder i det åbne land, hvor det er muligt at opleve naturens stilhed.
• At sikre rekreative områder som parker og grønne områder med en relativ stilhed i byerne.
• At tilgodese støjende virksomheders behov for egnede arealer.
• At der findes egnede placeringer, der imødekommer et voksende behov for støjende fritidsaktiviteter.
• At der sikres mulighed for etablering og udvidelser af større infrastrukturelle anlæg som motor- og motortrafikveje, transportcentre, jernbaner, havne og flyvepladser.
• At sikre forsvarets behov for øvelsesområder med støjende aktiviteter som fx. skydebaner.

Krav til den kommunale planlægning

• Kommuneplanen skal indeholde retningslinjer til sikring af, at støjbelastede arealer ikke udlægges til støjfølsom anvendelse, medmindre den fremtidige anvendelse kan sikres mod støjgener jf. også Planlovens § 15 a. Planlovens § 11 a, stk. 1 nr. 8.
• Kommuneplanerne skal fastholde de støjkonsekvensområder, der er fastlagt i regionplanerne. Det gælder støjkonsekvensområder omkring flyvepladser, forsvarets øvelsesområder, trafikanlæg og fritidsanlæg med mindre konsekvenszonerne er ændrede eller uaktuelle. Miljøstyrelsens vejledning nr. 5/1994 om støj fra flyvepladser for så vidt angår civile flyvepladser.
• Kommuneplanens rammer for indholdet af lokalplaner skal sikre, at der ikke bygges boliger eller anden form for støjfølsom anvendelse inden for støjkonsekvensområdet, med mindre den fremtidige anvendelse sikres mod støjgener. Planlovens § 11 a. stk. 1 nr. 8)

Redegørelse for planens forudsætninger

• Kommuneplanens redegørelse for planens forudsætninger skal vise kortlagte stilleområder. Planlovens § 11 e, stk. 1, nr. 3.

Planloven har i § 15 a en regel om, at støjbelastede områder  kun må udlægges til støjfølsom anvendelse, hvis lokalplanen  med bestemmelser om afskærmningsforanstaltninger kan sikre  den fremtidige anvendelse mod støjgener. Reglen medfører, at  et »støjkonsekvensområde« omkring alle støjende trafikanlæg,  virksomheder, støjende fritidsanlæg mv. ikke må planlægges til  boligformål og tilsvarende, med mindre der i planen er optaget  bestemmelser om støjvolde eller andre støjafskærmende foranstaltninger.

Reglen betyder, at de fremtidige beboere sikres mod støjulemper  samtidig med, at de eksisterende støjende virksomheder, forsvarets øvelsesanlæg, fritidsanlæg mv. ikke udsættes for krav om  øget støjbekæmpelse. Planlægningen skal sikre at byudviklingen  ikke medfører, at »boligerne sniger sig ind på virksomheden«. På  den måde kan konflikter på støjområdet forebygges.

For at gøre det enklere at udnytte planlægningen til at forebygge konflikter mellem støjende anlæg og støjfølsom anvendelse,  anbefales det at indarbejde støjkonsekvensområderne omkring  støjende aktiviteter og anlæg i planlægningen, så de tydeligt vises  som forudsætninger for den fremtidige anvendelse. Planlovens  bestemmelser om, at en lokalplan kun må udlægge støjbelastede  arealer til støjfølsom anvendelse, hvis planen med bestemmelser  om etablering af afskærmningsforanstaltninger kan sikre, at den  fremtidge anvendelse mod støjgener gælder, uanset om støjkonsekvensområderne fremgår af kommuneplanen.

Handlingsplaner for støjkortlægning og støjområdet

Ifølge »Støjdirektivet - Europaparlamentet og Rådets direktiv  2002/49/EF om vurdering og styring af ekstern støj« skal kommunerne inden 2007-2008 udarbejde støjkortlægninger og handlingsplaner for de største byområder samt for større veje, jernbaner og  lufthavne, (Jf. bekendtgørelse nr. 766, »Støjbekendtgørelsen« om  kortlægning af ekstern støj og udarbejdelse af handlingsplaner).  Jævnfør Vejledning nr. 4 2006 »Støjkortlægning og støjhandlingsplaner« fra Miljøstyrelsen er Banedanmark ansvarlig for støjkortlægning og udarbejdelse af støjhandlingsplaner for det statsejede  jernbanenet herunder også Metroen. De Regionale Trafikselskaber er ansvarlige for kortlægning og støjhandlingsplaner for de  baner, der er ejet af trafikselskaberne.

Byomdannelse

En særlig situation er byomdannelsesområder, hvor et erhvervsområde under afvikling påbegyndes udnyttet til nye, mere støjfølsomme formål. Her skal en overgangsordning, der er beskrevet  i Miljøstyrelsens vejledning 3/2003 »Ekstern støj i byomdannelsesområder«, sikre, at de virksomheder, der skal blive i området, er  indstillet på den nye anvendelse, og at de får en rimelig frist til at  tilpasse sig til den. Der er ikke lagt op til, at byomdannelsen skal  presse velfungerende virksomheder ud af byen. Der er meget stor  fokus på byomdannelse, både i mindre provinsbyer og i havneog industriområder i større byer. Miljøstyrelsens vejledning indeholder i kapitel 5 supplerende bemærkninger til de vejledende  støjgrænser, som er generelt anvendelige også uden for byomdannelsesområder.

Byomdannelse og andre problemer i tilknytning til indplaceringen af virksomheder og boliger i byerne er behandlet i Håndbog om miljø og planlægning, som Miljøministeriet har udarbejdet i  2004. Håndbogen beskriver endvidere, hvordan der i erhvervsog trafikplanlægningen kan tages højde for den trafik, som virksomheder skaber, så ulemperne herfra kan forebygges.

Eksisterende jernbaner

Med hensyn til støjregulering langs eksisterende jernbaner henvises til Miljøstyrelsens vejledning 1/1997 »Støj og vibrationer fra  jernbaner«.

Forsvarets øvelsesområder

Støjkonsekvensområder omkring forsvarets øvelsesområder har  et dobbelt formål. De skal forebygge støjgener og samtidigt hjælpe med til at undgå, at miljømyndighederne på længere sigt, som  følge af klager over støjgener, fastsætter begrænsninger i forsvarets aktivitetsmuligheder.

Forsvarets øvelsesområder, skydebaner og flyvestationer skal  på samme måde som andre støjende virksomheder overholde  de støjvilkår, der er indeholdt i de enkelte miljøgodkendelser.  Vilkårene er fastsat på baggrund af Miljøstyrelsens vejledende  grænseværdier. For forsvarets øvelsesområder er de gældende  grænseværdier fastlagt i bekendtgørelse nr. 468 af 28. juni 2002  om støjregulering af forsvarets øvelsespladser og skyde- og øvelsesterræner, jf. Miljøstyrelsens vejledning nr. 8/1997 om beregning  af støjkonsekvensområder omkring forsvarets øvelsesområder.  For skydebanernes vedkommende henvises til Miljøstyrelsens  vejledning nr. 1 og 2/1995 om støj fra skydebaner, og for flyvestationerne henvises til Miljøstyrelsens vejledning nr. 5/1994 om støj  fra flyvepladser.

Kapitel 3.09
Fritidsformål

Kommunernes kompetence til at afgrænse arealer til fritidsformål  i det åbne land er ny, og kommunerne kan bruge denne kompetence til at vurdere og eventuel justere de udpegninger, som  findes i de enkelte regionplaner. Kommunerne kan herved skabe  større sammenhæng mellem aktiviteter i landszone og byzone.

Gode friluftsmuligheder er en del af vores velfærd og kan være  med til at styrke sundhed og livskvalitet gennem oplevelser i naturen, i landskabet eller kulturmiljøet. Udviklingen af rekreative  tilbud kan medvirke til at skabe gode rammer for bosætning og  erhvervsudvikling. Regeringen ønsker, at der i de kommende år  skal ske en styrkelse af indsatsen for at fremme den danske turisme. Udfordringen vil blive at finde den rigtige balance, så turismens udviklingspotentiale udnyttes uden at ødelægge de natur,  landskabs- og kulturværdier, som udgør kernen i turismen.

Statslige mål

• At integrere friluftslivet i den samlede fysiske planlægning.
• At øge velfærd, sundhed og livskvalitet ved at forbedre mulighederne for friluftslivet.
• At sikre gode adgangsmuligheder fra både byer og sommerhusområder til de forskellige naturområder, ligesom der også skal være gode forbindelser mellem de forskellige natur- og rekreative områder, dvs. fremme offentlig adgang til skove, søer, vandløb og kyster til gavn for både lokalbefolkningen og turismen, herunder den voksende oplevelsesøkonomi, uden at natur- og landskabsinteresser tilsidesættes.
• At etablere nye naturområder (naturgenopretning, skovrejsning), i nærhed af byer og fritidsområder, hvor der er nem afgang for befolkningen og mulighed for at opleve den naturlige tilstand.
• At øge befolkningens viden om natur-, miljø- og kulturmiljø samt sammenhængen med sundhed og livskvalitet, blandt andet gennem formidling og naturvejledning, ikke mindst til børn.
• – at fremme udviklingen af turisme baseret på natur-, kulturog landskabsoplevelser – særligt i landets yderområder, og styrke turismeindsatsen så udviklingspotentialet udnyttes uden at ødelægge de natur-, kultur- og landskabsværdier, som udgør kernen i turismen.
• At sætte fokus på opretholdelse af balancen mellem beskyttelsen af værdifulde kvaliteter i landskabet og benyttelsen af det åbne land - eksempelvis i forbindelse med ønsker om nye fritidsanlæg som golfbaner med tilhørende boligbebyggelse og ferie- og oplevelsescentre.
• At fastholde den mangfoldighed i overnatningsfaciliteterne som Danmark rummer, så befolkningen og udenlandske turister har gode og varierede muligheder for at besøge og opleve landet.
• At kolonihaveområder fortsat skal være en væsentlig del af bybefolkningens muligheder for rekreation og beskæftigelse i fritiden.

Krav til den kommunale planlægning

• Kommuneplanen skal indeholde retningslinjer for beliggenheden af arealer til fritidsformål herunder kolonihaver og andre  rekreative områder. Planlovens § 11 a, nr. 9.
• Kommuneplanen skal indeholde retningslinjer for placering af golfbaner i overensstemmelse med udmeldingen Lokalisering af Golfbaner, Miljøministeriet januar 2006. Planlovens § 11 a, stk. 1 nr. 9.
• Kommunalbestyrelsen skal tilvejebringe rammer for indholdet af lokalplaner, som sikrer, at der er udlagt bynære arealer til kolonihaver i et antal og med en placering, der er i overensstemmelse med bebyggelsesforholdene og mulighederne for at udlægge kolonihaver i kommunen. Planlovens § 11 c.
• Det regionale og nationale rekreative stinet skal indarbejdes i kommuneplanerne. De reservationer af regional karakter, der er i regionplanerne, skal beholdes med mindre de er uaktuelle. Eventuelle ændringer må ikke ændre i hovedprincippet for udpegningen af stinettet, der skal hænge sammen over de kommunale grænser.

Fritidsformål i kystnærhedszonen

• Kommunalbestyrelsen skal ved revision af kommuneplanen gennemgå de allerede vedtagne, men ikke udnyttede arealreservationer i kommuneplanen og ophæve de reservationer, der ikke er aktuelle. Planlovens § 11 f, stk. 2.
• Kommunalbestyrelsen skal ved revision af kommuneplanen, af hensyn til bl.a. turismen og friluftslivet, vurdere mulighederne for at forbedre større sammenhængende sommerhusområder. Planlovens § 11 f, stk. 3.
• Eventuelle nye ferie- og fritidsanlæg i kystnærhedszonen skal lokaliseres på baggrund af samlede turistpolitiske overvejelser og kun i forbindelse med eksisterende bysamfund eller større ferieog fritidsbebyggelser, planlovens § 5 b, stk. 1, nr. 4. De må ikke stride mod de principper, der fremgår af afsnittet om kystnærhedszonen.
• Offentlighedens adgang til kysten skal sikres og udbygges. Planlovens § 5 b, stk. 1, nr. 5.

Specielt for hovedstadsområdet

Hovedstadsområdet omfatter region Hovedstaden, excl. Bornholm, samt Greve, Køge, Lejre, Roskilde, Solrød og Stevns kommuner.

• Der gælder særlige regler for kommuneplanlægningen for så vidt angår beliggenheden af arealer til fritidsformål (de grønne kiler) i hovedstadsområdet, jf. landsplandirektiv for hovedstadsområdets planlægning, »Fingerplan 2007«.

Uddybende bemærkninger

Kommunernes planlægning for friluftsliv og turisme skal omfatte  et udstrakt hensyn til de landskabelige kvaliteter og til erhvervsøkonomiske interesser inden for ressourceudnyttelseserhvervene.  Det er en national interesse, at de værdier og kvaliteter, som naturen og landskabet kan tilbyde, bliver bevaret og fortsat kan udgøre grundlaget for gode oplevelser for befolkningen og turister.  Den fysiske planlægning skal sikre en balance mellem væksten i friluftsliv og turisme og en fortsat bibeholdelse af de landskabelige kvaliteter.

Adgangsmuligheder for friluftslivet

Kommunerne kan gennem planlægning fremme adgangen til det  åbne land, til naturområder og til områder i nærheden af byerne  og sommerhusområderne. Det kan være hensigtsmæssigt at vurdere de rekreative stiforbindelser i regionen, så det samlede stinet  bliver så finmasket og sammenhængende som muligt. En forudsætning er, at de overordnede rekreative stier sikrer tilgængelighed på langs og tværs af kommunen og regionen. Hvor der er  barrierer for friluftslivet og befolkningens / turisternes adgang til  natur- og landskabsoplevelser, som fx større veje, kan kommunen  tage stilling til, hvordan barrierevirkningen kan formindskes.

Kommunerne kan udarbejde en strategi for befolkningens friluftsmuligheder som grundlag for planlægning, forvaltning og  formidling af rekreative områder og adgangsforhold. Endvidere  kan natur og friluftsliv indgå i planlægningen omkring skoler og  institutioner, så der bliver reel adgang til naturen og mulighed for  at inddrage naturen i undervisning og fritidsaktiviteter.

»Spor i Landskabet« er et projekt, hvis formål er at forbedre mulighederne for friluftslivet ved etablering af stier på arealer, der  ellers ikke er tilgængelige for offentligheden. Det sker gennem frivillige aftaler med lodsejerne, og der udgives en folder for ruten.  Landbrugsrådet er sekretariat for ordningen. www.spor.dk

Ferie- og fritidsanlæg

Større ferie- og fritidsanlæg placeres ud fra sammenhængende  turistpolitiske overvejelser og som hovedregel udenfor kystnærhedszonen. Ved ferie- og fritidsanlæg forstås feriehoteller,  feriecentre, kur- og wellness centre, campingpladser, vandrehjem, golfbaner, sommerlande mv. Med en strategi og et mål for  turismeudviklingen i kommunen og i regionen kan der skabes  sammenhæng mellem den ønskede turismeudvikling og planlægningen for de enkelte ferie- og fritidsanlæg.

En overordnet prioritering gør det muligt, at vurdere hvor og  hvordan udviklingen af turismen skal finde sted og mulighed for  at revurdere allerede eksisterende arealreservationer og ophæve  disse, hvis de ikke længere er aktuelle. De turistpolitiske overvejelser kan herudover bruges som baggrund for en konkret vurdering af behovet for nybyggeri til turisme- og friluftsmæssige  formål, herunder en vurdering af om anlægget kan lokaliseres  udenfor kystnærhedszonen.

Der henvises til afsnit 3.01 om byzone og sommerhusområder,
3.02 om beliggenheden af områder til forskellige byformål samt
3.18 om kystnærhedszonen, som alle beskriver emner med relation til ferie- og fritidsanlæg.

Lokalisering af golfbaner

Miljøministeriet har i 2006 i samarbejde med myndigheder og organisationer udarbejdet en rapport om lokalisering af golfbaner.  Heraf fremgår de statslige interesser i forbindelse med planlægning for golfbaner i Danmark. Nye golfbaner skal fx placeres efter  en helhedsvurdering, som afvejer de forskellige interesser - herunder landbrugsinteresser, rekreative anvendelser, skovrejsning  og vandindvinding, og at beskyttelsesområder, herunder naturbeskyttelsesinteresser, lavbundsarealer og kulturhistoriske og landskabelige bevaringsinteresser. skal sikres gennem kommuneplanlægningen, når nye arealer udlægges til golfbaner. Endvidere  er der en beskrivelse af hvilke forhold, der specielt skal tages i  betragtning i forbindelse med placering af golfbaner i kystnærhedszonen. Der henvises til rapporten på www.skovognatur.dk

Kolonihaveområdet

Vedtagelsen af kolonihaveloven i 2001 og den samtidige ændring  af planloven, der pålagde kommunerne at planlægge for kolonihaveområdet, er udtryk for en statslig interesse i, at kolonihaver  fortsat skal være en væsentlig del af bybefolkningens muligheder  for rekreation og beskæftigelse i fritiden. Kolonihaverne – især  i hovedstadsområdet – er meget efterspurgte og mange står på  venteliste til en kolonihave. Det internationale kolonihaveforbund » Grüne Internationale« har en kolonihavedækningsgrad  på 10 % af antallet af etageboliger som ønske og mål. Det vil dog  næppe være hensigtsmæssigt på landsplan at arbejde hen imod  en bestemt dækningsgrad i forhold til antallet af etageboliger,  men de 10 % kan være et pejlemærke ved fastlæggelsen af lokale  mål baseret på lokale behov.

Hovedstadens Udviklingsråd har i sin Regionplan 2005 fastsat  retningslinjer for udlæg af kolonihaveområder. Disse retningslinjer har fra 1. januar 2007 retsvirkning som landsplandirektiv, og  retningslinierne vil først blive ophævet, når kommunerne, der er  omfattet af disse retningslinjer, har planlagt for kolonihaveområdet, jf planlovens § 11 a, stk. 1, nr. 9 og § 11 c.

Henvisninger

Her er hjælp til at få et overblik på friluftsområdet: www.friluftskortet.dk er en hjemmeside, hvor befolkningen kan  finde stier til vandreture, cykling og ridning samt faciliteter som  bålpladser, naturskoler, hundeskove, fuglesteder, fortidsminder,  naturlegepladser og primitive overnatningspladser overalt i Danmark.

På www.naturnet.dk kan man finde naturvejledernes ture og arrangementer i naturen.

Begge hjemmesider er portaler for private og offentlige aktiviteter og faciliteter. Kommunerne kan bruge disse hjemmesider til  at få - og give – overblik over f.eks. alle fritidstilbud i en kommune. En kommune kan på sin hjemmeside i eget layout omtale  de faciliteter og aktiviteter, som findes inden for kommunens  grænser - man laver blot et link til den relevante søgning på hhv.  wwwfriluftskortet.dk og www.naturnet.dk

Skov- og Naturstyrelsen finansierer og står for driften af begge  hjemmesider, og det er gratis både at lægge oplysninger ind på  og bruge hjemmesiden.

Kapitel 3.10
Jordbrug

Kommunerne får nu kompetence til at fastlægge retningslinjer  for varetagelsen af de jordbrugsmæssige interesser, herunder til  at afgrænse særligt værdifulde landbrugsområder. Kommunerne  kan bruge kompetencen til at ændre på afgrænsningen og til at  inddrage andre arealer som særligt værdifulde landbrugsområder. Jordbrugserhvervene, d.v.s. landbrug, skovbrug og gartneri,  og deres interesser og udviklingsmuligheder indgår i den samlede afvejning af interesserne ved planlægningen af den fremtidige  arealanvendelse.

Strukturændringerne i jordbrugserhvervene har stor indflydelse  på mange landdistrikters udvikling med hensyn til beskæftigelse  og indtægts- og bosætningsmuligheder. De har også en væsentlig indflydelse på landskabet og mulighederne for at beskytte  landskabelige værdier. Samtidig giver ny miljøteknologi nye perspektiver for produktionsformer og natur-, miljø- og landskabsbeskyttelsen i jordbrugsdriften. Samlet set indebærer dette store  udfordringer for planlægningen, herunder at der sikres den bedst  mulige lokalisering af intensiv husdyr- og anden landbrugsproduktion i forhold til naboer, varetagelsen af vandkvaliteten, beskyttelsen af de lokale og regionale naturværdier samt Danmarks  EU-forpligtelser i forhold til Natura2000- og vandrammedirektiverne.

Statslige mål

• At der bevares tilstrækkelige arealer til at sikre et bæredygtigt jordbrug, der fortsat kan producere fødevarer mv., både til hjemmemarkedet og til eksport.
• At der udvises tilbageholdenhed med at inddrage landbrugsjord til ikke-jordbrugsmæssige formål. Det forudsættes således, at forbruget af landbrugsjord til andre formål ikke bliver større end højst nødvendigt, især inden for de særligt værdifulde landbrugsområder, bl.a. af hensyn til behovet for arealer til udbringning af husdyrgødning.
• At lokalisering af husdyrbrug sker med henblik på at undgå konflikter til naboer og til natur- og landskabsværdier.
• At arealer udlagt til jordbrugsdrift i størst muligt omfang friholdes for andre aktiviteter, der direkte eller indirekte kan sætte begrænsninger for nærområdets produktionsvirksomheder og deres fremtidige udviklingsmuligheder.
• At der er klare grænser mellem byerne og det åbne land.
• At jordbrug fortsat giver mulighed for arbejdspladser og bosætning mv. i landdistrikterne.
• At sikre at der fortsat er et bæredygtigt jordbrug, som kan bidrage til bevaring af det åbne lands natur- og landskabsværdier.

Krav til den kommunale planlægning

• Kommuneplanen skal indeholde retningslinier for varetagelsen af de jordbrugsmæssige interesser, herunder udpegningen og sikringen af særligt værdifulde landbrugsområder. Planlovens § 11 a, stk. 1, nr. 10.
• Kommuneplanens retningslinier for de jordbrugsmæssige interesser skal baseres på en analyse af jordbrugserhvervene. Fødevareministeriets cirkulære nr. 35 af 3. juni 2005.
• Kommunerne skal fastholde de hidtidige regionplaners udpegning af de særligt værdifulde landbrugsområder, indtil en ny kommunal planlægning kan finde sted på baggrund af en opdateret analyse af jordbrugserhvervene. Fødevareministeriets cirkulære nr. 35 af 3. juni 2005
• Når landbrugsjorder skal overgå til ikke-jordbrugsmæssige formål, skal der i kommunernes planlægning lægges vægt på følgende for at sikre en bæredygtig udvikling,
  • At nødvendige arealinddragelser fortrinsvis finder sted, så de bedst egnede landbrugsjorder bevares, og således at erhvervet konkret kan forholde sig til fremtidige udviklingsmuligheder.
    
  • At forbruget af landbrugsjord til ikke-jordbrugsmæssige formål ikke bliver større end nødvendigt.
    
  • At der i videst muligt omfang tages hensyn til de berørte landbrugsejendomme, til struktur- og arronderingsforhold i det lokale nærområde, til behov for arealer til udbringning af husdyrgødning og til foretagne bygningsog kulturtekniske investeringer i jordbruget.
    
  • At der sikres en passende afstand mellem eksisterende landbrug og ny boligbebyggelse mv., så miljøkonflikter så vidt muligt undgås.
    
  • At der bevares større samlede jordbrugsområder med henblik på sikring af jordbrugets fremtidige erhvervsmuligheder. Fødevareministeriets cirkulære nr. 35 af 3. juni  2005.

Uddybende bemærkninger

Forudsætningerne for at bevare et bæredygtigt jordbrug er, at  der er størst mulig investeringssikkerhed og fortsat udviklingsmulighed for jordbrugserhvervene samtidig med, at det sikres,  at det ikke sker på bekostning af natur- og miljøbeskyttelsesinteresserne. Dette skal også ses i lyset af at strukturudviklingen i  landbruget er gået i retning af stadig større intensive brug med  deraf stadig større bygningsmæssige investeringer. Der skal findes plads til omkring 1-2 mio. m² nyt landbrugsbyggeri årligt i  de kommende 10 år. Driftsbygningerne antager i stigende grad  industriel karakter, og derfor er der ofte ønsker om at etablere  driftsbygninger og anlæg til husdyrproduktion på bar mark.  Udflytning kan afbøde nabogener, men har stor indvirkning på  landskab, natur og miljø.

Nye udfordringer til planlægningen

Kommuneplanen kan indeholde retningslinier for beliggenheden  af arealer til lokalisering af landbrugets driftsbygninger og driftsanlæg inden for de udpegede særligt værdifulde landbrugsområder. Planlovens § 11 b, stk. 2.

Med bestemmelsen understreges kommunalbestyrelsens  mulighed for at varetage hensynet til landbrugserhvervets  udviklingsmuligheder. Det er samtidig en mulighed, som kommunalbestyrelsen kan vælge at anvende til at imødegå konflikter  mellem landbrugsbyggeri og naboer, landskab og natur. Det vil  således kunne konkretisere kommunalbestyrelsens administrationsgrundlag for landzonereglerne og reguleringen af husdyrproduktioner, som kommunerne også fremover har det samlede  ansvar for miljøreguleringen af, herunder som VVM-myndighed.

I kommuneplanens udarbejdelse kan der med fordel indgå vurderinger af, hvor nye større husdyrbrug kan placeres, så der tages  hensyn til naboer samt natur- og landskabsværdier, og til udviklingsmulighederne for det eksisterende jordbrugserhverv - fx i  forbindelse med udlæg til byudvikling og arealkrævende fritidsanlæg i det åbne land.

I en række dialogprojekter om udformning af regionale landbrugsstrategier er der gjort erfaringer med, efter hvilken proces  de kan udformes og hvad de kan indeholde. I projekterne er der  opstillet visioner for fremtidens landbrug og udviklet idéer og  formuleret helt konkrete forslag til, hvorledes visionerne kunne  tænkes ført ud i livet. Med projekterne er der gjort mange forskellige erfaringer. Der er således fx gjort erfaringer med, hvordan  samfundsøkonomiske analyser af forskellige scenarier for udviklingen af jordbrugserhvervene og fødevareproduktionen kan gennemføres. Og der er gjort erfaringer med, hvordan processer kan  tilrettelægges, der fremmer et positivt samarbejdsklima mellem  myndighed, erhverv, organisationer og borgere om udformning  af sådanne erhvervsstrategier. Erfaringerne her kan tjene til inspiration for kommunerne til et strategisk arbejde med landbrugets  udviklingsmuligheder i kommunen.

En ny lov om miljøgodkendelse af husdyrbrug, hvori de forskellige regelsæt vedr. lokaliseringsreguleringen af bygninger og  anlæg og vurdering af miljøpåvirkninger samt regler for miljøgodkendelse forberedes, så den kan træde i kraft fra årsskiftet 2006/07. Det vil kunne give kommunerne et godt afsæt til at  lokalisere husdyrproduktionen og sikre en god miljøvaretagelse i  forbindelse med godkendelse af disse produktioner.

Strukturudviklingens konsekvenser

Jordbrugserhvervene, det vil sige landbrug, skovbrug og gartneri,  er under forandring som følge af den generelle samfundsudvikling, herunder de nationale og internationale markedsforhold og  ændringer i EU’s fælles landbrugspolitik. Mens landbruget førhen  skulle producere fødevarer og bidrage til beskæftigelsen, skal nutidens multifunktionelle landbrug også varetage natur-, miljø- og  nabohensyn. Landbruget har også de seneste årtier gennemgået  en udvikling mod stadig større og mere specialiserede brug samt  stadig større bygningsmæssige og kulturtekniske investeringer.  Det har bl.a. betydet, at beskæftigelsen inden for sektoren samlet  set har været faldende, men erhvervene har stadig væsentlig betydning for beskæftigelsen i en række kommuner og lokalområder. Jordbrugserhvervene har også fortsat stor nationaløkonomisk  betydning for landet i form af en væsentlig eksportindtægt.

Generelt er strukturudviklingen i landbruget gået i retning af stadig større intensive brug, især inden for svineproduktionen, men  der er stadig mange mindre landbrug med fx alternative produktioner eller mere ekstensiv drift. Det kan være deltidsbedrifter  eller fritidsbrug. Disse brug kan også være af stor værdi lokalt i  landdistrikterne, ligesom de kan have stor betydning for naturbevaringen lokalt gennem ekstensiv afgræsning mv. I det åbne  land ind mod byerne kan de også være en særlig vigtig faktor for  bevaringen af disse områder som bynære rekreative oplevelsesområder.

For at imødekomme disse udfordringer anbefales det, at kommunerne, i forbindelse med udarbejdelsen af de kommunale planstrategier, inddrager jordbrugserhvervene for at finde frem til,  hvilken rolle de skal spille lokalt og principperne for lokalisering  af driftsbygninger og -anlæg, så der på baggrund af en afvejning  kan udarbejdes retningslinier i kommuneplanen. I denne afvejning vil indgå hensynet til lokalområdets landskabs- og kulturværdier.

Det er anslået, at mindst 60 mio m². driftsbygninger er blevet  overflødige som produktionsbygninger. Af disse er omkring 30  mio. m² bedst tjent med at blive revet ned, mens de øvrige 30 mio.  m² kan tages i brug til andre formål end landbrug. Kommunerne  opfordres til i samarbejde med landbruget og lokalområderne  at udarbejde strategier for bygningernes fremtidige anvendelse  blandt andet med henblik på at opretholde og udvikle ejendommenes bygningskulturelle værdier.

Jordbrugsanalyser

For at kunne udpege de særligt værdifulde landbrugsområder  og fastsætte retningslinier til varetagelse af jordbrugets interesser  skal der foreligge en opdateret analyse af jordbrugserhvervenes  betydning lokalt, regionalt, erhvervs- og samfundsøkonomisk og  miljømæssigt.

Amterne har hidtil gennemført jordbrugsanalyser. Analyserne  skal efter 1. januar 2007 udarbejdes og offentliggøres mindst én  gang i hver valgperiode af statsforvaltningen i samarbejde med  kommunalbestyrelserne, og de skal sikre, at de jordbrugsmæssige  interesser indgår i både de regionale udviklingsplaner, kommuneplaner og lokalplaner, jf. § 32, nr. 1 i lov om regional statsforvaltning, som ændrer § 3, stk. 1, i lov nr. 435 af 9. juni 2004 om  landbrugsejendomme og § 3 i cirkulære nr. 35 af 3. juni 2005.

De vigtigste udgangspunkter for opdateringen af analyserne er:  Jordbrugserhvervenes produktions- og arronderingsforhold, andre strukturforhold, belysning af de lokale og regionale forskelle  i jordbundsforhold samt behov og muligheder for vanding og  afvanding. Ligeledes kan det være vigtigt at analysere især husdyrproduktionens udvikling og mulighederne for at indføre ny  miljøteknologi i produktionen.

Endvidere vil generelle oversigter over jordbrugets betydning  for beskæftigelse og indtjening regionalt, både i den primære  produktion og i følgevirksomhederne, være vigtige, og det vil  også være væsentligt at belyse eventuelle store lokale forskelle og  undersøge jordbrugets betydning for bosætning på landet og dets  betydning for den lokale beskæftigelse samt dets betydning for  natur- og landskabsbevaring.

Det vil også være vigtigt at registrere placering af husdyrbrug  og deres behov for arealer til udbringning af husdyrgødning  mere konkret. Det gælder især for de større husdyrbrug og andre  arealkrævende og/eller investeringstunge specialproduktioner.  Registreringerne kan opdeles på brugstyperne: svine-, kvæg- og  fjerkræproduktion samt planteavl og øvrige specialproduktioner  som fx gartnerier, planteskoler og økologiske jordbrug. Endelig  bør skovbrugserhvervets betydning indgå.

Registrering af større følge- og forarbejdningsvirksomheder kan  belyse jordbrugserhvervenes leverings-, forsynings- og produktionsforhold. Analyserne kan fx indeholde registrering og placering af større fælles gylleanlæg, biogasanlæg og lignende til forarbejdning af husdyrgødning. Større halmfyrede værker kan  også indgå.

Jordbrugsanalyserne vil ofte afdække lokale egnsforskelle eller  områder med særlige karakteristika, fx udvikling i brugsstørrelser, alderssammensætning og fordeling af heltids- og deltidsbrug.  Blandt andet på baggrund af analyserne vil det være muligt at  udpege særligt værdifulde landbrugsområder og at fastlægge retningslinier for varetagelse af de jordbrugsmæssige interesser.

Kapitel 3.11
Skovrejsning

Kommunerne har mulighed for at vurdere og justere de konkrete  udpegninger af skovrejsningsområder og områder, hvor skovrejsning er uønsket samt udlægge nye områder.

Skovene har stor betydning i indsatsen for at bevare og øge  den biologiske mangfoldighed. De er med til at sikre godt drikkevand, da grundvand dannet under skov har en høj kvalitet i  forhold til grundvand under landbrugsjord, hvor der anvendes  gødning og pesticider. De begrænser drivhusgas i atmosfæren  ved lagring af kulstof i træerne. Og ikke mindst er skovene et af  vores vigtigste friluftsområder.

På landsplan er ca. 5,4 % af det ubebyggede areal udpeget som  skovrejsningsområde (positivområde). I perioden 1997-2003 gennemførtes det meste af den private skovrejsning med tilskud inden for skovrejsningsområderne, men i de senere år har der være  en mindre søgning i disse områder og i dag sker 75% af privat  skovrejsning med tilskud udenfor skovrejsningsområderne i de  såkaldte neutralområder som udgør ca. 70 % af de ubebyggede  areal. Hvis der på landsplan udlægges positivområder svarende  til 15-20 % af det ubebyggede areal, vil den fremtidige skovrejsning formentlig ske her. Herved sikres, at den fremtidige private  skovrejsning i højere grad finder sted, hvor samfundet har mest  glæde af den.

Statslige mål

• At skovarealer skal øges fra ca. 11 % til 20-25 % af landets areal i løbet af en trægeneration, som er 80-100 år.
• At der rejses skov på mellem 20.000 og 25.000 ha frem til 2015. Dette er en konsekvens af den politiske aftale om Vandmiljøplan III fra 2004. Sikring af grundvandsressourcen er et vigtigt sigte med skovrejsning.
• At fremme bynær skov og grundvandsbeskyttelse.

Krav til den kommunale planlægning

• Kommuneplanen skal indeholde retningslinjer for beliggenheden af skovrejsningsområder og områder, hvor skovtilplantning er uønsket. Jf. Planlovens § 11 a, stk. 11.

Hvor skovrejsning er ønsket - positivområder:

• Alle kommuner skal se på muligheden for at udvide skovrejsningsudpegningen. Hvis de krav, som er nævnt herunder, medfører reduktion i den eksisterende skovrejsningsudpegning, skal nye skovrejsningsområder udpeges, så den samlede udstrækning af arealet som minimum fastholdes.
• Ny skovrejsningsudpegning skal koordineres i forhold til den kommende statslige udpegning for vindmølleområder.
• Eksisterende skovrejsningsområder, som er udpeget til sikring af væsentlige grundvandsinteresser, skal fastholdes, indtil de statslige vandplaner foreligger i 2009. Derefter kan det overvejes, om det er hensigtsmæssigt at ændre denne udpegning.

Hvor skovrejsning er uønsket – negativområder:

• De i regionplanerne udlagte negativområder skal som udgangspunkt fastholdes i kommuneplanen.
• Arealer i fuglebeskyttelsesområder med forekomst af gæs, svaner og vadefugle, som indgår i udpegningsgrundlaget, skal udlægges som områder, hvor skovrejsning er uønsket.
• Områder med natur /landskabs-/kulturhistoriske værdier, der ikke er forenelige med skovrejsning, skal udlægges som områder, hvor skovrejsning er uønsket.
• Beskyttelsesområder omkring kirkerne, der medvirker til at sikre oplevelsen af kirkerne som markante kendingsmærker i landskabet, og kirkernes nærmeste omgivelser skal udlægges som områder, hvor skovrejsning er uønsket.
• Arealer, der er udlagt til råstofgraveområder eller råstofinteresseområder samt arealer reserveret til byudvikling eller infrastrukturformål, herunder fremtidige vejanlæg, skal udlægges som områder, hvor skovrejsning er uønsket.
• Den eksisterende udpegning af negativområder skal revideres, hvis baggrunden for udpegningen er ændret fx i forbindelse med opgivelse af reservationer til vejanlæg, vindmøller, råstofindvinding eller byvækst.
• Der må ikke etableres lufthindringer, fx bevoksning over 25 meter inden for en indflyvningsplan for en flyveplads, medmindre Statens Luftfartsvæsen har accepteret det.
• Forsvarets skyde- og øvelsesterræn, samt øvelsespladser må ikke udpeges som skovrejsningsområde, såfremt dette strider mod forsvarets interesser som fx hensynet til radarsignaler og oversigtsforhold.

Uddybende bemærkninger

Skovene er i dag den mest anvendte ramme for friluftsliv med  75 millioner besøg om året. Det er de bynære skove, der besøges  mest. På baggrund af skovrejsningens positive betydning for friluftsliv, livskvalitet og bosætningsmønster er det derfor et oplagt  mål at udpege skovrejsningsområder i nærheden af både store og  små byer. Det er desuden et mål, at der fremover er særlig fokus  på områder, hvor der er »skovknaphed«.

Det kan anbefales, at områder til bynær skovrejsning integreres  i den overordnede planlægning for kommunernes fremtidige  boligområder, fritidsanlæg samt vej- og stisystemer. Herved får  offentligheden mest mulig gavn af de nye skove. Med skovloven  fra 2004 er det muligt at udlægge åbne naturarealer som en del  af den nye skov. Udlægning af åbne arealer og udsigtskiler kan  planlægges, så det bliver til stor gavn for offentlighedens oplevelsesmuligheder.

Når landbrugsjord udpeges som positivområde får lodsejeren en  ny mulighed for drift af sin ejendom, og udpegningen indeholder  ingen restriktioner. Ejeren vil stå bedre i forhold til prioriteringen  af tilskudsmidler, hvis arealet er udpeget som positivområde.

Grundvandsbeskyttelse

I løbet af de sidste 20 år er mange drikkevandsboringer i Danmark blevet lukket på grund af forurening. Det har sat fokus  på grundvandskvaliteten og på nødvendigheden af at beskytte  grundvandet. Et konkret tiltag til beskyttelse af grundvandsressourcen er skovrejsning. Udpegning af skovrejsningsområder på  de lokaliteter, som er centrale for grundvandsbeskyttelsen, vil  derfor være oplagt og hensigtsmæssig.

Det er tidligere antaget, at fordampningen fra skov er højere end  fra landbrugsjord, og at der derfor dannes mindre grundvand.  Nyere undersøgelser viser dog, at der ved skovrejsning med løvtræ på lerjord skabes nogenlunde lige så meget grundvand som  på landbrugsjord, og det dannede grundvand vil være af bedre  kvalitet. På sandjorder vil grundvandsdannelsen dog være højere  under landbrugsarealer end under skov.

Vilde dyr og planter

Løvtræskove er levested for mange vilde planter og dyr i Danmark. Langt størstedelen af den skovrejsning, der sker i dag,  sker med løvtræer, og omkring 95 % af privat skovrejsning med  tilskud sker med løvtræ. Det anbefales, at der lægges vægt på at  udpege nye skovrejsningsområder, som forbinder eksisterende  natur- og skovarealer, så områderne kan være med til at skabe og  styrke grønne netværk og herved sikre levesteder for visse vilde  planter og dyr.

I det omfang det er muligt, kan det anbefales at udpege skovrejsningsområder i nærheden af gamle skove, som forventes at have  en høj biologisk mangfoldighed. Skovrejsningsområder kan indeholde mindre arealer, hvor skovrejsning ikke er tilladt i henhold  til anden lovgivning, som fx beskyttede naturtyper beskyttet efter  naturbeskyttelseslovens § 3.

Husdyrproduktion

Ved udpegning af nye skovrejsningsområder er det nødvendigt  at tage hensyn til områder med koncentreret husdyrhold, fordi  der her vil være et stort behov for tillægsjord for at opnå harmoni  mellem areal og antal husdyr.

Landskabelige hensyn

Ved udpegningen af nye skovrejsningsområder skal der også  tages hensyn til geologiske, landskabelige og kulturhistoriske interesser, herunder de landskabelige omgivelser knyttet til kirker  og markante fortidsminder.

I en overordnet landskabelig sammenhæng kan skovrejsningen  være med til at dramatisere et landskab eller understrege dets  karakteristika. Modsat kan skovrejsningen føre til en tilsløring af  værdifulde landskabstræk, geologiske spor, kulturspor og kulturmiljøer. Derfor er det vigtigt, at udpegning af skovrejsningsområder tager udgangspunkt i det enkelte landskab, dets særlige  karakter, værdier og landskabsoplevelsen i bred forstand.

De områder, der er udlagt som råstofgraveområder og råstofinteresseområder kan efter endt indvinding og gennemført efterbehandling udlægges som positivområder ved en efterfølgende  kommuneplan.

Med skovloven fra 2004 blev det muligt at friholde fredskovspligtige arealer for træbevoksning og i øvrigt integrere ikke-træbevoksede arealer i det fredskovspligtige areal. Det betyder, at der  kan etableres skovrejsningsprojekter, der tager hensyn til både  landskab, natur, kulturhistorie og fx muligheden for at genoprette tidligere vådområder i et skovrejsningsområde. Eksempelvis  indeholder Skov- og Naturstyrelsens skovrejsningsprojekter nu  typisk op til 30-40 % åbne arealer.

Et emne som skovrejsning vil i mange tilfælde gå på tværs af  kommunegrænser. Kommunerne anbefales derfor at koordinere  og samarbejde om udpegning af arealer til skovrejsning.

Kapitel 3.12
Lavbundsarealer

Kommunernes kompetence til at fastsætte retningslinjer for  lavbundsarealer, herunder at udpege lavbundsarealer, der kan  genoprettes som vådområder, er ny. Kommunerne kan bruge  kompetencen til at ændre på afgrænsningen og til at inddrage  andre arealer til lavbundsarealer.

Indtil der foreligger en statslig vandplan er vandløb, søer og  kysters recipientkvalitetsmålsætninger i regionplanerne og tilhørende retningsliner gældende med retsvirkning som landsplandirektiv, og kommunerne skal arbejde for, at disse målsætninger  opnås. Genopretning af vådområder vil kunne medvirke til opfyldelse af såvel de nuværende kvalitetsmål for vandkvaliteten som  de kommende mål efter miljømålsloven. De kommende mål for  vandkvaliteten vil blive fastsat i 2009 i de statslige vandplaner  som følge af miljømålsloven.

Statslige mål

• At der under Vandmiljøplan II og Vandmiljøplan III samlet genoprettes 8.800 ha vådområder svarende til kvælstofreduktion på ca. 2.350 tons i overensstemmelse med aftalen om Vandmiljøplan III af 2. april 2004.
• At der genoprettes ca. 4.000 ha vådområder, svarende til 400 tons kvælstof i overensstemmelse med aftalen om Vandmiljøplan III af 2. april 2004. (Ny vådområdeordning under Vandmiljøplan III).
• At mulighederne for opfyldelse af såvel de nuværende recipientkvalitetsmålsætninger i regionplanerne som de kommende mål i vandplanerne ikke forringes.
• At der på tværs af administrative grænser sker en koordineet indsats for at skabe større sammenhængende vådområder i tilknytning til eksisterende naturområder.

Krav til den kommunale planlægning

• Kommuneplanerne skal udpege og indeholde retningslinjer for lavbundsarealer, der kan genoprettes som vådområder Planlovens § 11 a, stk. 1, nr. 12.
• Retningslinjerne skal give mulighed for, at arealerne kan genoprettes som vådområder. Der må ikke meddeles landzonetilladelse til byggeri og anlæg m.v., som kan forhindre, at det naturlige vandstandsniveau kan genskabes. De pågældende arealer skal samtidig være udpeget som Særligt Følsomme Landbrugsområder, SFL-områder. Miljø- og Energiministeriets cirkulære nr. 132 af 15. juli 1998.
• Udpegning af lavbundsarealer, der kan genoprettes til vådområder, og de tilhørende retningslinjer i regionplanerne 2005 skal som hovedregel opretholdes, indtil målet med genopretning af ca. 4.000 ha vådområder under Vandmiljøplan III er nået. Aftale om Vandmiljøplan III af 2. april 2004.
• Kommunerne skal ved en eventuel revurdering af amternes udpegning af lavbundsområder, som kan genoprettes som vådområder, sigte på en udpegning, der størrelsesmæssigt svarer til  den hidtidige udpegning.
• Ved en eventuel revurdering af udpegningen skal der, ud over behovet for udpegning under Vandmiljøplan III, også tages højde for det forventelige behov der vil blive i forbindelse med den kommende indsats efter miljømålsloven. Mijlømålsloven.
• Ved udpegning af lavbundsarealer inden for en afstand af 13 km fra flyvepladser, herunder forsvarets flyvestationer, skal der forud for udpegningen gennemføres en drøftelse med involverede flymyndigheder, bl.a. Forsvarets Bygnings- og Etablissementstjeneste, for at afklare, om det aktuelle område kan naturgenoprettes uden at flysikkerheden forringes. Bestemmelser for Civil Luftfart BL 3-16, seneste udgave.

Uddybende bemærkninger

Genopretning af vådområder indgår i regeringens »handlingsplan for biologisk mangfoldighed og naturbeskyttelse i Danmark  2004-2009«. Genopretningen af vådområder er en del af den  samlede naturgenopretningsindsats som handlingsplanen foreskriver, herunder indsatsen for at skabe nye levesteder for dyr og  planter samt økologiske sammenhænge mellem isolerede naturområder.

Med Vandmiljøplan III er der aftalt en række initiativer, som skal  sikre, at vandmiljøet forbedres yderligere gennem reduktioner i  udledningen af kvælstof og fosfor fra landbruget. Samtidig skal  naturbeskyttelsen forbedres og nabogener, der skyldes landbruget, skal begrænses. Et af initiativerne er genopretning af vådområder.

Som opfølgning på aftalen om Vandmiljøplan II blev der udstedt  »Cirkulære om regionplanlægning og landzoneadministration for  lavbundsarealer, der er potentielt egnede som vådområder«. Cirkulæret er fastholdt under Vandmiljøplan III. Indholdsmæssigt  vil cirkulæret også være gældende for kommuneplanlægningen.  Ifølge cirkulæret pålægges amterne at udpege de lavbundsarealer, der er potentielt egnede som vådområder og at sikre, at de gives en planlægningsmæssig status, der ikke gør det umuligt eller  besværligt at genoprette dem. Cirkulæret er fulgt op af ‘Vejledning om regionplanlægning og landzoneadministration for lavbundsarealer, der er potentielt egnede som vådområder’. Denne  vejledning vil ligeledes være retningsgivende for kommunernes  landzoneadministration og eventuelle revision af udpegningen.

Cirkulæret og vejledningen omfatter de lavbundsarealer, der efter  Vandmiljøplan II/III er udpeget som potentielt egnede vådområder. Øvrige lavbundsarealer, der udpeges efter planloven, er  således ikke omfattet af cirkulæret.

Bindende mål for vandkvaliteten vil fremover blive fastsat i de  statslige vandplaner som følge af miljømålsloven. Indtil der foreligger en vedtaget vandplan, er vandløb, søer og kysters recipientkvalitetsmålsætninger og tilhørende retningsliner gældende  med retsvirkning som landsplandirektiv, og kommunerne skal  arbejde for at disse målsætninger opnås, se kap. 2.

Den kommunale planlægning skal tage højde for den statslige  vandplan og dens indsatsprogram. Kommunen skal med udarbejdelse af den kommunale handleplan i 2010 fastlægge, hvilke  tiltag kommunen vil iværksætte for at målsætningerne kan opnås  i 2015. Genopretning af vådområder vil være et af de virkemidler,  der kan anvendes for at opfylde de vedtagne mål.

Udpegningen af lavbundsområder til genopretning som vådområder skal, som det følger af de statslige krav, tage udgangspunkt  i regionplanernes udpegede lavbundsarealer til genopretning af  vådområder. Udpegningen kan dog revideres i forbindelse med  kommuneplanlægningen. Det kan fx være lavbundsarealer, der  er blevet genoprettet, og arealer, som er konstateret umulige at  genoprette som vådområder. De kan således udtages, og andre  lavbundsarealer inddrages i kommuneplanudpegningen.

For de lavbundsarealer, der ikke er udpeget til genopretning som  vådområder, anbefales det at retningslinjerne i kommuneplanen  udformes på en måde, så det sikres, at anlæg og byggeri så vidt  muligt undgås i lavbundsarealerne. Hermed vil muligheden for  at genetablere dem som naturområde engang i fremtiden ikke  være udelukket.

Kapitel 3.13
Naturbeskyttelse

Kommunerne har fået kompetencen til at fastsætte retningslinjer  for varetagelsen af naturbeskyttelsesinteresserne og til at afgrænse arealer til naturbeskyttelse. Fastsættelsen af retningslinjerne  skal ses i sammenhæng med kommunernes nye kompetence som  hovedansvarlig for naturbeskyttelse og naturpleje i Danmark.

Planlægningen af det åbne land er en afvejning mellem benyttelse  og beskyttelse og skal sikre den bedst mulige tilstand for natur og  miljø i overensstemmelse med EU’s naturbeskyttelsesdirektiver,  den nationale lovgivning og de internationale naturbeskyttelseskonventioner.

Velfungerende økosystemer og økologiske processer er en vigtig  forudsætning for vores levevilkår. Økosystemerne leverer ilt,  drikkevand, omsætning af næringsstoffer, frugtbar jord, føde,  byggematerialer, brændsel, medicin mm. Arternes mangfoldighed er desuden en forudsætning for den videre udvikling af  livsformer, og naturområderne er en vigtig forudsætning for befolkningens friluftsliv, rekreative oplevelser og sundhed.

Statslige mål

• At den sammenfattende kommuneplan bliver et væsentligt grundlag i de kommende års naturforvaltning.
• At kommunerne sikrer balancen mellem benyttelse og beskyttelse af naturen og landskabet.
• At naturen og den biologiske mangfoldighed beskyttes ved at bevare og sikre økosystemer for at forbedre og genskabe levesteder for hjemmehørende planter og dyr.
• At beskyttelsen af den eksisterende natur fremmes, samt at der skabes mere plads og større sammenhæng i og mellem naturområder af international, regional og lokal betydning.
• At de økologiske forbindelser mellem naturområderne bliver udbygget og suppleret ud fra økologiske kvalitetsmål for forbindelserne.
• At fremme integrationen af naturbeskyttelsen i andre aktiviteter ved at opstille klare og entydige naturmål, som kan danne grundlag for en debat mellem borgere og myndigheder, og som kan gøre det muligt for begge parter at indbygge naturmålene i deres aktiviteter og bidrage til en flersidig arealanvendelse.
• At kvalitet og integritet i fredede områder og arealer som beskyttede naturtyper sikres og bevares.
• At arealer med potentielle naturkvaliteter identificeres med henblik på at kunne prioritere en eventuel gradvis retablering til naturområder og en forbedret sammenhæng mellem naturområder samt etablering af større sammenhængende naturområder.
• At der ved placering og udformning af trafikanlæg i det åbne land tages hensyn til naturen, herunder økologiske forbindelseslinjer.
• At »stilleområder« varetages i sammenhæng med naturbeskyttelse.

Krav til den kommunale planlægning

• Kommuneplanen skal indeholde retningslinier for varetagelsen af naturbeskyttelsesinteresserne, herunder beliggenheden af naturområder med særlige naturbeskyttelsesinteresser. Kommuneplanen skal desuden indeholde retningslinier for varetagelsen og etablering af økologiske forbindelser, herunder for potentielle naturområder og potentielle økologiske forbindelser. Planlovens § 11 a, stk. 1, nr. 13.
• Områderne skal udgøre et naturnetværk, og de skal udpeges og indtegnes på kort og koordineres på tværs af kommunegrænser. Planlovens § 11, stk. 3.
• De arealudpegninger, som er i regionplanerne, skal optages, og eventuelle ændringer må ikke ændre på hovedprincippet for udpegningerne.
• Der skal fastlægges retningslinier, som sikrer, at det samlede naturnetværk beskyttes mod indgreb i form af byvækst, veje, andre tekniske anlæg mv., der kan forringe den biologiske mangfoldighed og spredningsmulighederne for de vilde planter og dyr.
• Forsvarets uddannelsesbehov skal indgå som et overordnet hensyn i arealplanlægningen. Forsvarets øvelsespladser og skyde- og øvelsesterræner, der primært anvendes til militære uddannelsesformål, må ikke udlægges til naturområder med almindelig offentlig adgang.
• Inden for en afstand af 13 km fra en offentligt godkendt lufthavn må der ikke etableres anlæg, der kan tiltrække fugle. Bestemmelser for Civil Luftfart BL 3-16, seneste udgave.

Redegørelse for planens forudsætninger

• Redegørelsen og tilhørende kortbilag skal indeholde en oversigt over de forskellige naturområder og deres status i forhold til lovgivningen. Planlovens § 11 e, stk. 1, nr. 3,4 og 5.
• Det skal fremgå af kommuneplanens redegørelse, at Natura 2000-planlægningen er en bindende forudsætning for den øvrige kommunale planlægning. Miljømålslovens § 3, stk. 2 og Planlovens § 11 e, stk. 1, nr. 4 og 5.

Uddybende bemærkninger

Natura 2000 planlægning og vandplanlægning

Vandplanlægningen og Natura 2000-planlægningen efter miljømålsloven resulterer i 2009 i bindende statslige vand- og Natura  2000-planer. Disse planer skal gennemføres med de kommunale  handlingsplaner efter miljømålsloven, og kommunens øvrige  planlægning skal efterfølgende være i overensstemmelse hermed.

Natura 2000 planerne fastlægger målsætninger og retningslinjer  for den indsats, som er nødvendig for at sikre eller genoprette  gunstig bevaringsstatus i de internationale naturbeskyttelsesområder og dermed leve op til Danmarks forpligtelser efter fuglebeskyttelsesdirektivet og habitatdirektivet.

Vandplanen skal som et væsentligt element fastsætte miljømålene  for de enkelte vandområder inden for distriktet (overfladevand,  grundvand og beskyttede områder), herunder nærmere redegøre  for de forhold der eventuelt har ført til en lempelse af miljømålene eller forlængelse af fristen for opfyldelse heraf.

Områder med naturbeskyttelsesinteresser og økologiske forbindelser – naturnetværk

Større og mere sammenhængende naturområder er en forudsætning for at bevare vores naturværdier og sikre stabile bestande  af vilde dyr og planter. I amternes regionplanlægning har hidtil indgået udpegning af regionale naturområder og økologiske  forbindelser. Dette arbejde skal fortsættes med henblik på at sikre  spredningsmuligheder mellem naturområderne som grundlag  for stabile bestande af vilde dyr og planter.  I naturnetværket indgår bl.a. beskyttede naturområder efter naturbeskyttelsesloven og Natura 2000-områder.

Kommunerne opfordres til som led i naturnetværket at udpege  potentielle naturområder og potentielle økologiske forbindelser.  Det vil typisk være områder, der rummer muligheder for gennem  ekstensivering af driften at udvikle sig til økologisk sammenhængende naturområder. Kommunerne opfordres til at udbygge og  supplere de økologiske forbindelser ud fra fastlagte kvalitetsmål  for naturområderne samt for forbindelserne.

En vigtig del af grundlaget for et funktionelt økologisk naturnetværk udgøres af de generelt beskyttede naturtyper og fredede  områder. Ved planlægningen af økologiske forbindelser opfordres kommunerne til at understøtte hensynet til den natur, som  Danmark er internationalt forpligtet til at beskytte. Kommunerne  kan således udover de krav, der direkte følger af Natura 2000- planerne, planlægge for økologiske forbindelseslinjer, der dels  styrker sammenhænge imellem Natura 2000-områderne, jf. habitatdirektivets artikel 10, dels medvirker til at sikre, at yngle- og  rasteområder for de såkaldte bilag IV-arter beskyttet efter habitatdirektivets artikel 12 ikke beskadiges eller ødelægges.

For at sikre sammenhæng i naturnetværket skal arbejdet med områder med naturbeskyttelsesinteresser og økologiske forbindelser  koordineres på tværs af kommunegrænserne.

De økologiske forbindelser kan tage udgangspunkt i følgende  overordnede typer:

• Vandløbssystemer: vandløb, søer, fjorde og bredzoner.
  
• Våde naturtyper: enge, moser, sumpe og sumpskove.
  
• Tørre naturtyper: heder, overdrev.
  
• Træbevoksede naturtyper: skovbryn, løvskov, skræntskove.
  
• Kyster, klitter, klitheder, strandenge og kystskrænter.
  
• Landskabsstrøg med høj tæthed af levesteder for bestemte arter, som fx padder, sommerfugle og sjældne planter.
  
• Rasteområder, hovedsageligt for trækfugle.

Funktionen af en økologisk forbindelse kan forbedres væsentligt  ved at planlægge den for en bestemt artsgruppe eller art.

Naturkvalitetsplanlægning

Naturkvalitetsplanlægning er udviklet til at forvalte og prioritere naturarealer på baggrund af deres naturkvalitet. Nogle  kommuner overtager en naturkvalitetsplanlægning fra amternes regionplan. Kommunerne opfordres til at gennemføre naturkvalitetsplanlægning og videreføre amternes arbejde.

Som led i en eventuel naturkvalitetsplanlægning kan kommunerne i dialog med borgere, erhverv, interesseorganisationer og  politikere udarbejde retningslinier i kommuneplanen for forvaltningen af naturen. En naturkvalitetsplan kan således indeholde  beskrivelser af de enkelte naturområder, potentielle naturområder og principper for, hvorledes kommunen forvalter naturbeskyttelsen.

Naturkvalitetsplanlægningen omfatter typisk alle beskyttede  naturområder efter naturbeskyttelseslovens bestemmelser om  generel beskyttelse af naturtyper og fredede områder. En forenklet udgave af det naturplanlægningssystem, der efter miljømålsloven anvendes til de internationale naturbeskyttelsesområder  vil i 2006 blive udviklet for alle øvrige beskyttede naturområder.  Metoden baserer sig på enkel og ensartet indsamling af viden om  de dyr og planter, som lever i området og de økologisk vigtigste  faktorer i de enkelte naturområder. Derved kan naturforvaltningen baseres på et præcist vidensgrundlag, hvor man kender det  enkelte område, og hvordan det relaterer sig til regionens øvrige  naturområder. Dette både m.h.t. om det er almindeligt eller sjældent forekommende naturtyper, om det ligger i økologisk sammenhæng med andre naturområder, om der forekommer særligt  beskyttelsesværdige arter, og om området er forstyrret mv.

Naturkvalitetsplanlægning vil være et nyttigt redskab for  kommunerne i administrationen af naturområderne og ved  gennemførelse af naturpleje og naturforvaltning, jf. naturbeskyttelseslovens §§ 52 og 55.

Fredning

Kommunerne opfordres til i deres indsats på fredningsområdet at følge den prioritering, som er angivet i Handlingsplan  for fredning 2005. Handlingsplanen er udarbejdet af en arbejdsgruppe med repræsentanter for Kommunernes Landsforening,  Amtsrådsforeningen, Danmarks Naturfredningsforening samt  Skov- og Naturstyrelsen. Højeste prioritet er givet til sikring af  sammenhængende naturområder, biologisk mangfoldighed og  landskabsfredninger. De øvrige prioriterede indsatsområder er  sikring af nedbrydelige kulturspor i jorden, offentlighedens adgang, nationalparker, Natura 2000 og naturgenopretning, naturpleje og fri succession.

Naturpleje

Kommunerne får i fremtiden hovedansvaret for naturpleje i Danmark. Lysåbne naturtyper som overdrev, enge og nogle moser og  heder har i gennem århundreder været afhængige af græssende  husdyr og høslet. I dag er antallet af græssende dyr lille, og de  gamle driftsformer er ophørt mange steder, hvorfor områderne  gror til i træer, buske og højtvoksende urter. Det betyder, at de  lavtvoksende, lyskrævende planter og det tilknyttede dyreliv  forsvinder, og dette plante- og dyreliv udgør en meget stor del af  den danske artsmangfoldighed. Naturpleje af disse områder er  fremover helt afgørende for mange arters overlevelse.

Kommunerne har plejepligt på de generelt beskyttede naturtyper  (naturbeskyttelseslovens § 3) og de Natura 2000 områder, som  kommunerne ejer. Plejepligten omfatter også de fortidsminder,  som kommunerne ejer. Desuden har kommunerne adgang til at pleje fredede arealer i overensstemmelse med fredningens formål,  og de vil således videreføre amternes arbejde hermed. En naturkvalitetsplanlægning kan være med til at prioritere indsatsen.

Kortlægning af barrierer og behov for faunapassager

Infrastrukturanlæg, som fx veje, jernbaner, bebyggelser og intensivt dyrkede arealer, kan udgøre barrierer for dyrelivets frie  færden i landskabet. Vejenes stadig større bredde, den tætte trafik  og de højere hastigheder samt afskærmninger af veje, jernbaner  mm. er medvirkende til at øge problemet. Barriererne medfører,  at forbindelsen mellem bestande afbrydes og forårsager i øvrigt et  stort antal trafikdræbte dyr.

I forbindelse med arbejdet med økologiske forbindelser opfordres  kommunerne til at fortsætte amternes arbejde med kortlægning  af barrierer ved vej- og jernbanenettet med henblik på at mindske  og afhjælpe eksisterende barrierer, afhjælpe dannelsen af nye barrierer og i øvrigt mindske antallet af trafikdræbte dyr. Et kortlægningsprojekt over trafikdræbte dyr, som vil markere såkaldte  sorte faunastrækninger med mange trafikdræbte dyr, udgives af  DMU og vil være til rådighed i begyndelsen af 2007.

Kapitel 3.14
Kulturhistorie

Kommunernes kompetence til at udpege og afgrænse kulturmiljøer i det åbne land er ny for kommunerne, som nu kan bruge kompetencen til at præcisere og supplere de eksisterende udpegninger.  Sammen med en udpegning af kulturmiljøer i byerne vil der fremkomme et dækkende billede af kommunens kulturmiljøer.

Både byerne og det åbne land rummer en righoldig kulturarv, der  indgår som strategisk element i den kommunale planlægning.  Kommunerne bliver den største forvalter af kulturarven, og det  er en kommunal forpligtigelse at tage vare på kulturarven og beskytte den.

Kulturarven er en ressource, der medvirker positivt til fremme af  bosætning, erhvervsudvikling og turisme.

Statslige mål

• At de kulturhistoriske enkeltelementer – både monumenterne og de mere ydmyge spor – sikres.
• At de kulturhistoriske helheder i det åbne land og byerne kulturmiljøerne – kortlægges, beskrives og sikres.
• At kirker og kirkeomgivelser, markante fortidsminder og fredede bygningsanlæg bevares som tydelige kendingsmærker i landskabet.
• At indsatsen retter sig mod sporene efter menneskers virksomhed i alle perioder, fra forhistorisk tid og middelalder til nyere tid og nutiden.
• At der sker en formidling af kulturarven.

Krav til den kommunale planlægning

• Kommuneplanerne skal indeholde retningslinier for sikring af kulturhistoriske bevaringsværdier, herunder beliggenheden af værdifulde kulturmiljøer og andre væsentlige kulturhistoriske bevaringsværdier. Planloven § 11 a, nr. 14.
• Regionplanernes kortlægning og udpegning af kulturhistoriske bevaringsinteresser, herunder kulturmiljøer og beskyttelsesområder for kirkerne skal overføres til kommuneplanen. For kulturmiljøerne gælder det redegørelsen for de bærende bevaringsværdier og kulturmiljøernes afgrænsning. For kirkeomgivelsernes vedkommende drejer det sig om dokumentationen af landkirkernes betydning i landskabsbilledet og kirkeomgivelsernes udstrækning.
• Regionplanernes retningslinier for beskyttelse af værdifulde kulturmiljøer og beskyttelse af kirkernes fremtræden samt sikring af øvrige kulturhistoriske interesser skal ligeledes fastholdes i kommuneplanerne.
• I kommuneplanen skal der udpeges værdifulde kulturmiljøer både i byerne og på landet. Det vil være miljøer, der illustrerer et tema, en tidsepoke eller en udvikling, der har fundet sted. Planlovens § 11 a, stk. 1 nr. 14.
• I kommuner, der i samarbejde med Kulturarvstyrelsen eller selv gennemfører en kortlægning og registrering af bymiljøer og  bygninger efter bevaringssystemet SAVE, skal de bevaringsværdige bygninger angives i kommuneplanen. Kulturministeriets  bekendtgørelse om udpegning af bevaringsværdige bygninger i  kommuneplanen BEK838 af 03.10.2002.
• Kommuneplanen skal indeholde retningslinier og rammer for lokalplanlægning af udpegede kulturmiljøer og af områder med fredede bygninger og fredede fortidsminder med henblik på at sikre bygningernes og fortidsmindernes omgivelser mod forringelse. Planlovens § 11 b stk. 1 nr.2.
• De udpegede bebyggede strukturer og kulturmiljøer skal angives på kortbilag til kommuneplanen, jf. Oversigtens kapitel 4. Planlovens § 11 stk. 3

Redegørelse for planens forudsætninger

• Kommuneplanen skal indeholde en redegørelse for byernes bebyggede strukturer, herunder for sammenhængen mellem by og landskab, bebyggelses- og gadestrukturer og arkitektoniske hovedtræk og karakteristika, hvor det har direkte konsekvenser for planens indhold. Planlovens § 11 e, stk. 1 nr. 3.
• Kommuneplanen skal indeholde en redegørelse for den arkæologiske kulturarv. Museumslovens kap. 8 og 8a.

Med henblik på at sikre, at kulturarvens interesser varetages på  kvalificeret måde i planlægningen, er der i lovgivningen fastlagt  en række samarbejdsrelationer:

• Kulturministeren og de statslige og statsanerkendte museer skal gennem samarbejde med plan- og fredningsmyndighederne virke for at væsentlige bevaringsværdier sikres for eftertiden. Museumsloven § 23, stk.1.
• Planmyndighederne skal inddrage vedkommende statslige eller statsanerkendte kulturhistoriske museum, når der udarbejdes kommuneplan eller lokalplan, der berører bevaringsværdier. Museumsloven § 23, stk.2.
• Kommunerne kan nedsætte et lokalt kulturmiljøråd med henblik på at understøtte arbejdet med de kulturhistoriske og bygningskulturelle værdier. Museumslovens § 23 a.

Uddybende bemærkninger

Udpegning af kulturmiljøer

Kulturmiljøet repræsenterer et helhedssyn på kulturarven, hvor  fokus er rettet mod geografiske og/eller funktionelle kulturhistoriske helheder. I regionplanerne er der efter et omfattende  kortlægningsarbejde blevet udpeget kulturmiljøer i det åbne land.  Det er hensigtsmæssigt, at kommunen overtager disse resultater, ligesom kommunen foretager en udpegning og beskrivelse  af kulturmiljøer i bysamfundene. De bymiljøer, som ved deres  fremtræden, funktion og tidsdybde lever op til definitionen på et  kulturmiljø – at afspejle væsentlige træk af den samfundsmæssige  udvikling – er således værdifulde kulturmiljøer.

Det har været en forudsætning i kulturarvsarbejdet, at der sikres en balance mellem beskyttelse og benyttelse. I planlægningen må  der derfor foretages en afvejning af bevaringshensynene og ønskerne om fortsat udvikling. Dette forudsætter et grundigt kendskab til kulturmiljøernes bærende kulturhistoriske og æstetiske  værdier og til deres sårbarhed for forandring. I denne forbindelse  bør kommunen være opmærksom på det regelsæt, der følger af  »Lov om miljøvurdering af planer og programmer«. Ud over at  fastsætte retningslinier for planlægningen og administrationen af  kulturmiljøerne kan kommunen bidrage til en styrkelse af kulturmiljøernes kvaliteter gennem sin anlægs- og driftsplanlægning.

Kulturarvskommuner

Kulturarvsstyrelsen har i samarbejde med Fonden Realdania  gennemført en analyse af befolkningens holdning til kulturarven.  (»Kulturarv, en værdifuld ressource for kommunernes udvikling«, Kulturarvsstyrelsen og Fonden Realdania 2005).

Kulturarven er en ressource, der kan bidrage til at gøre den fælles historie konkret og give den enkelte forståelse af identitet og  tilhørsforhold. Kulturarvsstyrelsen har efterfølgende i samarbejde  med Fonden Realdania igangsat et projekt i fire kulturarvskommuner. Det er projektets sigte at udvikle ideer og metoder til  udnyttelse af den lokale kulturarv som udviklingspotentiale for  bosætning, erhvervslokalisering og turisme. Projektet vil løbende  blive afrapporteret på Kulturarvsstyrelsens hjemmeside.

Industrisamfundets kulturarv

Kulturarvsstyrelsen har indledt et arbejde med henblik på at øge  kendskabet til industrisamfundets kulturarv. Der foreligger en  regional udpegning af industriminder, som vil blive publiceret  på Kulturarvsstyrelsens hjemmeside. Industriminderne repræsenterer centrale faser i landets industrielle udvikling, som især  afspejles i bebyggelsesmiljøer – fabrikker og boligkvarterer – og  infrastrukturen. Kommuner, der har udpegede industriminder,  bør medtage dem som kulturmiljøer i planlægningen.

Kulturarvsatlas

Mange kommuner ligger allerede i dag inde med registreringer  og anden dokumentation af kulturarven.

De seneste atlas – kulturarvsatlassene – omfatter kulturarven med  fortidsminder, bygninger og kulturmiljøer, hvor det overordnede  fokus har været de kulturhistoriske helheder. Kulturarvsatlassene er en videreudvikling af kommune- og kulturmiljøatlassene  med kortlægning af by- og bygningsbevaringsinteresserne og  bevaringsværdige kulturmiljøer. Der foreligger i dag 76 atlas, som  blandt andet dækker hovedparten af landets købstæder.

Databasen »Fredede og Bevaringsværdige Bygninger », der tidligere omfattede fredede bygninger og bygninger registreret i kommuneatlas, er nu gjort tilgængelig for kommunerne på en sådan  måde, at kommunerne selv kan indtaste oplysninger.

Kirkeomgivelser

I mange af de gamle amter er kirkernes omgivelser blevet registreret i opslagsværk, hvor væsentlige oplysninger om kirkerne  og deres omgivelser er samlet med det overordnede formål at  give et planlægningsgrundlag, som kan sikre kirkerne som markante kulturhistoriske kendingsmærker i landskabet.

Kulturarvsarealer

På det arkæologiske område er der foretaget en kortlægning af  kulturarvsarealer – særligt bevaringsværdige arkæologiske områder (Museumslovens § 23, stk.4). Disse findes i den arkæologiske  database »Fund og Fortidsminder«, som kan danne grundlag for  kommunens redegørelse om den arkæologiske kulturarv.

Statsanerkendte museer

En kvalificeret varetagelse af kulturarven forudsætter et nært  samarbejde mellem kommunen og de statsanerkendte museer.  Det vil være aktuelt både i forbindelse med udpegning, beskrivelse og formidling af kulturarven og ved udarbejdelsen af  kommuneplanen og lokalplaner, hvor museerne vil være planmyndighedens dialogpart.

Kulturmiljøråd

Det er frivilligt om kommunen – eventuelt i samarbejde med  nabokommunerne – vil nedsætte et lokalt kulturmiljøråd. Kulturmiljørådet – der kan repræsentere ekspertise indenfor bygningskultur, nyere tids kulturhistorie, arkæologi, byplanlægning,  landskabsarkitektur og kunsthistorie – er tiltænkt en rådgivende  funktion med henblik på at understøtte de kulturhistoriske og  bygningskulturelle værdier i den fysiske planlægning. Forslag  til kommuneplaner og lokalplaner, der omfatter områder med  kulturmiljøinteresser, skal samtidig med offentliggørelsen sendes  til det lokale kulturmiljøråd hvis et sådan er nedsat, (Planlovens §  25, stk. 3).

Øvrige oplysninger om fortidsminder, bygninger og kulturmiljøer, kulturmiljøatlas, samt de fire kulturarvskommuner kan ses  på www.kuas.dk

Kapitel 3.15
Landskab

Kommunernes har kompetence og pligt til konkret at afveje og  udpege de landskabelige bevaringsinteresser og værdier som et  vigtigt fundament i planlægningen i det åbne land.

Landskaberne og landskabskiler mellem byerne har stor betydning for oplevelsen af forskellen mellem land og by, og nærheden til værdifulde landskaber og smuk natur er af stor betydning  for både større og mindre bysamfund. Samtidigt indebærer den  øgede interesse for kvalitet i omgivelserne et stigende pres på attraktivt og markant beliggende arealer uden for byerne.

De landskabelige bevaringsværdier knytter sig til de karakteristiske og oplevelsesrige landskaber af høj kvalitet, og planlægningen er rettet mod bevaring af de værdifulde landskaber og  landskabselementer, som fx. åse, dale, bakker og kystområder.  Hertil kommer de uforstyrrede landskaber – uberørt af byudvikling og tekniske anlæg.

Statslige mål

• At de værdifulde landskaber bevares og styrkes, og at de åbne kyster fortsat udgør en væsentlig natur- og landskabsressource.
• At forandringer i det åbne land skal ske i respekt for den karakter og kvalitet, der knytter sig til landskaberne og skal om muligt medvirke til styrke eller genoprette dem.
• At landskabsbeskyttelsen skal ske med respekt for de internationale aftaler, som Danmark har indgået.
• At fremme beskyttelse, forvaltning og planlægning af landskaber, samt at deltage i europæisk samarbejde om landskabsforhold som opfølgning på forpligtelserne i medfør af Landskabskonventionen.
• At leve op til VVM-direktivet, der sikrer, at visse nye anlæg ikke kan etableres uden at der foreligger en miljøkonsekvensvurdering, som bl.a. analyserer de landskabelige påvirkninger
• At sikre koordineret varetagelse af bevaringsværdierne i landskaber, som gennemskæres af en kommunegrænse.

• Kommuneplanlægningen skal indeholde retningslinjer til sikring af landskabelige bevaringsværdier og beliggenheden af områder med landskabelig værdi, herunder større, sammenhængende landskaber. Planlovens § 11 a, stk. 1, nr. 15
• Regionplanernes kortlægning og udpegning af landskabelige bevaringsinteresser, samt de retningslinjer der varetager de landskabelige bevaringsværdier, skal overføres til kommuneplanerne. Det anbefales, at kommuner, der vil ændre dette planlægningsgrundlag gennemfører det på baggrund af en landskabskarakteranalyse, som fremgår af den vejledning, Miljøministeriet udsender i begyndelsen af 2007.
• Kommuneplanen skal indeholde retningslinjer, rammer og redegørelse som bevarer og forbedrer kvaliteten af de karakteristiske og oplevelsesrige landskaber, herunder at sikre de værdifulde  landskaber og landskabselementer, som fx ådale, bakkelandskaber og kystlandskaber, og landskaber knyttet til biotoper som  skove, søer og åer.
• Kommuneplanens retningslinjer og rammer skal sikre, at det åbne land friholdes for andet end samfundsmæssigt nødvendigt byggeri og anlæg.
• Kommuneplanens retningslinjer og rammer skal sikre, at landskabskiler i og mellem byerne friholdes for byggeri og anlæg med henblik på at sikre oplevelsen af forskellen mellem by og land, af byens placering i landskabet samt på at skabe attraktive rammer for rekreation.
• Kommuneplanens retningslinjer og rammer skal sikre, at nye anlæg ikke forringer karakteristiske og oplevelsesrige landskaber, herunder at geologiske og andre værdifulde landskabstræk ikke sløres eller ødelægges af bebyggelse, belysning, tekniske anlæg, beplantning eller tilgroning.
• Kommuneplanens retningslinjer og rammer skal sikre, at anlæg generelt tilpasses landskabet ved placering i terrænet, ved bygningshøjde og – materiale samt ved belysning for at undgå også langtrækkende negative konsekvenser for landskabet.
• Kommuneplanens retningslinjer og rammer skal sikre, at uforstyrrede landskaber kortlægges og bevares ved at undlade at placere nye, større tekniske anlæg som motorveje og motortrafikveje, støjende sportsanlæg, jernbaner, el og telemaster, vindmøller og andre større anlæg både i og for tæt på områderne.

Uddybende bemærkninger

Ovenstående krav uden henvisninger følger af lovbemærkningerne til planlovens § 11 a, nr. 15.

Kommunerne skal som noget helt nyt varetage planlægningen af  det åbne land, herunder landskabsinteresserne. Grundlaget for  varetagelsen af det åbne land vil i første omgang være amternes  regionale udpegninger, som fremstår meget forskellige.

Kommunerne opfordres til at implementere den nye metode til  landskabsanalyse, som omfatter en kortlægning, beskrivelse og  vurdering af det åbne land i karakteristiske landskabsområder.  Metoden er beskrevet i miljøministeriets vejledning, som udsendes i begyndelsen af 2007. (Vejledning om landskabsinteresserne  i kommuneplanlægningen). Metoden vil også blive formidlet og  præsenteret ved kursusvirksomhed og rådgivning.

De landskabelige bevaringsværdier knytter sig til de karakteristiske og oplevelsesrige landskaber af høj kvalitet. Det er landskaber, som både repræsenterer et samspil mellem natur- og  kulturgrundlag og en æstetisk landskabsoplevelse.

Bevaringsværdierne er knyttet til hele det åbne land, dvs. til de  større sammenhængende landskaber, der er udpeget som værdifulde og til de mindre, der ligger som øer i de mere almindelige  landskaber. Samlet udgør landskaberne vigtige forudsætninger  for at sikre oplevelsen af forskellen mellem by og land.

På grundlag af kommunernes gennemførte landskabskarakterkortlægning og beskrivelse kan kommunerne udarbejde en  landskabsplan og fastlægge retningslinier, der sikrer kvaliteten af  områdernes karakter og særlige oplevelsesmuligheder.

Miljøministeriet etablerer på baggrund af kommunernes landskabsdata en landsdækkende kortdatabase i forbindelse med  styrelsens hjemmeside.

For at sikre de landskaber, som gennemskæres af en kommunegrænse, er det vigtigt at kommunerne samarbejder på tværs af de  administrative grænser om at sikre de forskellige landskabsværdier.

Kapitel 3.16
Geologi

Kommunerne har nu kompetence til konkret at afveje og afgrænse de geologiske bevaringsinteresser og værdier ved planlægningen for det åbne land. Desuden har de mulighed for at inddrage  nye arealer med geologiske bevaringsværdier i planlægningen.

Landskaber med varierende geologiske formationer har stor  betydning for vores oplevelse af og forståelse for, hvordan  landskabet oprindeligt er blevet dannet og for menneskers udnyttelsesmuligheder i landskabet. Mange geologiske landskabsdannelser er tillige iøjnefaldende og af stor æstetisk, landskabelig  værdi.

Statslige mål

• At landskaber, herunder kystlandskaber med varierende geologiske formationer og særlig geologisk værdi, kan dokumentere landets geologiske udvikling op gennem tiden og illustrere de geologiske processer.

Krav til den kommunale planlægning

• Kommuneplanerne skal indeholde retningslinjer til sikring af overordnede geologiske bevaringsværdier. Planlovens § 11 a, stk. 1, nr. 16.
• Udpegninger af geologiske bevaringsværdier og retningslinjer til sikring af disse indeholdt i de senest vedtagne regionplaner skal fastholdes i kommuneplanerne.
• Kommunerne skal tage stilling til, om der derudover findes lokale geologiske bevaringsværdier i kommunen og sikre bevarelse af disse via planlægningen.
• Hvis regionplanen for en kommune ikke indeholder udpegning af regionale geologiske bevaringsværdier, skal kommunen - ved førstkommende kommuneplanrevision efter at Miljøministeriet har udarbejdet et kortværk over de regionale geologiske bevaringsværdier - udpege disse i kommuneplanen og formulere retningslinjer til sikringen af værdierne.
• Værdifulde geologiske landskabstræk, deres indbyrdes overgange og sammenhænge skal sikres. De må ikke sløres eller ødelægges af gravning, bebyggelse, tekniske anlæg, skovbeplantning eller kystsikring.
• Værdifulde geologiske kystprofiler skal bevares. Ligeledes skal værdifulde profiler, der afdækkes ved råstofgravning, søges bevaret.

Uddybende bemærkninger

Ovenstående krav uden henvisninger følger af lovbemærkningerne til planlovens § 11 a, stk. 1, nr. 16.

Kommuner opfordres til at kortlægge de geologiske bevaringsinteresser, herunder de værdifulde geologiske, geomorfologiske  og kystdynamiske kystområder og udbygge de udpegninger og  retningslinjer, som i dag er i regionplanerne. Kortlægningen kan  bl.a. ske med udgangspunkt i de udpegede nationale geologiske  interesseområder, som findes i bogserien »Geologisk set« og i de  kystlokaliteter, som findes i rapporten »Kystlandskabet – Udpegning af Danmarks nationale interesseområder – geologi – geomorfologi – kystdynamik«

I Danmark findes der i dag et mindre antal geologiske områder af  international videnskabelig betydning. Disse områder er beskrevet og dokumenteret på www.geosites.dk

Da ikke alle regionplaner indeholder udpegninger af geologiske  bevaringsværdier, agter Skov- og Naturstyrelsen i samarbejde  med Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse at udarbejde et landsdækkende kort over de regionale geologiske interesser som et supplement til de nationale geologiske interesser.

Europarådets ministerkomite vedtog den 5. maj 2004 en række  anbefalinger vedrørende bevarelse af den geologiske arv og områder af speciel geologisk interesse. Anbefalingerne kan læses på  Skov- og Naturstyrelsens hjemmeside www.sns.dk under emnet  geologiske interesser.

For at sikre de geologiske interesser, som gennemskæres af en  kommunegrænse, er det vigtigt at kommunerne samarbejder  på tværs af de administrative grænser for at sikre de geologiske  værdier.

Kapitel 3.17
Vandløb, søer og kystvande

Kommunerne får nu kompetence til at fastsætte retningslinier for  anvendelsen af vandløb, søer og kystvande. Kommuneplanperioden 2006-2009 kan dog – for så vidt angår vandområdet – betragtes som en overgangsperiode. Kommunerne skal i denne periode  administrere i overensstemmelse med 2005-regionplanretningslinjerne for både anvendelsen og vandkvaliteten af søer, vandløb  og kystvande. Disse retningslinjer får fra 1. januar 2007 retsvirkning som landsplandirektiv.

Med udgangen af 2009 træder de nye statslige vandplaner i kraft,  som vil være bindende for myndighederne, bl.a. for kommuneplanlægningen.

Statslige mål

• At forureningen af vandløb, søer og kystvande med næringsstoffer, mikroorganismer og farlige stoffer nedbringes i overensstemmelse med de reduktionsmål, kvalitetsmål og tidsfrister, der fremgår af vandmiljøplan I, II og III, EU-direktiver og internationale aftaler om beskyttelse af havmiljøet.
• At miljøpåvirkningen af vandområderne fra spildevandsudledninger fra ukloakerede ejendomme bliver nedbragt gennem en bedre rensning af spildevandet i ukloakerede områder.
• At badevandskvaliteten bliver forbedret på de steder, hvor den er påvirket af udledninger fra renseanlæg, overløb og spredt bebyggelse.
• At mål for kvalitet af overfladevand og indsatsprogrammer i de kommende vandplaner, der skal være vedtaget senest 22. december 2009, realiseres.
• At udviklingsmuligheder for mindre fiskerihavne sikres som grundlag for at kunne opretholde et bæredygtigt kystfiskeri og for at kunne bevare en traditionel erhvervskultur, lokale beskæftigelsesmuligheder og forsyning med friske fødevarer af høj kvalitet.
• At akvakulturanlæg sikres en lokalisering, som kan bidrage til at fremme erhvervets udviklingsmuligheder og minimere miljøbelastningen.
• At fiskeri og akvakultur giver grundlag for gode arbejdspladser og livsbetingelser i bl.a. yderområderne.

Krav til den kommunale planlægning

• Kommuneplanen må ikke stride mod anvendelsesbestemmelser og recipientmålsætningerne i regionplanerne.
• Ved lokalisering af havbrug skal der tages udgangspunkt i kortbilaget til Fødevareministeriets havbrugsrapport. Havbrug eller saltvandsbaserede indpumpningsanlæg kan etableres eller udvides, hvor en konkret vurdering viser, at produktionen kan foregå uden at omgivelserne belastes på en måde, som er uforenelig med hensynet til det pågældende vandområdes kvalitetsmålinger og ikke bidrager til en generel forringelse af tilstanden af det pågældende vandområde eller de tilstødende vandområder. Jf. vejledning nr. 9163 af 31. marts 2006 om godkendelse af saltvandsbaseret fiskeopdræt.

Uddybende bemærkninger

Kommunerne skal i planperioden 2006-2009 arbejde for realiseringen af de nuværende recipientkvalitetsmål indeholdt i regionplanerne. Disse bliver afløst af fastsatte nye miljømål i den  statslige vandplan i slutningen af 2009. Disse miljømål fastsættes  på baggrund af miljømålsloven, hvorefter Danmark ultimo 2015  er forpligtiget til generelt at opnå en god økologisk tilstand og  god kemisk tilstand for overfladevandsområderne.

Staten skal senest den 22. december 2009 have vedtaget statslige  vandplaner, herunder indsatsprogrammer. De statslige vandplaner skal senest den 22. december 2010 følges op af kommunale  handleplaner. Kommuneplanens retningslinjer for anvendelsen  af vandløb, søer og kystvande skal efter 2010 supplere og spille  sammen med de kommunale handleplaner.

Det vil – inden næste kommuneplanperiode – og i forbindelse  med fastlæggelsen af indholdet af de statslige vandplaner, indsatsprogrammer og de kommunale handleplaner blive nærmere  afklaret, hvordan kommuneplanens retningslinier for anvendelsen af vandløb, søer og kystvande skal fungere sammen med  vandplanerne. Det vil i den forbindelse bl.a. blive afklaret, om  det skønnes hensigtsmæssigt, at kommuneplanerne – fx ved  indtegninger på kort - skal afspejle alle anvendelser, også de der  er tilladt via andre myndigheders sektoradministration (tilladte  klappladser, tilladte råstofindvindingsområder på havet o.s.v.),  eller om den alene skal afspejle områder, hvor kommunen er ansvarlig for sektorlovgivningen.

Da den statslige vandplanlægning er en forudsætning for kommuneplanlægningen, og da vandplanerne udarbejdes tidsmæssigt samtidig med kommuneplanerne, anbefales det, at  kommunerne er i dialog med miljøcentrene, så det undgås, at et  kommuneplanforslag kommer i modstrid med en vandplan. Det  er Miljøministeriets 7 miljøcentre, der har ansvaret for den statslige vandplanlægning.

Fiskeri og akvakultur

Fiskeri og akvakultur, som i sin helhed rummer det primære  fiskeri, hav- og dambrug samt fiskeopdræt i recirkulationsanlæg,  rekreativt fiskeri og havnefaciliteter, er på linje med jordbrugserhvervene et ressourceudnyttelseserhverv. Det er ikke mindst i  kommuneplansammenhæng relevant at inddrage mindre fiskerihavne og akvakulturerhvervene, herunder havbrug, idet disses  erhvervsmuligheder skal sikres under samtidig hensyntagen til  natur, miljø og kulturmiljø samt ønsket om udviklingen i landdistrikter.

Fødevareministeriet vil kunne understøtte denne erhvervsudvikling inden for rammerne af Fiskeriudviklingsprogrammet  for 2007-2013. Regeringen udarbejder i 2006 en politisk handlingsplan, der vil fokusere på initiativer, der kan fremme øget  værditilvækst i fiskeriet samt udnyttelse af vækstmuligheder i  akvakultur.

Kapitel 3.18
Kystnærhedszonen

Kommunernes nye kompetence og nye opgave bliver at fastsætte  retningslinjer for arealanvendelsen i den ca. 3 km brede kystnærhedszone, som er fastlagt i planloven. Kystnærhedszonen er en  planlægningszone og ikke en forbudszone. Udvikling inden for  kystnærhedszonen er ikke udelukket, men det kræver en meget  grundig planlægning. Det er en udfordring for kommunerne at  sikre en planlægning, der både beskytter de danske kystlandskaber og ikke forhindrer en hensigtsmæssig udvikling i kommunen.

Danmark har i forhold til sin størrelse en meget lang kystlinje.  Danmarks kystområder er enestående i Europa på grund af  deres store variation. De danske klit- og klithedelandskaber er i  europæisk sammenhæng af betydelig udstrækning og præget af  uberørthed. Det giver Danmark et særligt ansvar for at bevare de  åbne og dynamiske kyststrækninger.

Kystområderne udgør landskabelige helheder med væsentlige  natur- og landskabsressourcer. Kystlandskabet er imidlertid ikke  kun natur. Det er også stedet, hvor mange forskellige aktiviteter  finder sted. Der skal være plads til beboelse, friluftsliv, turisme,  transport, landbrug og andre erhverv.

Det åbne danske kystlandskab er en truet og begrænset ressource.  Presset på kysterne er stort og stigende. De seneste år har der  især vist sig et stort pres for byudvikling, nye ferieboliger og fritidsaktiviteter tæt på kysterne i de attraktive omgivelser, som kysterne er forbundet med. Planlægningen for bebyggelse og anlæg  i kystnærhedszonen skal sikre en kvalitetsbetonet udvikling, hvor  natur og landskabshensyn har høj prioritet.

Statslige mål

• At bevare kysterne, så de fortsat udgør landskabelige helheder med høj natur- og landskabsværdi. Dette gælder ikke mindst de uberørte kyststrækninger og de helt kystnære dele inden for klitfredningslinjen og strandbeskyttelseslinjen.
• At fremme kvaliteten af den udvikling af bebyggelse og infrastruktur, som nødvendigvis må ligge i kystnærhedszonen, herunder at indpasse den i forhold til de landskabelige, naturmæssige og friluftsmæssige interesser.
• At den fremtidige udvikling i kystnærhedszonen baseres på et solidt og opdateret beslutningsgrundlag, hvor der er redegjort for den forventede udvikling i kystnærhedszonen og de tilgrænsende vandområder, samt for sammenhængen mellem udvikling i de kystnære byer og varetagelsen af beskyttelsesinteresserne i kynstnærhedszonen.
• At udviklingen af turismen og de rekreative områder langs kysterne respekterer og tager udgangspunkt i de natur- og landskabsmæssige værdier i kystnærhedszonen.

Krav til den kommunale planlægning

• Kommuneplanens skal indeholde retningslinjer for arealanvendelsen i kystnærhedszonen. Planloven § 11 a, stk. 1 nr. 18.
• Kommuneplanens retningslinjer for kystnærhedszonen skal sikre,
  – at der kun inddrages nye arealer i byzone og planlægges  for arealer i landzone, såfremt der er en særlig planlægningsmæssig og funktionel begrundelse for kystnær lokalisering. Planlovens § 5 b, stk. 1, nr. 1.
  – at nye byzoneudlæg til beboelse i kommuneplanerne fasthol des til helårsbeboelse. – at der bortset fra trafikanlæg og andre overordnede infrastrukturanlæg kun i ganske særlige tilfælde kan planlægges for bebyggelse og anlæg på land, som forudsætter inddragelse af arealer på søterritoriet eller særlig kystbeskyttelse. Planlovens § 5 b, stk. 1, nr. 2.
  – at nye sommerhusområder ikke må udlægges medmindre de er en del af et landsplandirektiv om udvidelse af sommerhusområder i kystnærhedszonen. Planlovens § 5 b, stk. 1 nr. 3 og stk. 2 og 3.
  – at sommerhusområder fastholdes til fritidsformål. Planlovens § 5 b, stk. 1, nr.3.
  – at ferie- og fritidsanlæg skal lokaliseres efter sammenhængende turistpolitiske overvejelser og kun i forbindelse med eksisterende bysamfund eller større ferie- og fritidsbebyggelser. Planlovens § 5 b, stk. 1, nr. 4.
  – at offentlighedens adgang til kysten sikres og udbygges.Planlovens § 5 b, stk. 1, nr. 5.
• Kommunen skal gennemgå de allerede godkendte eller vedtagne, uudnyttede arealreservationer i kystnærhedszonen og ophæve de reservationer, der ikke er aktuelle. Planlovens § 11 f, stk. 2.
• Udpegninger af værdifulde kystlandskaber, regionale kystlandskaber, kystkiler og lignende i de eksisterende regionplaner skal optages i kommuneplanerne.

Redegørelse for planens forudsætninger

• Kommuneplanen skal ledsages af en redegørelse for planens forudsætninger, som viser den fremtidige udvikling i kystnærhedszonen og de tilgrænsende vandområder. Planlovens § 11 e, stk. 1, nr. 7.
• På kortbilag redegøres for de eksisterende og planlagte forhold i kystnærhedszonen, herunder hvilke områder der friholdes for bebyggelse. Planloven § 11 e, nr. 7 og stk. 2.

Uddybende bemærkninger

Kystnærhedszonen er en planlægningszone, hvor der i planloven  fastsættes en række krav til kommunernes planlægning, og hvor  udgangspunktet er, at landets kystområder søges friholdt for bebyggelse og anlæg, der ikke er afhængig af en kystnær placering.

Kommunerne skal for alle arealer i kystnærhedszonen, d.v.s. for  alle landzone- og sommerhusområder udarbejde retningslinjer  for arealanvendelsen. Retningslinjerne skal søge kystnærhedszonen friholdt for yderligere byudvikling, tekniske anlæg og ferieog fritidsanlæg, som ikke er afhængige af kystnærhed.

- At formulere mål for de enkelte kyststrækningers anvendelse og beskyttelse.
- At afgrænse de større ubebyggede kystlandskaber, særligt sårbare eller markante landskabstræk, områder af betydning for friluftslivet, større tekniske anlæg og ferie- og fritidsformål.
- At afgrænse de arealer, der kan udlægges til byzone. 
- At fastlægge beliggenhed af arealer til ferie- og fritidsformål.
- At fastlægge generelle langsigtede principper for sikring og udbygning af offentlighedens adgang til kysterne.

Strandbekyttelses- og klitfredningslinjen

I områder, der er omfattet af klitfredningslinjen eller strandbeskyttelseslinjerne, må der ifølge naturbeskyttelsesloven ikke finde  tilstandsændringer sted. Der er således tale om en forbudszone,  der skal friholdes fra bebyggelse og anlæg, ny beplantning, placering af campingvogne og lignende, og hvor der er forbud mod  udstykning og fastlæggelse af nye skel.

Det vil i enkeltstående tilfælde være muligt at gennemføre en  afrundende byudvikling indenfor strandbeskyttelseszonen, især  bag eksisterende bebyggelse, som udfyldning af huller i en husrække og ved havne, hvis der er et dokumenteret behov herfor.  På nær byggeri på havne har praksis været, at den hidtidige linje  på 100 meter er blevet fastholdt i disse enkeltstående tilfælde.

Det skal bemærkes, at uudnyttede arealreservationer, der ikke er  lokalplanlagt, indenfor strandbeskyttelses- og klitfredningslinjerne generelt anses for uaktuelle, fordi de ikke vil kunne gennemføres uden dispensation.

Samarbejde mellem kommunerne

Kystområderne afgrænses ikke af de administrative kommunegrænser. Kommunerne opfordres derfor til at samarbejde om  forvaltningen af kystområderne og til at fremme koordinering og  prioritering af interesserne i kystnærhedszonen. Med en sammenhængende planlægning skabes grundlaget for at de eksisterende kvaliteter i kystområderne kan understøtte andre strategier  i regionen.

Kommunerne opfordres også til at samarbejde såvel indenfor  som mellem kommunerne og med relevante organisationer og  virksomheder om sammenhængende turistpolitiske strategier for  regionerne, herunder også at sikre offentlighedens inddragelse i  planlægning og beslutningsprocessen.

Kommunerne kan i forbindelse med deres planlægning for kystnærhedszonen tage udgangspunkt i den allerede gennemførte  planlægning i regionplanerne, herunder de forskellige udpegninger.

Kapitel 3.19
Landsplandirektiver

Der er over årene udstedt en række landsplandirektiver, som er  bindende for den kommunale planlægning. Det betyder, at kommunerne skal udarbejde retningslinier til realisering af landsplandirektiverne.

Krav til den kommunale planlægning

• Kommuneplanen må ikke stride mod regler og beslutninger, som miljøministeren har udstedt efter planlovens § 3.
• Kommunerne skal foretage de nødvendige ændringer, så kommuneplanen bringens i overensstemmelse med de eksisterende landsplandirektiver.

Uddybende bemærkninger

Miljøministeren skal efter planloven fastsætte regler, der konkretiserer de overordnede principper for planlægningen i hovedstadsområdet. Reglerne vil blive fastlagt i et landsplandirektiv  »Fingerplan 2007«.

Over en lang årrække er der udarbejdet et stort antal andre  landsplandirektiver. Den kommende »Vejledning om kommuneplanlægning« vil indeholde en oversigt over hvilke  landsplandirektiver, der fortsat er aktuelle, og hvis realisering  kommuneplanen derfor skal indeholde retningslinier for.

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |

Version 1.0 December 2006, © Skov- og Naturstyrelsen.